Bøger

I Le Fanus mørke spejl – Sheridan Le Fanu: In a Glass Darkly

Året før sin død udgav den irske forfatter Sheridan Le Fanu fem gotiske noveller under titlen In a Glass Darkly (1872).

Titlen refererer til 1 Kor. 13, 12: “For now we see through a glass, darkly; but then face to face: now I know in part, but then shall I know even as also I am known,” men hos Le Fanu ser vi ikke gennem spejlet, vi ser i det. Det forunderlige ved spejle er, at de glimtvis henleder vores opmærksomhed på det, vi normalt ikke ser, nemlig verden bag os, andre dimensioner eller det ukendte i os selv.

Fælles for de fem noveller er, at de stammer fra lægen Martin Hesselius’ efterladte papirer. Dr. Hesselius beskæftigede sig med den metafysiske lægevidenskab (betegnelser som “parapsykologi” og “psykiatri” var ikke opfundet endnu), og han kan dermed ses som en forløber for den okkulte detektiv, f.eks. John Silence (Algernon Blackwood) og professor Challenger (Conan Doyle).

Hesselius optræder kun i samlingens første novelle, “Green Tea”. Jennings, en midaldrende pastor og grøn te-nyder, forfølges af et abelignende væsen, som hvisker ham forfærdelige ting i øret, og som kun han kan se. Har Jennings’ nerver taget skade af grøn te, eller har teen tværtimod åbnet hans øjne? Som Barton i samlingens næste fortælling, “The Familiar”, udtrykker det: “of one fact I am deeply and horribly convinced, that there does exist beyond this a spiritual world ― a system whose workings are generally in mercy hidden from us ― a system which may be, and which is sometimes, partially and terribly revealed.”

Forøvrigt bliver også Barton forfulgt, men denne gang af en mand, som burde være død – med mindre det blot er en samvittighedsplaget mands indbildning. I “Mr Justice Harbottle” bliver den langt fra blødsødne dommer Harbottle hjemsøgt af sine blodige gerninger i form af spøgelser eller hallucinationer.

Le Fanu holder i de tre første noveller en kattelem åben for den rationelle forklaring ― eller bortforklaring! “The Room in the Dragon Volant”, samlingens fjerde og længste novelle, har ingen overnaturlige elementer. En ung mand beretter om, hvorledes han kom i kløerne på en bande kriminelle og nær blev levende begravet.

M. R. James skrev om Le Fanu, at “he succeeds in inspiring a mysterious terror better than any other writer”, hvorved James måske satte sit eget lys under skæppe. At Le Fanu behersker sproget og leverer sine fortællinger med en mesterlig timing, er hævet over enhver tvivl, men først i samlingens sidste novelle, “Carmilla”, rejser han sig ikke blot over sin samtid, men også sin eftertid.

“Carmilla” er en vampyr-fortælling med alt det bedste fra den gotiske tradition: en ung og uskyldig pige, et slot, et gotisk kapel, ruiner, mareridt, månelys, blod og sex. Den unge pige, nu ældre, fortæller selv historien om hendes møde med den jævnaldrende Carmilla, der er ligeså smuk, som hun er mystisk ― og ligeså farlig. Det erotiske spil mellem de to piger går hånd i hånd med den roligt akkumulerende uhygge (Le Fanus karakteristiske stil) i en fortælling, som trækker på traditionen om den irske ban sí, “gravens eller højens kvinde”, der ligesom en succubus forfører unge mennesker og lever af deres blod. Og det er blandingen af disse elementer ― folklore, horror og lesbianisme ― som gør “Carmilla” til en enestående litterær bedrift.

Carpe librum!

© 2008 Horrorsiden.