Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, da jeg satte “Murder Party” på, men mine forventninger blev både gjort til skamme og overgået på samme tid, for her er tale om en underholdende omgang splat mikset godt med sort humor og masser af entusiasme.
Den lidt kiksede og ensomme Chris finder på vej hjem fra arbejde en invitation til et Halloween-party samme aften. I stedet for at se sine lejede gyserfilm sammen med katten beslutter han sig for at tage til fest, og med et hjemmelavet ridderkostume (lavet ud af en papkasse) tager han optimistisk af sted til en lagerbygning i et skummelt område af byen. Desværre for Chris er der ikke tale om en almindelig fest. Det er et Murder Party, og han er aftenens offer…
Værterne er en gruppe kunstnere, som konkurrerer indbyrdes og nu vil afprøve det ekstreme – nemlig at gøre et mord til kunst. I løbet af aftenen dukker også gruppens guru, Alexander, op sammen med pusheren Zycho , og aftenen eskalererer var vild til vanvittig.
“Murder Party” er skrevet og instrueret af Jeremy Saulnier og er en entusiastisk første film fra The Lab of Madness, som både har produceret og spiller de fleste af rollerne. Det er low budget, men det har ikke afholdt gutterne fra at lave en underholdende film med ganske ok makeup-effects, og hvor man har udnyttet begrænsningerne til filmens styrke.
“Murder Party” beskrives på forsiden som en film i stil med “Braindead” og “Bad Taste”, og det er for så vidt sandt, når vi kommer til filmens sidste tredjedel, hvor det hele eksploderer i underholdende splatter. De første totredjedele minder dog mere om “Resorvoir Dog” forklædt som horror-comedy, så man skal altså være forberedt på både snak og skæve scener, før splattet eksploderer om ørene på én. Til gengæld går det rigtig stærkt, når først det går i gang.
Filmen vandt Slamdance Film Festivals publikumspris i 2007 og blev nummer to i Toronto After Dark’s Audience Choice Award.
Også omtalt på Gyseren.dk
[…] omtalt på Horrorsiden.dk Under Film | Tags: 2000-2009, humor, Jeremy Saulnier, mord, […]