Film

Halløjsa folkens. Hermed endnu en anmeldelse af 'Oriuagors Profeti', så I kan få dannet jer et flerfacetteret billede af værket. Der er et par gentagelser fra forrige anmeldelse, så den trænede læser har min gode vilje til at skimme hen over de passager. Here goes:

’Oriuagors Profeti’ er en genskrivning af ’Oiufaels Bog’ fra 1978, og det er et værk der i sandhed er blevet profeteret om, her på Internettet i hvert fald. Således har det været muligt at opsnappe bider af historien på både engelske og danske websites samt blogs på bl.a. TV2. På slig vis er det naturligvis muligt at generere en pæn mængde opmærksomhed forud for udgivelsen, og siderne får opstillet et mørkt og mystisk univers hvilket er alt for fedt, og det tilføjer endvidere en snert af realisme idet den også er nævnt på wikipedia. Ydermere kan man ud fra indholdet af sites’ne foranlediges til at tro at denne udgivelse, denne ’Oriuagors Profeti’, vitterligt ér den uhyggeligste bog der nogensinde er skrevet, og således både provokeret og fascineret satte jeg tænderne i den 267 siders saftige papirklump.

Bogen er af 3 dele og handler om bogen ’Oriuagor – The One Who Waits’, og hvorledes den spreder gru og sindssyge hos enhver læser der måtte være så uheldig at nærme sig.Selve plottet består i at parapsykologen Adam Hewlet undersøger det skrift en vanvittig patient på hans hospital i sine sidste timer nedfælder. Beretningen er en slags dagbog der omhandler den sidste uges tid hvor patienten stadig havde sine mentale evner vel forvaret, og netop denne dagbog udgør første del af bogen. Patienten beskriver her hvordan han som 18-årig med sine søstre støder på ’Oriuagor’ og læser i den med overnaturlige og drabelige konsekvenser til følge.

I anden del lykkes det Hewlet at opstøve et eksemplar af den famøse bog, og han undersøger den på kryds og tværs med alskens naturvidenskabelige midler før den egentlige læsning påbegyndes. ’Oriuagor – The One Who Waits’ omhandler en fjern fremtid hvor Antikrist, i denne sammenhæng figuren ’Oriuagor’ der i udseende minder en anelse om Satans søn Mammon fra Constantine, regerer verden. Efter en god del læsning forekommer fænomener a la de i dagbogen beskrevne, og Hewlet tyer til sin ven, biskop Archibald Summone, for hjælp, og sammen kommer de ganske langt ned i ’Oriuagor’-mysteriet.

Tredje del introducerer hospitalslederen Albert Manalynn der fortsætter afklaringen hvor de to forrige måtte give fortabt, og han sætter ikke så lidt i gang for at få afdækket problemet.

Det lyder jo egentlig ganske interessant, men problemet er at bogens spændings- og skrækkurve aldrig når at rejse sig mere end en pukkelrygget dværg, og det er faktisk en skam når ideen er så god. Årsagerne til dette skal findes i flere forhold:

For det første lider bogen under en i bedste fald sløset, men højst sandsynligt helt fraværende redigering, en ting man vel dårligt kan give forfatteren hele ansvaret for. Det irriterer helt vildt meget når ’hjerne’ i den første, gammeldagsskrevne del (store bogstaver ved navneord, aa=å, osv.) både staves ’Hjerne’ og senere ’Hjærne’, at kommaerne ikke er korrekte, at der er alt for mange tilfælde af ”dobbeltord” (Han gik han hjem.), at undertitlen på forsiden lyder ’- bogen der dræber’, men et par sider inde benævnes ’- bogen der gør vanvittig’, og ej at forglemme det gyldne øjeblik hvor det samme afsnit dukker op med et par siders mellemrum. Det forstyrrer læseoplevelsen, og man rives konstant ud af den illusion som læsning er.

For det andet virker personerne ikke gennemarbejdede. De reagerer og tænker stereotypt og overfladisk, de føles mere som værktøjer for handlingen end levende væsner. Fx reagerer Adam Hewlet med latter og skepsis da han bliver stillet over for bogens påståede okkulte effekt, en reaktion der vel ikke er så nyttig for en parapsykolog der jo netop undersøger hændelser normalt anset for overnaturlige.

For det tredje er selve handlingen langt hen ad vejen alt for forudsigelig. Den første del, dagbogen, hvori vi følger patientens genoplevelse af dengang han besøgte sin onkel og tante i Normandiet, følger et lettere genkendeligt handlingsforløb hvor der hele tiden antydes at noget er galt hvilket der naturligvis også er, og man ved intuitivt i forvejen hvornår chokscenerne dukker op. Denne del virker i og for sig som den skal, ikke videre prangende, men helt fin, og ideen med de små djævlefigurer der dukker op rundt omkring er ret fed; især når det afsløres hvordan de dukker op. Problemet opstår først i anden del hvor Adam Hewlet gennemgår præcist det samme handlingsforløb indtil han sætter bremsen i et stykke tid før det ender fatalt. Han oplever altså næsten det samme som patienten, blot på endnu flere sider end den forrige del, og derfor keder man sig jævnt.

Det er faktisk først ved introduktionen af Archibald Summone at historien bevæger sig igen, og vi kommer tættere på en opklaring. Samspillet mellem Summone og Hewlet er levende, og man engagerer sig i historien. Opklaringen er godt udtænkt, men ret langtrukken idet man skal sættes ind i hvordan hjernebølger fungerer, og det bliver lige sagligt nok.

Hvis man fortolker lidt på det ovenstående, vil man nok kunne fremdrage at jeg ikke har været ubetinget tilfreds med ’Oriuagors Profeti’, og for en afsluttende bemærkning, kære læsere, vil jeg efterlade jer med dette:

’Oriuagors Profeti’ lider under at manuskriptet ikke er blevet ordentligt efterbehandlet korrekturmæssigt, og den er for mekanisk skrevet, opbygget af en hel masse scener der ganske vist hænger logisk sammen hvis man tænker på den røde tråd, men fuldstændig mangler flowet, det at handlingen skrider organisk frem. Alt dette er en skam, for plottet med bogen der gør vanvittig er interessant, og mysteriet i sig selv fascinerende, og det fortjener en skønnere indpakning. Måske man kunne overveje det til en tredje genskrivning…?

© 2007 Horrorsiden.