Bøger

Nikolaj Højberg: Horror er en følelse, ikke en litterær kvalitet

Ovre på fanzine.dk har jeg nævnt Nikolaj Højbergs novellesamling “Vandringer i mørke”, som står til at udkomme først i maj. Samlingen kommer til at indeholde horror hovedsageligt, og det er lykkedes mig at komme til at stille Højberg et par spørgsmål om indholdet og forfatterskabet, som han besvarer herunder.

Man kan se en komplet bibliografi og mere på Ildsjælen.dk – og dertil følge forfatteren på Twitter.

Kan du give en præsentation af “Vandringer i mørke”? Hvor mange af novellerne er horror, og hvilken type horror beskæftiger du dig med?

Jeg vil begynde med at besvare sidste halvdel af spørgsmålet ved først at give mine 3 definitioner af horror:

1. God horror er et stykke fiktion, hvor hovedpersonen oplever sit verdensbillede krakelere uden at kunne forklare hvorfor. Grunden til, at det skal forblive uforklaret – eller i det mindste meget underspillet – er, at det trækker mig som læser/filmbeskuer ind i historien. Herved tvinges jeg til at udtænke min egen forklaring, hvilket kan være en pokkers skræmmende oplevelse, da jeg lige som andre mennesker har det med at personificere fiktive ‘dæmoner’ med sine egne ‘dæmoner’. Horror er en følelse skabt af min egen frygt for det ukendte eller uforklarlige.
2. I et stykke OK horror oplever hovedpersonen ligeledes sit verdensbillede krakelere, men finder i løbet af historien ud af hvorfor.
3. Dårlig horror forsøger at skræmme sine læsere/filmbeskuer med udpenslet vold eller diverse chokeffekter (*se far, nu sprang den kat ud af skabet igen = GAB*). Det er plat, når det er værst, og ulækkert, når det er bedst. Uhyggeligt? Nej. Jeg gider derfor ikke historier alá Fredag den 13, Saw eller Richard Laymons forfatterskab.

Det er sådan, jeg ser det, og med det på plads vil jeg tilføje, at blot fordi en historie har en god horror-værdi, er den ikke nødvendigvis en god historie. Det modsatte er også gældende. Horror er en følelse, ikke en litterær kvalitet.

Når jeg skriver horror, sigter jeg altid efter kategori 1 og rammer nogle gange kategori 2. Årsagen til det er, at nogle historier bliver noget meningsløst sludder, hvis ikke der følger en forklaring med. Kategori 3 går jeg udenom, for det gider jeg ikke. Dermed ikke sagt, at mine historie er blottet for vold og andre blodige hændelser, for disse har helt klart sin berettigelse i horror, men kun når det indgå som en naturlig del af historien.

En opsummering af denne smøre må være, at jeg beskæftiger mig med den del af horrorgenren, hvor horror betragtes som en følelse skab af frygten for det ukendte eller uforklarlige.

”Vandringer i mørke” består af otte noveller, hvoraf de seks kan betegnes horror. Så er der en humoristisk fortælling (med en snert af horror). Den sidste novelle kan man godt betragte som horror, men gør man det, ender den i kategori 3, så det vil jeg lade være med og bare kalde den en voldelig thriller / blodig samfundskritik.

Her er en lille teaser af hver novelle:

· ”Jeg er så tørstig.” En geolog er i gang med at bore i undergrunden. Da boret kommer op, er det dækket af en klæbrig væske med en ubehagelig lugt af råddenskab.

· ”Rapporten om Bent.” På vej hjem fra arbejde oplever Bent noget uforklarligt i skoven. Kort efter at han ringer 112, banker det på hans dør. Tre identiske mænd vil tale med ham.

· ”Miss Hyde og Jesus”. Den perfektionistiske lejemorder oplever en Tycho Brahes-dag. Eller gør han?

· ”Matcha til Tanaka san”. En yakuza gangster begår et højest usædvanligt mord for at få sin elskede, men hvem er det, der hvisker hans navn, når han går i lyset?

· ”Den akademiske virkelighed.” En geologistuderende kæmper med sit speciale en sen fredag aften. Stedet er universitetets naturvidenskabelige bibliotek. Han burde være alene, men hvem er det så, der taber bøger på gulvet?

· ”Pink”. Tidlig morgen på Alarmcentralen. Først er der ét opkald om ting, som falder ned fra skyerne. Så er der mange. Så holder folk op med at tale. De skriger.

· ”Johnnys valg”. Et kup går skævt og der er brug for lægehjælp. Men hvem ringer man til, når hele nationens politistyrke leder efter en?

· ”Elvis har forladt bygningen”. Terrorister angriber en kontorbygning i Københavns centrum. Pressen jubler og udkæmper deres egen krig for at vinde seerne.

Hvorfor horror? Hvad er det, en god horrorfortælling kan, som en dansk samtidsroman ikke formår?

