Bøger
Vampyr del 2: The Curse of Fandom
Nu hvor vi har kigget på Vampyrs meritter og svagheder, er det på tyde at kigge på hvad bogen egentlig kan få af betydning for fanmiljøet. Jeg har nemlig bidt mærke i at det nye horror-miljø står i samme situation som først fanmiljøet, så rollespilsmiljøet har stået i.
Implosion
Science Fiction-forfattere 1977. Niels E. Nielsen, Merete Kruuse, Frits Remar, Tage Eskestad og Erwin Neutzsky-Wulff. Foto af Bjarne Lund-Jensen, fra Listemageren.dk
Først lidt baggrund. Og ja, forbehold for alt det jeg springer over. Go figure.
Legenden siger at science fiction fandom begyndte med at forfattere og redaktører slog sig sammen i Science Fiction Selskabet, hvilket fik en række “fans” til at slå sig sammen i Science Fiction Cirklen i 1974. Snart efter blomstrede miljøet op over hele landet, med mange små fanzines og kontakt til resten af norden.
Med flere tusinde besøgende, blev con’en Fabula 1977 formentlig højdepunktet for offentlighedens interesse for fandom. Og det er måske også meget godt, eftersom festivalen næsten tog livet af miljøet!
Man kan diskutere hvorvidt fandom er blevet mere forfinet og kvalitativt bedre siden, men sandheden er at miljøet allerede imploderede omkring SFC i starten af 1980’erne.
I 90’erne var det så pludselig rollespilsmiljøet der havde initiativet, med en række af semi-prof til professionelle blade og festivaler. Det er dog blevet sagt at miljøet i virkeligheden allerede imploderede omkring con’en Fastaval i midten af 1990’erne. Det er godt nok stadig en kæmpe begivenhed, men der er ikke den opposition og sunde konkurrence der var.
Kort tid efter begyndte liverollespilsmiljøet at få medvind (long story), og Science Fiction Cirklen eksploderede i uenigheder, hvorved Fantastik blev født. Igennem et meget smerteligt samarbejde fik man så stablet Eurocon 2007 på benene, hvilket blev endnu et foreløbigt højdepunkt.
På det tidspunkt var der ikke særligt mange konkurrencer at skrive til – der var var Knud Larns danske science fiction pris, men den løb ind i problemer, og hans blad udkom ikke i årevis. Tænk bare – op til 2009 var der intet Kandor, intet Valeta, intet Harksen eller Replikant – og der var ingen selvudgivere.
Den første Lige Under Overfladen udkom i forbindelse med con’en. Trods alle gnidningerne i miljøet, vil jeg nok aldrig glemme hvor euforisk stemningen var oven på con’en, særligt følelsen af at være dér hvor tingene skete.
Og så gik det stærkt.
Nu er det en ny generation der tegner miljøet. De har ikke fanzines, men blogs. De skriver først og fremmest horror, og jeg har modstræbende erkendt at selvudgivere har sat nye standarder for kvalitet (hvilket er særligt svært for et foreningsmenneske at skrive).
Det er de nye, yngre horror-forfattere, “skrækløverne”, der sidder med initiativet lige nu, som fandom og rollespillere gjorde før dem.
Men er det givet at horror-miljøet vil implodere lige så hurtigt? Og hvad har det med Vampyr at gøre?
Well, alle der kender mig, ved at jeg kan spore dødsårsagen i en tekst allerede fra første linje. Da jeg læste Vampyr, og især anmeldelserne af Vampyr, så syntes jeg allerede at jeg kunne vejre ligstanken. Men lad os prøve på at forudsætte at processen faktisk ikke er uafvendelig, og at et miljø kan blive ved at forny sig selv, hvis ikke man roder sig ud i de samme problemer som forgængerne.
Så lad os starte fra en ende af, med anmeldelser.
Fanmeldelser og kritik
Science Fiction-forfattere 2012. Amdi Silvestri, Lars Ahn Pedersen, Michael Kamp og Alastair Reynolds. Taget fra Fantasticons hjemmeside.
Der er blevet harceleret over problemet med fan-anmeldelserne før, men jeg mener ikke at problemet så meget er anmeldelserne, som det problem der lurer lige under anmeldelserne: Miljøet er en landsby, og hvis man siger noget grimt, så skider man i sit eget klubhus.
