A. Silvestri er dukket op her og der og alle vegne over det sidste stykke tid – i både blade og antologier. I morgen udkommer hans første bog, novellesamlingen “Køtere dør om vinteren”, og i den anledning har jeg lavet et interview med ham ovre på Fantastiske Forfattere.
På min computer lå der omkring 100 noveller. Nogle af dem er selvfølgelig bedre end andre, og jeg gik meget frem efter, hvilke der havde den der ekstra edge. Da nogle af dem var gamle, blev de støvet af og kraftigt omskrevet. Der sker meget skriveudvikling på fem år. Samtidig var jeg meget bevidst om, at jeg gerne ville vise, hvad jeg kunne, så der skulle være forskelle i stil. Enkelte historier blev siet fra, fordi de mindede lidt for meget om hinanden. Andre skiftede fortællerstemme, tid og dialog. Efter en lang proces stod jeg med to samlinger; en fantastisk og en realistisk. Heldigvis viste det sig, at de fungerede helt godt sammen. De realistiske fortællinger havde tilstrækkeligt meget tankespind til at pirre min hvad-nu-hvis-nerve, og de fantastiske nok virkelighed til, at de måske kunne ske.
Den røde tråd er det normale. Det frygteligt normale, der nogle gange fortaber sig i stille desperation. Eller det frygteligt normale, der tager en drejning over i bidende hunde, talende katte, levende malerier og kontrakter med Djævlen. I Køtere er der ingen alternative virkeligheder. Der er kun vores virkelighed, som så falder ud til en af de to sider.
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Der er lukket for kommentarer.