Her må jeg svare ud fra gætværk, men sådan som jeg ser det, så er en samtidsroman bundet til den tid, den er skrevet i. Når man læser den om ti år, har de problematikker, den berører, med stor sandsynlighed bevæget sig videre, og derved bliver romanen uvedkommende (men kan stadig være en god læseoplevelse, hvis den er velskrevet). Derudover er en samtidsroman meget specifik: Det er *dem* der er skurken, det er *det,* der er vores problem. Hvad så, hvis man som læser er uenig? Så kommer romanen til at virke som en fortælling om forfatterens livssyn/verdensbillede, nogle gange som hans løftede pegefinger. Og det gider jeg hverken læse eller skrive.

En god horrorfortælling derimod er en *metafor*, hvor dens ’dæmoner’ repræsenterer læserens problemer og frygt. Så selv om problemerne og frygten ændre sig over tid, kan man som læser altid projicere det ind i en horrorfortælling og opleve en helt kæmpe med det. Nogle gange vinder de oven i købet, og det er jo rart.

Så mit svar må være, at en god horrorfortælling er tidløs (hvem sagde Frankenstein, Dracula, Dr. Jekyll og Mister Hyde?) og fokuserer på læseren i modsætning til samtidsromanen, der er tidsbundet og handler om forfatteren.

Vi er begyndt at se mere horror på dansk på det sidste – føler du dig som en del af en bølge? Eller en tradition, for den sags skyld?

Der er blevet fortalt horrorfortællinger lige så længe mennesket har digtet. Kik bare på de gamle folkeeventyr, som først blev nedskrevet århundreder efter, at de blev udtænkt: Hans og Grete er rendyrket horror. Så en tradition kan man vel godt kalde det.

At vi befinder os på en bølgetop lige ny inden for horrorgenren kan forklares på mange måde, eksempelvis at interesser kommer og går. Vil man tolke lidt i det, ved for eksempel at betragte horrorfortællingen som en metafor på læserens frygt, kan man sige, at der p.t. er en del, folk er bange for: terrorisme, krig, finanskrise, en lurende klimakatastrofe. Og så er det vel naturligt at der en masse fortællinger de kan projicere deres frygt over i.

Hvilke forfattere har du i bagagen, når du skriver – på godt og ondt?

Jeg kommer ikke uden om Stephen King (hvilken ærlig horrorforfatter gør det?) Hans historier er meget effektive, fordi han gør sig umage med specifikke detaljer. Det har jeg forsøgt at tage til mig. Til at begynde med forsøgte jeg at skrive på samme ordflommede måde som ham, men med mindre man har talent for det, skal man lade være. Så lyder det bare ad helvede til. Jeg har ikke talent for det, så jeg skriver mere minimalistisk.

Jeg er ellevild med Haruki Murakami. Lige som Stephen King gør han sine verdener levende gennem specifikke detaljer. De fleste af hans fortællinger er magisk realisme, men der er et par stykker i mellem, som godt kan betegnes horror. En herlig forfatter.

Der ud over bærer jeg rundt på Neil Gaiman, Steen Langstrup, Dennis Jürgensen, Clive Barker, et par hundrede andre

Horror er ikke den eneste genre, du har arbejdet i hidtil. Hvad skal vi forvente at se fra din hånd fremover?

Horror slipper jeg aldrig, langt de fleste ideer, der kommer til mig, har karakter af en horrorfortælling. Jeg vil tro, at tre fjerdedele af det, jeg skriver er horror. Så der kommer helt sikkert mere horror fra min hånd.

Ud over horror er jeg vild med fantasy, og inden for den genre har jeg to historier, jeg gerne vil fortælle. Den ene har jeg skrevet første kladde på (100.000 ord) og er ved at skrive om (og så vokser den). Den anden historie har jeg i store træk skrevet i mit hoved og er på 9 bind á ca. 200 sider. Hvorvidt den nogen siden bliver skrevet ned på papir, må tiden vise. Indtil nu har jeg nedfældet bind 4 (det var med den, det hele begyndte, den skulle have været en selvstændig bog, men så eksploderede historien i mit hoved).

Jeg er også ret begejstret for science fiction og er næsten færdig med første kladde på en 100.000 ords roman. Derudover venter en mindre bunke scifi noveller på at blive pudset af og samlet i en antologi.

Endelig kan jeg godt lide at skrive nogle lidt skæve historie. Man kan ikke rigtig putte dem ind i en genrekasse (ikke en, jeg kender til i hvert fald), men realistisk kan man vel godt kalde dem, blot set gennem min skæve optik. Det bliver til et par noveller nu og da, og så lurer et par romaner på deres
snit til at springe ud. Specielt én af dem vil gerne ud i det fri; det er en metaforisk fortælling om, hvor svært det er for mennesker at jage deres drømme. Den bliver helt sikkert til noget. En gang.

© 2009 Horrorsiden.