Det er en hel uddannelse siden at jeg gjorde kritikken til mit private korstog kald. Men bortset fra en del mukken i krogene, så er tonen i ”miljøet” så frygteligt, uhyrligt pæn som nogensinde. Anmeldelserne er utroligt entusiastiske (bare se på Vampyr), men overhovedet ikke i proportion med danskernes medievaner. En bog som Vampyr kan således komme til at fylde utroligt meget i fanzines og op blogs, uden at det flytter den mindste opmærksomhed fra, say, Dean Koontz og Game of Thrones.
Det fortæller os to ting: At bladene og anmeldelserne kun bliver læst af de i forvejen indforståede – og hvis de bliver læst af andre, så bliver de ikke taget seriøst, fordi dem udefra opfatter det som rygklapperi. Prøv at tage denne lille perle, fra det kulturhistoriske blad Siden Saxo:
”Historien om Fastaval og den danske scenarietradition er allerede et lille stykke moderne kulturhistorie om et miljø, som drevet af kreativitet og åben idéudveksling har udviklet en interaktiv kunstart på nogle punkter, som man ikke finder magen til i resten af verden. Og der er som nævnt ikke noget, der tyder på, at udviklingen af det særlige danske rollespilsscenarie vil gå i stå lige foreløbig”
Problemerne tårner sig op: Det er skrevet af en en mand der selv har været dybt involveret i con’en Fastaval. Det gør ikke opmærksom på de problemer festivalen har mødt. Det påpeger ikke de udfordringer man kunne tænkes at komme ud for i fremtiden.
Men det handler ikke om at pege fingre af rollespilsmiljøet. Det kunne sådan set lige så godt have været udtalt af én fra fanmiljøet, eller være skrevet i en anmeldelse. Det virker bare så meget mere grelt, fordi vi lige nu sidder og kigger på det udefra.
Kritiske anmeldelser er altså et must, men det er sådan set kun toppen af isbjerget. Det er generelt svært at få kritik i fanmiljøet, både som fan og som forfatter. Man er jo rykket ind i varmen hvor man er værdsat, fordi man har fået en kold skulder i mainstream eller i “kunst”-miljøet. Som jeg skrev i første del, så mener jeg alvorligt at horror-miljøet er kommet til at skabe sin egen “mini-mainstream” med sine egne retningslinjer. Det vi mangler for at komme videre, er et konstant indre opgør. En trang til ikke blot at gøre oprør én gang for alle, men til at blive ved med at tænke udenfor boksen.
Det er bare ikke dét miljøet belønner én for, ikke hvis vi kigger på uddelingen af fandoms “Niels Klim-pris”, rollespils “Otto”, og den horror-pris (“Årets Danske Horrorudgivelse”) der nu er opstået.
Det er ikke fordi jeg mener at priserne nødvendigvis er blevet givet til nogen der ikke har fortjent dem. Men priserne er næsten værdiløse uden for miljøet, fordi priserne ikke uddeles uafhængigt af miljøet, men af miljøets aktive.Det kan heller ikke “Årets Danske Horrorudgivelse” sige sig fri for.”Niels Klim” og “Otto” ligner i foruroligende grad intern cirkulation, og horror-prisen kan lynhurtigt ende i samme kategori, hvis ikke man er sindssygt forsigtig med at invitere outsiders som jury.
Husk, mistanken om rygklapperi er svær at vaske af, og vi må virkelig spørge os selv om priserne ikke kan blive en klods om benet på forfatterne?
Et miljøs storhed og syndefald
Hygge på Viking-con…
Jeg skriver alt det her til horrorforfatterne især, som en form for advarsel i god tid.
Jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvornår noget innovativt går i selvsving. Men jeg ved så meget som at det kun er tydeligt på afstand. Når man er meget tæt på, så ligner alle bittesmå krusninger kæmpe bjerge.
Jeg var f.eks. væk fra Viking-con i et par, og blev pludselig lidt chokeret over hvor meget lignende sig selv. De samme forfattere, det samme ægtepar i caféen. Man kan komme ud for det samme med skriveprocessen: Hvis man som rollespiller skriver et indie-scenarie om cowboys, og din kollega skriver et indie-scenarie om kloakarbejdere, så mister man blikket for at det for alle andre bare er den samme ”indie”-stil. Ligeledes med den den voldsæstetik (”splatter”) der er i danske horrorromaner. Den er sikkert også vældig udfordrende for den gamle garde af scifi-fans, men det kan hurtigt blive konformt.
