Bøger

”Indgangen” af Gerald Durell

Da jeg for noget tid siden talte med en kammerat om, hvad der var den mest uhyggelige bog, han kendte, fortalte han om en historie, han havde læst for år tilbage, som uden sammenligning var den mest skrækindjagende, og hans genfortælling gav da også den helt rigtige hovedbundskrybende fornemmelse. Desværre kunne han huske hverken titel eller forfatter, men at sidstnævnte vistnok var noget med Durell.

For ikke ret lang tid siden fik jeg bogen i gave af ham. Det havde været noget af et antikvarisk detektivarbejde at lokalisere historien, som viste sig at være en lang novelle af Gerald Durell, bror til den mere navnkundige Lawrence Durell. Jeg tror, at det kun var fordi min kammerats mor er bibliotekar, at eftersøgningen lykkedes.

Bogen hvori ”Indgangen” optræder er i Durells novellesamling Skovturen og andre viderværdigheder (1988)/The Picnic and Suchlike Pandemonium (1979). De fem første noveller er humoristiske historier omhandlende forfatterens egen familie og er så morsomme, at samlingen kan læses blot for dem. ”Indgangen” slutter samlingen – som læser er man chokeret, både fordi den afviger så meget fra resten af historierne, og fordi den er et mesterværk i gotisk horror.

Med et nik til tidligere gotiske historier, begynder ”Indgangen” med et gothic conceit – et gammelt manuskript opdages – og sammen med finderen læser vi beretningen. I 1901 skriver  bogantikviaren, Peter Letting, om sit møde med rigmanden og bogentusiasten Gideon de Teildras Villeray, som beder ham katalogisere en bogsamling, han har arvet. Bøgerne befinder sig på et chateau i Loire-dalen.  Letting indvilger, selv om Villeray forekommer ham mystisk og hjemsøgt – lige som de har indgået aftalen, overhører Letting Villeray mumle på badeværelset: ”Nej, nej, jeg vil ikke fortæres, for at du kan leve .”

Nogle måneder senere rejser Letting til det ubeboede slot. Bøgerne tilhørte Villerays afdøde onkel, som var meget interesseret i det okkulte. De følgende beskrivelser af slottet, stemningen, onkelen og de alkymistiske bøger er tungt draperet i gotikken og balancerer på kanten af kliche, men Durell skriver elegant, og i stedet for at blive en pastiche, er ”Indgangen” efter min mening en særdeles vellykket hyldest til de første gotiske romaner som f. eks.  Walpoles The Castle og Otranto, Radcliffes The Mysteries of Udolpho og Maturins Melmoth the Wanderer og hele den genre de etablerede.

Allerede den første dag i slottet begynder Letting sit arbejde. Om aftenen trækker han sig tilbage til en sal med pejs og et enormt spejl, der fylder en hel væg. Det er her horror’en for alvor sætter ind. Siddende foran pejsen opdager han, at døren til hall’en står på klem i spejlet, hvilket den ikke gør i virkeligheden. Øjeblikket senere ser han i spejlet noget, der ligner en gullig orm nederst i døråbningen. Den kravler ind, og det viser sig, at det ikke er en orm, men …

Jeg vil ikke afsløre for meget her, men blot fortælle at spejlsscenerne er noget af det mest myrekrybende, jeg nogensiden har læst. Durell maner stærkt ubehagelige billeder frem, og det er svært ikke at stoppe op under læsningen, synke drøjt og lytte efter , om man nu er alene – måske skulle man lige tjekke om døren nu ER låst?    

På trods af en lidt irriterende  slutning kan jeg kun anbefale ”Indgangen” – samt beklage, at den ikke er så let at få fat i. Dog viser bibliotek.dk, at der skulle være en del eksemplarer hist og her.

© 2009 Horrorsiden.