// du læser om...

Bøger

Patrick Leis: Når mørket kommer

Når mørket kommer af Patrick LeisPatrick Leis kommer vidt omkring, men mange af hans romaner falder heldigvis inden for de fantastiske genrer – heldigvis, for han kombinerer en ganske kompetent fortælleevne med en smittende fortællelyst. Alt for alvorligt tager han heller ikke sig selv.
“Når mørket kommer” er en lidt pudsig udgivelse – en god blanding af grafisk roman, elvereventyr, levende døde, actionhorror og andet. Leis har selv illustreret historien med mere end 120 illustrationer i gråtoner. Og han har truffet et godt valg ved at fokusere på stregtegninger med et minimum af photoshop-indblanding (jeg foretrækker langt Leis’ “rigtige” tegninger frem for de mere paintbrushede illustrationer).

Historien er flyttet til Norge denne gang (om end der dog er masser af henvisninger til Leis andre bøger, der foregår på Fyn, såsom “Imitator”). Teenageren Mia er af sine forældre blevet slæbt hele vejen til Norge sammen med sin lillebror, for at de sammen skal overvære en måneformørkelse. Mia er ikke tilfreds (om end alternativet er en klassefest hjemme i Stillinge, hvilket man som sagt kan læse mere om i “Imitator”) – det bliver dog ikke nogen hyggelig lille ferie, der kommer ud af det. For når månelyset dør hen over de norske skove, er der noget andet, som kommer frem. Der er masser af danske folkeeventyr, som fortæller om alfer og elvere – og selv om vi i dag har en tendens til at fremstille dem som nuttede og æteriske, så er sandheden her (og i mange af de eventyr) en ganske anden. Så når musikken strømmer ud mellem træerne i natten, er det ikke med gode intentioner.

Familien er dog ikke alene. En mystisk, bevæbnet vagabond bevæger sig rundt i området og kan vise sig at være både forbundsfælle og fjende i kampen mod det, der lurer i mørket.

“Når mørket kommer” har fart på, næsten fra første side. Samtidig har Leis denne gang holdt niveauet ganske let, så det er en hurtigt slugt bog (også fordi den fænger ganske godt). Forfatteren kender sin genre, og bogen er ganske filmisk, især hen imod slutningen. Faktisk kunne man sagtens snuppe den i stedet for en film, skulle man have svært ved at vælge sit gys en aften.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.