Det er en fantastisk effektiv øvelse at tage væk, eller at skifte til en anden genre, og så at komme tilbage. Der er bare ikke særligt mange der gør den. I stedet peger man som sagt fingre af den konforme nabo. De er bare en hyggeklub af rygklappere, mens vi er et kreativt miljø.
Som jeg har oplevet det, så er der et meget ensartet mønster i at de kreative miljøer gør nar af hvor amatøragtige alle andre er – i det omfang de overhovedet har hørt om hinanden.
Jeg har oplevet medlemmer af SFC nedgøre sammenslutningen af Kulturtidsskrifter som ”amatørnisser.” Jeg har oplevet hvordan de nye ”skrækløver” ser stort på den gamle fankultur. Hvordan rollespillerne bryster sig af deres meget større arrangementer. Hvordan man i Københavns digteriske undergrund sætter alt det førnævnte i samme bås, under den nedladende betegnelse ”triviallitteratur.”
Det nye forfatternetværk Newpub har også brugt en hel del af sin energi på at nedgøre forlagsverdenen, uagtet at det er forlagsverdenen der fører an i udviklingen af ebøger, mens de ”progressive” selvudgivere holder sig til gamle formater.
Altså:En hel del af forklaringen på hvorfor et kreativt miljø taber initiativet, er at man fastholder følelsen af at man befinder sig hvor det hele sker, og at det selvfølgelig er alle andre der er indavlede. Selv synes jeg at det er meget indlysende at løsningen er at blande miljøerne noget mere. Det er nemlig i langt højere grad et spørgsmål om hvornår et miljø bliver opfattet som lukket, end hvornår det faktisk lukker sig om sig selv. Det er rygterne og mistanken der skaber isolationen. Der er derfor en selvopfyldende profeti i, at der kun er de samme tyve til at lave alting. Får folk færten af at det er de samme der står for alting, så begynder de nye at holde sig væk.
En vej ud
… eller uhyggelig gentagelse?
Jeg har ofte kritiseret det danske fan- og rollespilsmiljø. Men det er egentlig sjældent at det er hverken arrangementer eller udgivelser der fejler noget.
Det er attituden.
Når jeg kigger på miljøet i dag, så er det sandt at vi på mange måder er nået længere end vi drømte om for bare ti år siden: Repræsentation på Bogforum, mikro-forlag, eller det faktum at Himmelskibet og Fantasticon har kørt i hele ti år, under de samme, vanskelige forhold.
Men vores blade og con’er er problematiske. Det er ikke fordi jeg synes at de er noget lort. Problemet er at de ligner sig selv efter ti år, og ikke har udviklet sig i løbet af deres levetid. Man har simpelthen stillet sig tilfreds med hvor man er nået til, i stedet for at tage chancer. Horrormiljøet kan hurtigt løbe ind i samme problem.
Hvis vi sidder om fem år, og der så udkommer en ny antologi, med et nyt monster-koncept, og igen med ”Martin Schjönning, Teddy Vork, Christian Reslow o.a”, så har vi tabt.
Hvis vi sidder om fem år med Michael Kamps eller Jonas Wilmanns gyserroman nr. 10, der stadig spiller på den samme voldsæstetik, så har vi også tabt.
Så, hvad ville jeg da gøre, hvis jeg kunne bestemme?
Så skulle horrorforfatterne vel skrive scifi, scifi-forfatterne skrive digte, digterne skrive rollespil, og rollespillerne lære at skrive noveller. Og derefter skal nogen bryde ud af miljøet og lave noget helt andet. Hvis nogen rent faktisk bryder ud i mainstream, så vil det sætte hele fanmiljøet i et helt andet lys, som kreativt rugekammer.
Alt i alt:
Stort tillykke til hele holdet bag Vampyr. Men vær allerhelvedes forsigtige når i tager det næste skridt. Mange, mange andre hold af lige så dygtige og kreative mennesker har stået lige præcis hvor I står nu – og akkurat mens de har sendt foragtelige blikke til dem der hang fast i dyndet omkring dem, så er de selv trådt ved siden af. Alt sammen fordi de følte sig bedre end deres forgængere, og troede på at de kunne blive ved med at gå ad den samme vej.
Tags: Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Spændende læsning, meget velskrevet. Jeg er som tidligere nævnt helt enig i, at der skal gås mere kritisk til værks både i anmeldelser og generelt i miljøet.
