Bøger

Ved vanviddets bjerge af H. P. Lovecraft

For nyligt udgav forlaget Antenna “Ved vanviddets bjerge” med tre noveller af H. P. Lovecraft samt et essay med en introduktion til forfatteren og forfatterskabet. Udover en nyoversættelse af titelnovellen “At the Mountains of Madness” indeholder samlingen også en nyoversættelse af “The Call of Cthulhu” samt “The Dreams in the Witch House” som her for første gang er blevet oversat til dansk.

Hvis man på nogen måde er interesseret i Lovecrafts fantastiske historier, er “Ved vanviddets bjerge” et absolut must. Jakob Friis Andersen, som både har oversat fortællingerne samt skrevet essayet med den korte indføring i Lovecrafts liv og litterære univers, har gjort et virkelig godt stykke arbejde. Det er lykkes ham at gøre teksten nutidig, samtidig med at han har bevaret den original tone og stemning, og jeg håber, at han vil kaste sig over flere oversættelser af Lovecraft.

I titelnovellen befinder vi os på en ekspedition til Antarktis, hvor en opdagelse af nogle mystiske spor, fører en del af ekspeditionen ind til nogle store bjerge midt i ødet. Først sender de begejstrede meldinger tilbage til basen om deres utrolige fund, men så bliver der total radiotavshed. Da redningsgruppen når frem, er alle i lejren døde eller forsvundne. Mens størsteparten af redningsekspeditionen forsøger at skabe orden i den ødelagte lejr, flyver to mænd dog videre for at finde ud af mere. De opdager en kæmpemæssig by bag bjergene, men byen gemmer på en grusom hemmelighed.

Da Interpresse i 1995 udgav deres oversættelse af “Vanviddets bjerge“, var jeg ikke voldsomt imponeret, og fandt historien en smule langtrukken. I Jakob Friis Andersens oversættelse er fortællingen blevet langt mere levende, selvom det vitterligt er en stillestående historie. Endnu mere interessant blev den, da jeg læste JFA’s essay sidst i bogen. Her kalder han novellen for “en tør beretning”, men forklarer hvordan dette er et bevidst valg fra forfatterens side og uddyber derefter sin betragtning på en overbevisende måde.

En anden interessant iagttagelse i JFA’s efterfølgende essay er hans kig på Lovecrafts inspirationskilder. Dels hans fascination af Antarktis som, da historien udkom, langt fra var udforsket, og dels inspirationen fra Edgar Allan Poes eneste roman “Arthur Gordon Pyms eventyr“. Men JFA påpeger, at Lovecraft også har en tredje inspirationskilde: “Dyers ankomst til og ophold i De Ældres metropolis kan ses som et billede på Lovecrafts ankomst til og ophold i New York – og som et billede på Lovecrafts socio-politiske overbevisninger generelt [herefter følger et citat fra et brev fra 1922]… og jeg så for første gang New Yorks gigantiske omrids. Det var et mystisk syn i den sene eftermiddags gyldne sol; en drømme-ting i en mat grå farve, der tegnede sig i silhuet mod en himmel af mat, grå røg. By og himmel lignede hinanden så meget at man knap nok kunne være sikker på, at der overhovedet var en by – at de tårne og spir, man bildte sig ind, man så, ikke simpelthen blot var illusioner“. En tilsvarende fatamorgana-agtig beskrivelse giver Lovecraft af byen ved vanviddets bjerge.

Man behøver dog ikke at læse essayet for at få fornøjelse af udgivelsen, hvis man ikke er interesseret i det mere analytiske. De tre fortællinger står stærkt i sig selv, og for mig var det særligt interessant endeligt at få læst “The Dreams in the Witch House”, som jeg ellers kun har set en filmatisering af, og som jeg for nyligt læste en videredigtning af i novellen “The Statement of Frank Elwood” af Pete Rawlik fra antologien “Urban Cthulhu: Nightmare Cities“.

Den studerende Walter Gilman er flyttet ind i et gammelt hus i Arkham i det selvsamme værelse, som engang blev beboet af heksen Keziah Mason. Hans store interesse er matematik, men da han indtræder på universitetet i Arkham, begynder han at forbinde sin matematik med de fantastiske sagn om ældre magi, og ad den vej opstår hans fascination af Keziah, som under sin retssal i 1692 fortalte om linjer og kurver, som man kunne få til at udpege retninger, der ledte gennem rummets vægge til andre rum hinsides. Men hans betagelse af Keziah og ikke mindst hans ophold i værelset med de skæve dimensioner fører ulykke med sig.

Den sidste novelle er nyoversættelsen af “The Call of Cthulhu”, som tidligere har været oversat i bl.a. “Frygtens herre” fra 1983. Historiens fortæller er arvingen og eksekutoren for den gamle professor Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var tilsyneladende kommet på sporet af nogle mystiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og meget gammel stenstatuette er blevet fundet. I sine forsøg på at opklare omstændighederne vedrørende professorens død tager fortælleren også til Norge for at tale med en sømand, der ligeledes i de samme dage oplevede noget vanvittigt og uforklarligt, som først – tilsyneladende – ophørte, da en voldsom storm blæste hans skib bort. Til sidst må fortælleren dog indse, at ikke al viden er værd at kende, og ligesom i “Ved vanviddets bjerge” advarer fortælleren stærkt om at andre skal få samme kendskab til verden som han selv har fået.

De tre fortællinger er alle velskrevne Lovecraft-fortællinger, og i Jakob Friis Andersens oversættelse er de absolut læseværdige, så læs eller genlæs “Ved vanviddets bjerge” og bliv skræmt af den gamle mester.

Læs mere på forlaget Antennas hjemmeside

Også omtalt på Gyseren.dk

© 2013 Horrorsiden.