Bøger

Mark Z. Danielewski, “House of leaves”

”House of leaves” var en sær, ujævn oplevelse. Jeg startede med at have de helt store roser klar, men mit forhold til bogen forværredes gradvist, indtil side 385, hvor det ikke stod til reparation. Jeg er sjældent endt med at være så irriteret på en bog, især ikke en jeg startede med at være så begejstret for.

Et genialt eksperiment!

Min umiddelbare begejstring for ”House of leaves” skyldtes flere ting, bl.a. dens meget alternative form. Vi følger Johnny Truant, en rodløs type, der arbejder lidt hist og her og har masser af skeletter i skabet. I den afdøde særling Zampanós lejlighed finder han et håndskrevet manuskript, en slags akademisk afhandling om dokumentarfilmen, The Navidson Record.

Manuskriptet har en sær dragende effekt på Johnny, og han sætter sig for at renskrive de enorme mængder håndskrevne lapper. Det, vi som læsere bliver udsat for, er Zampanós afhandling, en analyse af dokumentarfilmen, komplet med både Zampanós og Johnnys fodnoter, sidstnævnte som har dagbogslignende karakter.

Lyder det mærkeligt …? Det er det også, men det er faktisk super effektivt til tider.

I filmen, det hele handler om, The Navidson Record, følger vi fotografen, Will Navidson, og hans familie. Der foregår underlige ting i deres nye hjem, og Navidson har sat sig for at dokumentere dem. Bl.a. er der dukket en mystisk dør op i stuens endevæg, der burde lede lige ud til haven, men i stedet fører til en uhyggelig gang, hvis eksistens håner fysikkens love.

Da vi hele tiden læser Zampanós analyse af de enkelte scener i dokumentaren, giver det en spændende karakterbeskrivelse. Det er på én gang distanceret og utroligt nært, når Zampanó som fluen på væggen beskriver Navidson og konen, Karens, ikke ukomplicerede forhold. Han beskriver f.eks., hvordan Karens ansigt blusser op i glæde, da hun hører Navidsons bil køre i garagen, men inden hun åbner husets hoveddør, har hun skiftet til en køligere mine. Dette virker utroligt stærkt og er et af bogens største trumfkort. Desværre kammer det analytiske over senere, men det kommer vi til.

En af bogens andre trumfer er uhyggen ovre ’det andet sted’. Du ved, der hvor den skumle dør leder hen, men det vil jeg ikke fortælle for meget om, skulle man vælge at kaste sig over ”House of leaves”. Det er dog den type udefinerbare horror, der kryber langsomt, men stille ind under huden.

Grafisk dødvægt

Oveni bogens eksperimenterende form, har den også en meget særpræget grafisk stil. Én ting er fodnoterne og de forskellige skrifttyper, når vi skifter mellem Zampanó og Johnny, en anden er, at teksten visse steder er omvendt, på skrå, spejlvendt, at der kun står ét ord på hver side, der mangler bogstaver (eller et sted hvor alle s’er er skiftet ud med f’er!) etc. etc. Det er for at give bogen en labyrintisk fornemmelse, desværre virker det de fleste steder ret overflødigt og forstyrrer læseoplevelsen mere, end det understøtter den. Man har i forvejen den atypiske form med både Zampanós og Johnny Truants stemmer, og legen med sideopsætningen bliver for det meste rent lir.

På et tidspunkt informerer Johnny læseren om, at et af de håndskrevne kapitler er delvist brændt, og derfor mangler en stor del af ordene i hans renskrivning. Det er da fiffigt nok som formeksperiment, men hold kæft, hvor er det irriterende og ligegyldigt at sidde og læse linjer, hvor halvdelen af ordene mangler.

Den overdrevne brug af tre sæt fodnoter (jeps, vi har da også Truants redaktør) bliver også et irritationsmoment allerede tidligt i bogen, især da det fra starten af fastslås, at de fleste kilder er opdigtede (man kan så diskutere relevansen ved overhovedet at læse dem). Man kan dog abstrahere fra det langt hen af vejen, da historien om Navidsons mystiske, formskiftende hus er fundamentalt spændende.