Er dog ikke enig, at de danske horrorforfattere kører synkronløb, ikke engang inden for antologien Vampyrs rammer, der også viser stor alsidighed. Selvfølgelig er det oplagt, at der er vold tilstede i horror, men kigger du på feltet af horrorforfattere har de ligesom alle sammen deres ting. Jeg er måske det nærmeste vi kommer på ”voldsmanden” (Udkantshistorier undtaget), Teddy Vork er den ”gotiske gravstensfyr”, A. Silvestri har et ben ovre i det lyriske, i horror OG i sci-fi (Arrhhh! The third leg!) og en relativ ny spiller som Martin Schiønning kører en eller anden brutal, socialrealistisk-subkulturs ting.
Du taler sandheden langt hen ad vejen, men pas på, du ikke overdriver for at komme frem til dine pointer. Der ER ret stor spredning i, hvad de danske horrorforfattere laver, og med dig på banen har vi nu også en anmelder, der ikke kun hyper underskoven, men giver din mening råt for usødet. Right?
Rigtig interessant læsning. Min gamle ven Henrik Larsen, redaktør af “Obskuriøst”, har godt for en del år siden underholdt mig med, hvorledes der var dele af de danske sci-fi-fankredse, der stadig hadede hinanden og havde gjort det siden engang i 1970′erne.
Du nævner det gamle sci-fi-miljø og det nuværende horrorlitteraturmiljø, men der er endnu et dansk fanmiljø, som eksisterede i rigtig mange år, nemlig horrorfilm-miljøet, som jeg selv var en del af og som bestod af fanatiske video-samlere. Jeg selv kom med omkring tiden i starten af 1990′erne, da miljøets fanzine-flagskib “Inferno” startede, men Nicholas Barbano har belært mig om, at miljøet startede længe før det. Desværre lader det til, at disse miljøer (eller “scener” om man vil) åbenbart følger nogenlunde ens udviklingsmønstre. Horrorfilmfanmiljøets forskellige fanzines havde det også med at slynge om sig med røde roser, når kollegerne skulle anmeldes, og da Uncut.dk i start-2000′erne som en akademiske duksedreng stille sig op og gav klassens frække dreng, bladet “Mondo Franko”, en omtale, der var mindre leflende, end man var vant til, så resulterede det i udelukkelse af skribenterne fra de følgende mange års årlige træf. Miljøet er i dag stort set dødt og alle de gamle blade er lagt i graven (selvom Henrik Larsen bliver ved med at true med et ny nummer). Den eneste, der trofast bliver ved, er Søren Jacobsen (tidligere redaktør af “Phenomena” og i dag bagmand på “Skræk og rædsel”-bloggen).
Jeg ved ikke, hvad der skal til på en scene for at undgå mudderkast og internt fnidderfnadder (eller had ligefrem). Med mit eget fanzine (“Stay Sick!”) prøvede jeg både at være *rigtig, rigtig* flink, når kollegernes udgivelser skulle omtales – og andre gange også at kigge på dem med samme briller i anmeldelsessammenhæng, som hvis jeg ikke kendte dem personligt. Det første synes jeg, man får det dårligt af med sig selv – og med det andet bliver man hurtigt upopulær.
Jeg håber, det danske horrorlitteraturfanmiljø kan finde en middelvej, hvor man både kan give seriøs anmeldelse og undgå rygklapperi, som ender med at efterlade en vammel smag.
Jeg forstår spørsmålet, men hva er problemet?
Fanmiljø er en biologisk greie, og blomster grodd opp på forskjellige steder og tider vil ofte ligne på hverandre på grunn av likheter ved jordsmonn og voksebetingelser. Er dette et problem eller bare et symptom?
Fanaktivitet har stort sett som hovedformål å få folk – produsenter og nytere – til å kose seg. Det dreier seg om hobby og fritidsaktiviteter, tross alt.
Så hva vil du oppnå med mer profesjonell kritikk? Å selge fanmiljøet til nye medlemmer? Tipper disse har sine egne hobbyer de gjerne skulle vervet deg til. Å få anerkjennelse hos ikke-medlemmer – for å tjene penger eller styrke egoet, eller fordi din hobby fortjener det mer enn andres? Noe helt annet?
Fanmiljø gror, blomstrer og dør, og det er en sunn ting. Dine hobbyer er andre enn din bestefars, og det tror jeg du setter pris på. En profesjonell kritikk av din bestefars hobbyer ville neppe ha gjort dem så mye mer relevante for deg.
