Bøger
Horror.dk, redigeret af Mathias Clasen
Indrømmet – jeg er nok forudindtaget: jeg har været med til at lægge plads til alt det bonusmateriale, Mathias Clasen har udarbejdet på Horror.dk; jeg har en forkærlighed for noveller, og jeg brænder især for danske forfattere, der skriver i de fantastiske genrer; og så rummer Horror.dk blandt meget andet en novelle af min danske yndlingsforfatter. Så det er næsten givet, at jeg vil kunne lide bogen. Med andre ord: jeg kan lige så godt indrømme med det samme – jeg synes, det er en ganske eminent samling, der er blevet sendt på gaden her. I en novellesamling vil samtlige historier aldrig falde lige meget i ens smag, men der er dog ikke én her, jeg vil betegne som dårlig.
Antologien indeholder 12 noveller, alle skrevne af forfattere, der tidligere har udgivet horror – hvad enten de er gamle kendinge (som f.eks. Dennis Jürgensen og Peter Mouritzen) eller forholdsvis nye navne (som f.eks. Teddy Vork og Michael Kamp). Enkelte fortællinger er ældre historier, som ikke tidligere har været udgivet, men langt størstedelen er originale værker, fremstillet specifikt til samlingen. Clasen opstiller flere formål med bogen – for det første er det umiddelbare, at have en god dansk horrorantologi ved hånden, for det andet at erstatte de noget ældre værker, som er det eneste, diverse undervisere har adgang til. Første formål opnås uden problemer – det er ren læselyst; det andet formål er naturligvis sværere, fordi man så placerer samlingen ved siden af en masse klassiske fortællinger som Abehånden og deslige (som jo så til gengæld også er blevet udgivet utallige gange på dansk). Horror.dk er en nutidig antologi, som for f.eks. skoleeleven anno 2008 vil være et noget mere vindende bekendtskab end de klassiske samlinger. Der er en grund til, at klassikerne er klassikere, men ofte er de ikke den bedste måde at møde genren på, især ikke hvis de er af ældre dato.
Men indholdet… det kunne der siges meget om, men jeg vil nøjes med en hurtig gennemgang af de 12 noveller.
Bjarne Dalsgaard Svendsen indleder med den ganske lange ”Utopia – en horrorhistorie i tretten billeder” – om end jeg ikke er så vild med slutningen, så er den forbløffende velskrevet og målrettet. Både Erwin Neutzsky-Wulff og Peter Mouritzen bidrager med ganske korte indlæg – Mouritzen med mest held i sin drømmeagtige Tommy Dummy, mens ENWs har en god vinkel og en klassisk ide, men virker sært uigennemført.
De nyeste navne i antologien – Vork, Kamp og Evytt – har alle leveret teknisk veludførte noveller, som rummer et visuelt element, der nok skulle tiltale de yngre læsere, som er flasket op med horrorfilm. Det gør dem muligvis ikke til favoritter blandt de ældre, mere vante læsere, men de er en vigtig del af helheden. Personligt var jeg dog lidt skuffet over især Vorks novelle ”Delilas lokker”, der rummer masser af ideer og en perfekt udført tekstside, men i mine øjne mangler lidt plot (men det er nok, fordi jeg netop har læst hele Vork debut-novellesamling Hvor skyggen falder og har skruet helt op for forventningerne).
Veteranen Dennis Jürgensen leverer også en af samlingens bedste med ”Nattog”, der over sine fyrre sider formår at fortælle flere typer horror-historier og så endda drejer kniven til sidst. Et par andre kendte navne, Kenneth Bøgh Andersen, Hanna Lützen og til en mindre grad Jacob Hedegaard Pedersen, har skrevet historier i ganske klassiske former, der er vellykkede, men blegner lidt i selskabet.
Bernhard Ribbeck, der ellers især har begået sig inden for science fiction, har skrevet ”Var er et stort ord”, der rammer sin helt egen tone i en god blanding af virkelighedsnær thriller og horror. Og mindst lige så ulig alt andet er Christian Hauns ”Jeres søn” – den kræver måske to gennemlæsninger, som Clasen skriver, for at grave uhyggen frem, men til gengæld sprudler den mere end de andre tekster og efterlader masser af rum til, at historien kan vokse videre i læserens hjerne af sig selv.
Alt i alt er Horror.dk ikke til at komme uden om, hvis man er til horror – og slet ikke, hvis man ønsker at vide, hvad der rør sig på den danske scene. Forfatterne griber til en række vidt forskellige virkemidler for at gøre lige præcis lille leverpostejsdanmark til et foruroligende sted, og det lykkes eksemplarisk. Der er flere forfatterskaber her, som jeg skal have genopfrisket mit bekendtskab med.
Tags: Antologi, Bernhard Ribbeck, Bjarne Dalsgaard Svendsen, Christian Haun, dansk horror, Dennis Jürgensen, Erwin Neutzsky-Wulff, Hanna Lützen, Horror.dk, Jacob Hedegaard Pedersen, Kenneth Bøgh Andersen, Michael Kamp, noveller, Peter Mouritzen, Teddy Vork Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
I AM LEGEND var den forrige “månedens bog” på Litteratursiden.dk og diskuteres stadig …
Den er måske mere horror end HAVET.