Analytisk nonsens

Sværere bliver det at abstrahere fra hele kapitler, hvor Zampanó kammer over i nonsensagtige fagtekster, og det er her, det analytiske bliver et problem. Det første kapitel, der sprang i øjnene, var det femte, om ’ekko-teori’. De allerværste kapitler XVI og XVII kommer dog først længere inde i bogen, og var dem, der for alvor vendte mit humør. Her snakker vi virkelig kapitler, der gør for bogen, hvad afsnit som ”Cetology” og ”The whiteness of the whale” gjorde for ”Moby Dick”. I XVI og XVII føler man næsten, at Danielewski prøver at se, hvor langt han kan køre historien ud i totalt nonsens, før læseren opdager, at han bliver holdt for nar.

Her er der måske også en pointe; ligesom at sideopsætningen er labyrintisk, skal kernehistorien også fores med et tykt lag analytisk ævl, så man selv kan gå på jagt efter den – det ændrer dog ikke på, at det er ulæseligt fyld, og de nævnte kapitler er desværre langt fra de eneste.

Samtidig må der lyde svære hug til de sidste afsnit under fanen ”Exhibits”. Her er der fyldt på med fotos, collager, citater, digte, breve og et psykotisk langt og overflødigt ord-indeks – bare for at presse bogen op på murstenslængde. Af de sidste 175 sider er det kun brevene, der har nogen som helst eksistensberettigelse, men med næsten 80 sider bliver de også enormt gentagende og leder i øvrigt kun mod en konklusion, man – hvis man bare er en lille smule opmærksom – har fået afdækket i Johnny Truants historie.

Johnny, det svage led

Når nu vi er ved Johnny, må det også nævnes, at hans noter i løbet af bogen bliver mere og mere ekstensive og langtrukne. Det forstås, at den unge mands arbejde med manuskriptet har en hærgende virkning på ham, men da dette ikke kan strækkes til hele bogens længde, krydres der med små hverdagsbetragtninger, i særdeleshed om kærlighed, sex, ensomhed etc., og indimellem bliver det da også så overflødigt, at Truant (Danielewki) undsiger afsnittene selv og råder en til bare at springe videre, hvis man ikke gider læse det.

Ud over at Truant og Navidson begge har en del lig i lasten, skal man også mere end anstrenge sig for at finde en skarp forbindelse mellem deres historier (med mindre ”Life, the universe and everything” dømmes en gyldig tematisk tråd), og jeg må indrømme, at jeg ved hvert Johnny-afsnit ønskede mig tilbage til Navidsons hus.

Kejserens nye klæder

Anmelderne var vilde med ”House of leaves”, havde ikke et eneste forbehold, og jeg kan ikke lade være med at føle, at det til en vis grad er kejserens nye klæder om igen. Misforstå mig ikke: ”House of leaves” er ikke en direkte dårlig bog, for dele af dens eksperimenterende form er godt tænkt, og historien med huset og portrættet af Navidson er gribende nok, men det samstemte kor, der har lovprist værket, tangerer latterligt.

Anmelderen fra The Guardian, der er citeret på bogens første side, skriver f.eks., at han læste hele moppedrengen på én gang, hvilket jeg vil sige er fysisk umuligt, og det illustrerer bare, hvilket hysteri, der omgærder denne bog; endelig et værk så elitært og utilgængeligt, at man ikke kan (tør) udtrykke mindre end total begejstring og komplet forståelse af hver lille kringelkrog. Ingen anmeldere forholder sig til nævnte problematiske kapitler, som er indiskutabelt ulæselige, og de går i med begge ben. Måske er ”House of leaves” virkelig en parodi på akademiske tekster, som det er luftet på diverse webfora?

Det er ærgerligt, at jeg skulle blive så vred på ”House of leaves”, for i hjertet af den er faktisk en rigtig god fortælling, den er desværre hæsligt skamferet af Danielewskis ego. Ordet ’leaves’ i titlen referer i øvrigt til fotos; memorabilia; minder; bagage, og hvordan de kan opsluge én, hvis man ikke får bearbejdet dem. Danielewskis egen akademiske baggrund og opvækst i et avantgarde kunstnermiljø synes at ridse hans eget mesterværk, der aldrig blev.

 

”House og leaves” er tidligere anmeldt mere positivt på Horrorsiden. Læs anmeldelsen her.

 

 

 

 

© 2013 Horrorsiden.