Men det gjør selvfølgelig vondt når yndlingsblomsten dør. Godt det kommer en ny i dens sted. :)
Hej Koe. Godt at se at indlægget er nået vidt omkring. Jeg tror at jeg mest af alt var interesseret i psykologien bag hvorfor miljø opstår og hvorfor de forsvinder igen. Jeg tror at jeg skrev det, fordi mig og mange af de nye gerne vil mere og andet end bare at hygge os med det.
Men hvordan? Vi kan bilde os selv ind at vi er dygtigere og mere ambitiøse end de gamle fans var i vores alder. Men det passer ikke, for de var også unge, fremadstormende og progressive engang.
Hvad kan vi så gøre anderledes, som efterhånden tredje generation? Tjah, den store forskel på de gamle fans og de nye skrækløver, er at de/vi har den luksus at vi kan kigge tilbage, og dermed blive mere bevidste om hvad vi gør. Det kunne første generation trods alt ikke, for de startede jo from scratch.
Jeg vil for så vidt give Koe ret. Det er okay, at et gammelt miljø med tiden går bort, hvis der kommer et nyt. Jeg synes bare, at problemet i dag er, at der ikke rigtigt er kommet noget nyt. Nu taler jeg om fanmiljøet omkring horrorfilm i Danmark. Jeg synes bare, det gamle døde og det eneste, der er tilbage er de ulmende rester. Jeg må indrømme, at man godt kan føle sig lidt som en Mad Max i en udbrændt ørkenverden. Hvor er de nye fanzines? Hvor er de gode, nye blogs? Hvor er fællesskabet? Selv ikke de par fangrupper, der eksisterer på facebook er meget bevendte. Næsten ingen gider kommentere indlæg. Er der en god scene omkring orrorlitteratur? Nu læser jeg ikke skrækbøger, men jeg har svært ved at finde miljøet. Og blogindlæg (på fx “Skræk og rædsel”) kommenteres af de samme 7 mennesker. Tordenskjolds soldater. Men det kan godt være, jeg bare er gammel og mavesur. LOL.
Well, ja. Du lyder en smule mavesur, men gammel er sgu nok lidt hårdt sagt! Jeg mener, hvis du kigger på horror- og forfatter-sektionen på Fanportalen (jeg håber at du kan finde miljøet dér, det var i al fald meningen!) og ser hvad der sker hos Valeta, Harksen, på selvudgiverfronten og med Dansk Horror Selskab, så har horror fået en renæssance der stiger spar to. Det var så den gode nyhed. Men horror-miljøet, i det omfang man kan tale om et miljø, er blevet litterært, og dets output er mere bøger og forfatterblogs end netzines og arrangementer. Det ville jeg sådan set have det fint med, hvis ikke jeg syntes at det var lidt ærgerligt at der er ringe kontinuitet, og endnu ringere bevidsthed om den kontinuitet der dog er. Og det er en lose-lose-situation, for det er med til at gøre det sværere for horror-forfatterne at finde et publikum.
Mavesur versus gammel knark. Haha. Argh!
Men seriøst, Fanportalen er fin-fin, men jeg er ikke enig i, at det er der, man finder miljøet. Det er et kanon site og man finder links til en masse enkeltstående mennesker, der laver nogle herlige blogs og sites, forfattere, osv., men et egentligt miljø, synes jeg ikke, man kan tale om. Et miljø er vel en scene, hvor der sker noget, som samler folk. Ellers kunne man jo også sige, at hele Cyberspace er eet stort miljø, da der findes horrorfans over hele verden. Et miljø eller en scene skabes vel ved, at folk mødes (irl eller på skrift) og relaterer til hinanden; At de har en eller anden form for debat. At vi sidder 50 mennesker med hver sin fine blog er vel ikke at have kontakt/debat med andre. Hvorfor springer andre folk i miljøet f.eks. ikke til og giver deres besyv med i denne tråd? Grangiveligt fordi det miljø ikke findes – omend der findes en masse fans, der sidder på hver sit hummer med hver sin stak horrorfilm og -romaner. Se nu fx “Danske horrorfans” på facebook; Jeg checkede netop og det er sørme ikke megen debat, der har været den sidste måned. Jeg har een eller anden idé om, at DEN slags måske var bedre førhen. Ironisk nok, FØR internettet gjorde det nemt at have debat med hele landet/verden/scenen via et par klik med en mus. Eller se på det eneste danske horrorforum, nemlig Uncut.dk’s gamle forum, som Hans-Jørn Reimer og jeg nu har overtaget; Der kommer vel 5 indlæg per dag. Hvorfor kører debatterne ikke hele tiden? Det er dén slags, jeg efterlyser. Dialog, kommunikation, udveksling. Eller måske findes det – jeg kan bare ikke få øje på det.
