Bøger

Spøgelseshistorier

Jeg læste “Ghost Story” som knægt og kunne overhovedet ikke lide med den. Og selv om jeg læste flere af Straub bøger senere med stort udbytte, blev den ved med at skurre i baghovedet. Grunden kunne naturligvis være, at den danske oversættelse/bearbejdning var dårlig, men for at være ærlig tror jeg ikke, at jeg i min unge alder kunne følge historien.

Nu fik jeg endelig taget mig sammen til at snuppe den nye danske udgave (jeg er vild med TV2 Forlags forsider til Straub-bøgerne), og den er næsten uendeligt meget bedre, end jeg husker.

Peter Straub: Spøgelseshistorier

“Spøgelseshistorier” udkom første gang på dansk i 1979 under titlen “Det forfærdeligste” og senere under titlen “Ghost story”. Det var en bearbejdet udgave af originalen, som TV2 forlag nu har givet en ekstra omgang og genudgivet – beklageligvis har de ikke lavet en komplet oversættelse, men det ændrer nu i mine øjne ikke ved, at Straubs roman med rette står som en klassiker og overhovedet ikke viser sin alder den dag i dag.

Historien starter med manden Donald Wanderley, der bevæger sig gennem Amerika. Han har en lille pige med sig, og de er tydeligvis på flugt. Wanderley har en kniv og overvejer gentagne gange at dræbe den lille pige; som til gengæld lader til at være ret upåvirket af situationen.

Derfra springer vi tilbage i tiden, til den lille by Milburn, hvor fire ældre herrer har dannet Dosmer Klubben. Efter at en af deres venner døde ved et selskab, med rædslen malet i ansigter, er det blevet en tradition, at de mødes her og fortæller spøgelseshistorier. Men de har alle en fælles fortid, og snart går det op for dem, at den hænger sammen med de historier, de fortæller. En kvinde med mange skikkelser og en mand og hans lillebror optræder igen og igen, altid med ødelæggelse i deres farvand. Og fortiden er ved at vende tilbage. Som en sidste udvej kontakter de den afdødes nevø, gyserforfatteren Donald Wanderley, uvidende om, at de derved sætter en monstrøs kædereaktion i gang.

Som sagt er “Spøgelseshistorier” forkortet – men det var ærligt talt ikke noget, jeg lagde mærke til. Måske kommer det sig af, Straub er lidt af en litterær tryllekunstner – han forvirrer øjet og bortleder opmærksomheden, så man ikke rigtig er sikker på, hvad der egentlig foregår. Historien bevæger sig frem og tilbage i tiden, skifter mellem flere personer. Folk skifter udseende og optræder under andre navne i flere historier, så detaljerne til tider kan blive lidt udflydende – men det samlede billede; det er ganske uovertruffet. Straub fremmaner en helt speciel stemning, ganske blottet for irriterende chok-effekter og usammenhængende action. I steder lader han historien følge sine personer – de er ældre herrer, og ligesom dem skrider fortællingen adstadigt frem. Adstadigt, men også med en stigende vægt, så man som læser bliver mere og mere suget ind. På den måde formår Straub at tvinge én til åndeløst at bladre sig igennem de sidste par kapitler, uden at han forfalder til billige tricks.

Det er mit håb, at de tre Straub-udgivelser, vi har set på dansk på det sidste, har fundet et stort publikum – i en sådan grad, at vi får flere at se. Det er en del år siden, jeg sidst har læst hans bøger – men gensynet har været en glæde.

© 2008 Horrorsiden.