Bøger

Michael Kamp: Hvor de gamle visner

Michael Kamp er tilbage i fin form.

Han debuterede tilbage i 2006 med den humoristiske fantasy-roman Tørre tæsk og springskaller, første bind i Bobs saga. Det var en ganske sjov roman, men også lidt løs i fortællestilen, så det var først med sin anden bog, Fordærv fra 2007, at Kamp virkelig viste sit værd i mine øjne. Det var en kort fortælling med et klart fokus og en stram fortællestil. Den var også groft satirisk.

Det satiriske har Kamp droppet her, men ellers har han holdt fast i de ting, der fungerede så godt – og har med ”Hvor de gamle visner” begået en god og gedigen horrorroman, der fremviser sin internationale inspiration, men også gør historien specifikt dansk.

Vi befinder os på Holmegårdens Ældrecenter, mere specifikt Demensen, øgenavnet for afsnittet for demente. Historiens omdrejningspunkter er enten stressede plejere eller gamle, ødelagte mennesker, og med de to yderpoler er det ikke noget pænt billede, der tegnes. Dagene og nætter går med at ryge cigaretter og skifte bleer. I min mening er en af horrorgenrens vigtigste virkemidler – og det gælder for dansk horror især – at tage det velkendte og gøre det ukendt, foruroligende, og det er lige præcis den streng, forfatteren anslår her. Der skal være en vis værdighed og ro over de ældres liv, men virkeligheden er en ganske anden, og det er den virkelighed, læseren drages ind i.

Men det virker, som om alting er begyndt at blive værre på Holmegårdens Ældrecenter. Det er ikke til at fastholde folk med den løn, der udbetales, og medarbejderne er enten knækkede eller desillusionerende. Folk bliver væk, når det passer dem, for man kan ikke finde nye, hvis man fyrer dem. Og de gamle er begyndt at blive mere og mere syge. Snart indtræffer det første dødsfald.

Plejeren Anita bliver langsomt opmærksom på, at noget er helt galt. Sort slim driver fra udluftningsskakterne, der er mærkelige lyde, og både lys og alarmer opfører sig underligt.

Herfra vil den vante horrorlæser nok læne sig tilbage og blot nyde turen. Selve handlingen i ”Hvor de gamle visner” er ikke at betegne som banebrydende, den følger et velkendt (og meget amerikansk) mønster – hvilket den naturligvis gør, fordi det virker. Men det, der løfter den over standarden, er miljøet. Netop Ældrecenteret fungerer så godt, fordi det kombinerer grum realisme med et uudtalt tabu og så tilsætter en ekstra trussel i form af noget ukendt, der bevæger sig mellem husets beboere.

Kamp har igen valgt kortromanen som form, og den passer ham – fortællingen er intens og hurtig, og den kant, som ”Fordærv” fik af de satiriske elementer, får ”Hvor de gamle visner” af det faktum, der møder læseren sidst i bogen: Alle episoder på afdeling C er desværre autentiske – de er indsamlet fra forskellige plejehjem over en længere periode.

Man formoder, at det ikke gælder den overnaturlige trussel. For det er slemt nok uden. ”Hvor de gamle visner” er dansk horror, der både har bid og noget på hjerte.

© 2008 Horrorsiden.