Problemet er nok, at de fleste menneskers hjerner har forvandlet sig til snot på grund af for meget dance hall, reality tv og krimier. Eller …??
Skal man opnå nogen form for samling omkring noget, skal man vist sætte barren meget, meget lavt. Lave en numsesang eller sådan noget og lægge den på Youtube, så skal man nok se en scene samle sig.
Jack, horror-miljøet har gennemgået en interessant udvikling fra at være et miljø af fans (hvor det sociale er endemålet) til et mikro-miljø af forfattere (hvor et kreativt projekt er endemålet). Det sociale ses derfor allerhøjest som et middel, i det omfang det overhovedet interesserer forfatterne. En modning af miljøet? Noget af den nnyudkomne horror er i hvert fald skrevet til et arthouse-publikum (*host* Jonas).
Spørgsmålet er om der så er grobund for et mere aktivt miljø på det spinkle grundlag der er. Det store output fra de mange forfattere taler for det. Organisationen i et selskab kunne også godt være et tegn. Men både fans og forfattere mangler nogle store arrangementer at mødes til.
Hvis f.eks. Dansk Horror Selskab skal tage denne handske op, så kræver det et stort fannisk engagement, som skærer ind i precious skrive-tid. Når fanmiljøet laver deciderede horror-arrangementer, så udmønter det sig i film-arrangementer som Blodig Weekend, fordi det danske horror-miljø traditionelt er film-orienteret, fordi den etablerede fandom var (er?) så eksklusivt litterært.
For at opsummere: Vi har behov for forfattere der laver fanac, og for at det bliver coolt og undergrund at læse. Åh, Blodig Weekend har i høj grad plads til arthouse – men jeg har en fornemmelse af at mediet skiller.
Så. Nu sidder jeg så bare og frygter at nogen bekræfter mig ved at skrive “jeg læser ikke” eller “jeg har ikke tid til arrangementer, jeg skal skrive!”
LOL. Okay, off to facebook. Jeg laver en numsesangs-video!
Jack, har du ikke lyst til at skrive lidt her på Horrorsiden engang imellem? Det kunne være alt fra anmeldelser til rants om hvordan tingene er ad helvede til nu om dage etc. Det kunne være fedt at samle nogle skribenter under ét tag, som er enige om at vi skal have mere debat og at tingene kunne være meget sjovere (håber også at Wichmann vil skrive noget mere). Personalemøde hver første torsdag i måneden … på floss :)
Kanon. Og Jack, kunne jeg ikke interviewe dig på Blodig Weekend, ligesom jeg truede mig sidste år?
Hmm, jeg har været væk fra skriveriet i nogle måneder, så tjoh, det tror jeg da godt, jeg kunne have lyst til. Tak for tilbuddet, Jonas.
Og Rasmus, jo det kunne vi nok finde ud af. Jeg håber at kunne komme derind alle dage, men selvom det ikke skulle flaske sig, så satser jeg i alt fald på søndagen, hvor GROTESK skal vises.
Du spurgte jo om det interview ifm. Exploitation-festivallen i Huset (som jeg ikke nåede over til), men der var også en eller anden, som på Blodig Weekend sidste år spurgte mig om et interview. Var det også dig? o_O
Det var mig begge gange, ja! Men der kan da også være andre, du er jo en celebrity…
Celebrity? Det er vist mest for at have en papirspose over hovedet. :P
Fedt, Jack. Hvis du er helt sikker på, du har lyst, så send mig en mail på jonaswilmann@gmail.com. så får jeg sendt log-in-oplysninger til dig. Der kan godt lige gå lidt tid, for det er ikke mig selv, der står for den tekniske del her på siden.
Jeg tænker i øvrigt, at man måske kunne bruge siden her på en lidt anden måde? Få struktureret den lidt og få en slags … øh, hvad kan kalde det … “redaktionel linje”. Måske skulle vi holde et møde på facebook eller i virkeligheden, hvis der er stemning for det.
