Bøger

Leonora Christina Skov: Silhuet af en synder

Forfatter, litteraturkritiker og debattør, Leonora Christina Skov (herefter forkortet LCS) udkom i 2010 med bogen ”Silhuet af en synder”, der blev lanceret som en gotisk roman, ikke mindst af forfatteren selv, der var fremme i medierne, bl.a. med catchphrasen ”nutiden er gotisk”.

Samme Leonora slog også et slag for gotikken, da hun i Weekend Avisen anmeldte Thomas Strømsholts novellesamling ”De underjordiske”, der udkom på det mindre forlag H. Harksen Productions også tilbage i 2010.

Jeg har nu langt om længe fået læst ”Silhuet af en synder”.

Historien tager fat, da Nella, datter af den afdøde skrækromantiske forfatterinde, Antonia Von Liljenholm, vender tilbage sit barndomshjem, et faldefærdigt, gotisk slot. Hun er i selskab med en fremmed, hvis identitet i bogens første halvdel holdes skjult for læseren.

Der går ikke længe før dørene på Liljenholm klaprer, og lofterne knager – der er skeletter i skabet, og familiehistorien er broget: I mange generationer er der kun født tvillinger i familien, hvor den ene klarede sig godt, og den anden blev sindssyg og hoppede ud af vinduet (!).

Så saftigt er det, at Nella mener der er stof til en roman, og hun udpeger den ukendte ledsager, vores fortæller, til at sidde ved tasterne. Og ja, du gættede rigtigt, bedrive det, der bliver til ”Silhuet af en synder” – bogen du sidder med i hænderne.

Vi bevæger os altså på et metaplan, hvor bogen, du læser, skal forestille at være skrevet i 1941 – og stilen leves ud til fulde, komplet med noter på siderne fra Nella til vores ukendte fortæller og omvendt. Og LCS klarer de sproglige udfordringer, der måtte ligge i det greb uden at vakle. Det hele virker velresearchet, der kastes om sig med ord, der ikke ligger lige for i et moderne menneskes vokabularium, og jeg opdagede ingen nyere gloser, der pludselig sneg sig ind og brød illusionen.    

Og man må dertil sige, at forfatteren VIRKELIG er tro mod den gotiske genres konventioner – desværre i en sådan grad, at hver knirkende dør, maleri der blinker eller gentagne ”er der nogen?” situation kommer til at virke lidt som flueben på en tjekliste – og det er her malurten sniger sig i bægeret (og der er desværre en hel del af den). ”Silhuet af en synder” bliver i store dele en lidt kølig stiløvelse ud i gotikken; kulissen er på plads, men der mangler simpelthen noget sjæl.

Historien er i vid grad en detektivhistorie, hvor der lirkes og brækkes i Liljenholmernes familiemysterie, og det bliver for insisterende. Man ruskes rundt i et stormvejr af hv-ord, der skal bane vej for de næste store afsløringer (som i øvrigt mest omhandler for længst døde mennesker, hvis bedrifter man kun kender af omtale), og man savner pusterum, der lader stemningen tale og mysteriet hvile lidt. På side 124 sad jeg og tænkte: Hvem fanden er Hortensia …? Og hvorfor hedder de alle sammen noget med blomster?? Og gider jeg egentlig læse videre?

Noget, som jeg også virkelig savnede i bogen, var uhyggen! Hvor vidt det er meningen, at visse passager skal være uhyggelige, står hen i det uvisse, men selv de allersvageste sjæle burde kunne slippe for våde håndflader her; man føler sig tværtom hensat til en slags dameblads-sfære.

Det, der var fremragende med min foretrukne gotiske æra, den victorianske, (udover at der var masser af uhygge) var, at der var en stemning af ’unisex’. Tænk bare på Stokers ”Dracula” eller Le Fanus ”Carmilla”, hvor der er masser af seje kvinder OG drivende uhygge.

Selv LCS’s eget store forbillede Daphne du Maurier – som vi nok lige bør dvæle lidt ved – talte i høj grad til begge køn. Selvom en du Maurier klassiker som ”Rebecca” (som der er en del referencer til i ”Silhuet af en synder”) på overfladen kan ligne ”chick-lit”, er dens krybende uhygge, der bliver forårsaget af på overfladen harmløse ligegyldigheder, kræs for enhver fan af gotik. Du Mauriers virkemidler indenfor spænding og gys er meget komplekse og gøres ikke nemt efter.

I ”Silhuet af en synder” er det hele meget ’femi’. Det stemningsopbyggende, beskrivende kommer til at virke som noget fra et boligindretningsprogram, og der er simpelthen for mange kjoler og pelsstolaer og for lidt underspillet uhygge eller frygtelige gespenster.  

Og så synes jeg simpelthen også, at karaktererne i ”Silhuet af en synder” virker som nogle airheads. Der bliver, som nævnt, brugt lovlig meget tid på tøj, hår og at kigge sig selv i spejle, og da historiens fortæller på et tidspunkt tror, hun har set et spøgelse, er det første hun noterer sig da også følgende: ”Om halsen bar hun en af disse lange perlekæder, som Dronning Alexandrine havde gjort til højeste mode for år tilbage”.

Hmm …

I hvert fald er visse anmelderes udlægning af bogen som en gang vaskeægte gotik fuld af uhygge og lig med dårlig ånde en sandhed med modifikationer – det var i hvert fald på ingen måde den bog, jeg læste.

Summa summarum: Der er i de sidste år blevet snakket en del om gotisk renæssance, det er bare ærgerligt, at det er ting som ”Silhuet af en synder”, ”Twilight” m.m., der skal stjæle rampelyset, når der nu faktisk er en rigtig gotisk opstandelse i gang i underskoven af danske gyserforfattere.

LCS skal have ros for sproget og til en vis grad den alternative fortællestil, men så har jeg desværre ikke meget mere godt at sige om bogen. Jeg kan ikke lade være med at føle, at ”Silhuet af en synder” spiser os af med gotikken som en kitschet kulisse – og det tjener ikke genren til ære.

Hvis nygotik skal præsentere en revitalisering af genren, skal det være andet og mere end pastiche og trivi-litteratur i gotiske gevandter.

 

© 2012 Horrorsiden.