Ja, jeg vil gerne bidrage med et indlæg i ny og næ. Mødes i virkeligheden ville være fint nok, hvis ikke lige det var, fordi jeg bor så langt fra hovedstaden, at det ofte har undret mig, at vi ikke har vores eget flag.
Vi kunne jo mødes på Blodig Weekend! Jeg kan bare først være der sent om søndagen, fordi jeg er ude at optræde den dag.
Rasmus, min sidste kommentar om at mødes var til Jonas ifm at mødes for at lægge en redaktionel linje. ^_^
(hvor jeg naturligvis ikke har noget at skulle have sagt, da jeg hverken er redaktionsmedlem eller nogensinde har bidraget med noget – udover nogle kommentarer, der førte til noget, øh, debat af en slags ifm en vis Sam Raimi-film). Men ja, jeg er åben over for at mødes. Bestemt. Jeg skal dog ind at se GROTESK, som sagt (jeg er lidt spændt på, om den ene scene, som er filmet med undertegnede, stadig er med og hvordan dubbingen lyder, lol). Du skal ud at optræde??? Jeg får kulørte billeder i hovedet af noget børnefødselsdag, men det er sikkert skudt helt forbi. o_O
Den her side har i flere år mere eller mindre kun været mig, og jeg har ikke opdateret mere end en gang om måneden eller to højst. Engang var der 15 skribenter eller sådan noget, men de forsvandt alle sammen. Jeg ved ikke hvorfor.
Horrorsiden har jo været sådan halvdød i et par år, og jeg er så kommet i tanke om den engang imellem og givet den lidt førstehjælp, så jeg tænker man kan forme til hvad man vil. Jeg synes det er spændende med Rasmus’ debatoplæg, så det ikke bare er anmeldelser det hele.
Og grunden til jeg indrager dig, Jack, er at jeg lige pludselig, jf. den her tråd, så en mulighed i tre brokkerøve under ét tag. Folk, der savner debat, kritisk tilgang til tingene og et højere niveau på blogs.
Er vi ikke alle tre sådan nogle, de andre ikke gider lege med? En har en pose på hovedet, Wichmann regnes nærmest for spedalsk i visse kredse. Jeg har observeret hans navn blive brugt flere gange som et skældsord! Og jeg bliver bare uvenner med alle mennesker hele tiden.
Jeg vil ikke vove at påstå, at jeg har voldsomt meget tid, til hvad det så end er, jeg foreslår. Jeg vil bare gøre opmærksom på, at der foreligger en eller anden mulighed her.
“Nogle, de andre ikke gider lege med”. Jeg kommer desværre nok til at give dig ret. Men jeg forstår det jo bare ikke. Hvorfor fanden er folk så ømfindtlige i dag, at man automatisk bliver stemplet som ballademager, bare fordi man synes debat er helt i orden!? I gamle dage kunne folk have ophedede debatter på TV og i det virkelige liv uden at deltagerne blev tøsefornærmede. Parolen var, at it goes with the territory. Forleden havde jeg i en YouTube-kommentar nævnt, at Iggy Pops ben var fucked up (han haltede under en koncert), hvortil en anden fyr skrev, at det var hans hofte, som det var galt med. Jeg svarede, at det vidste jeg ikke og tak for oplysningen. Den anden gut svarer så, “No hard feelings”, som om det var forventet, at jeg ville blive fornærmet over at blive korrigeret. Hvis dét er niveauet for at blive fornærmet, så siger jeg ellers tak for kaffe. Hvornår fanden får de sat den tidsmaskine i produktion!? Jeg vil hjem til 80’erne!!!
But anyway, jeg synes bestemt også, at der er mulighed for at lave noget interessant her (med tre brokkerøve under taget, lol). I’m in! xD
Hva’ siger Rasmus?
Selvfølgelig er jeg med på den. Beklager at jeg har svaret så sent, men jeg havde brugt alt mit net op, fordi jeg har downloadet så sindssygt meget porno på det sidste. Jeg ved ikke om jeg vil kalde det for spedalskhed… det er nok nærmere en slags kønssygdom, der kommer af at have været i seng med hele miljøet efter tur.
Anyways, hvis I vil tale lidt redaktion + interview (ikke på samme tid, selvfølgelig), så regner jeg med at være på Blodig Weekend lørdag og søndag aften. Men nok lidt sent…