For det første: jeg vil vide, hvad det er for en plasticdims, der blev sparket af instrumentbrædtet!
Men til selve diskussionen: Jesper indspark om, hvorvidt man egentlig bliver skræmt af at læse horror er lige præcis grunden til, at jeg aldrig har haft det godt med den type definition på genren. Det er nemlig meget længe siden, at en bog har direkte skræmt mig.
Det er hændt, at jeg er blevet foruroligt, vil jeg måske snarere sige – af en eller anden grund husker jeg Lovecrafts Colour out of Space, som jeg læste den helt rigtige aften for mange år siden. Men direkte skræmt… nej, det tror jeg ikke er sket, siden jeg var en knejt på størrelse med en aborre.
Film kan det stadig lykkes med – især nogle af de japanske, såsom Ringu og the Grudge. Men amerikanske horrorfilm ser jeg ikke, fordi jeg forventer at blive skræmt.
Ok. Man skal efterhånden scrolle pænt meget for at nå forbi alle kommentarerne på dette indlæg :)
Jeg sidder og brænder inde med nogle ord om børnelitteraturen.
Børnelitteratur kan defineres ud fra følgende:
Historien handler om børn
Børn er de intenderede læsere
Børn er dem der læser historien.
Jeg tror, at de fleste vil pege på at børnelitteratur er litteratur hvor forfatteren har besluttet at det er en historie for børn. Men er det så enkelt. Og er det vigtigt?
Jeg vil ikke trætte nogen med opremsning af romaner skrevet for voksne som er endt med at blive klassikere for børn. I stedet vil jeg suse frem til min pointe som jeg personligt holder meget af: Som genre er børnelitteraturen ikke underlegen voksenlitteraturen. De to genrer adskiller sig kun ved deres læsere og derved altså ren teknisk læsererfaring og livserfaring. Man kan ikke definere litterær kvalitet ud fra alderen på læseren. Børn er ikke mere enfoldige i deres grundlæggende måde at opleve litteraturen på end voksne. Tværtimod er børn mestre i at møde litteraturen på dens præmisser (og her har vi måske et slags hint i retning af hvorfor de fantastiske genrer er hyppigt forekommende i børnelitteraturen ;)).
Der findes megen dårlig børnelitteratur fordi der findes dårlige forfattere – ligesom der findes meget dårlig…øh f.eks. sf fordi…
Jeg mener grundlæggende at hvis man skriver for MENNESKER når man længst. Jeg kan komme i tanke om en del forfattere af børnelitteratur der har formået det og ikke så mange forfattere af voksenlitteratur (måske arbejdsskade).
Jeg har en del læst børnelitteratur inden for vesten og udtaler mig derfor helt skråsikkert: Børnelitteraturen har det bedre end den har haft det i 30 år. Den tør og den gør. Ret tankevækkende er det at de bedste titler, de bedste historier, det mest ypperste – det prøver voksne at nappe til deres egen litterære sfære. Og så har vi pludselig mærkelige genrer der hedder Kidult…
Og det med livserfaringen? Som barn læste jeg Ulvehunden. Jeg var ikke så gammel men fremmelig og læselysten som jeg jo var kastede jeg mig over alle slags bøger :) Jeg husker, at på et tidspunkt gik hovedpersonerne igennem “flodsengen” – hold kæft hvor var det mærkeligt og helt fantastisk!
Tilsvarende husker jeg da jeg første gang forsøgte mig med SK på engelsk. Jeg lagde ud med Det mørke tårn hvor de gik igennem desserten! Fuck, hvor var det surrealistisk. Og skræmmende!
Nuvel – jeg har fået vin og det var bare det jeg ville sige – hej!
Relief, Havet, I am Legend. Jeg starter vel bare fra en ende…
@ Janus: plastikdimsen så ud som et gitter der sidder over en luftkanal.
Dimsen var sort.
Det var Mercedes’en også.
Men jeg ved ikke hvilken film de øhh… filmede.
@Jesper Rugård
“Kvinden og massemorderen.” Lyder som titlen på en cheesy gyser-thriller. Jeg kan kun gætte hvad der skal til i virkelighedens verden.
Jesper Rugårds indlæg (nr. 89) om, hvorvidt vi ’voksne’ blev skræmte over læsning fik mig til at tænke lidt over mit læsestof de forgangne 7 år – som jeg sirligt har noteret mig i den tro, det kunne være gavnligt i mit forfatterskab. Der er faktisk ikke rigtig nogen horror-fortællinger imellem, bortset fra Selma Lagerlöfs femi-krimi-spøgelseshistorie ’Hr. Arnes Penge.’ Den var god, men den skræmte nu ikke. Jeg har ganske enkelt ikke søgt horrorfortællinger, selvom jeg fra tid til anden har skrevet en. Den eneste bog, jeg vil fremhæve, er ’Vejen’ som jeg også har nævnt tidligere her på siden, da den gav en del at tænke over – som Langstrup skriver: den foruroligede mig (og gav mig et par mareridt og et par søvnløse nætter). Jeg tror, at den ’voksne’ fantasi ikke er så let at skræmme som at forurolige. ’Vejen’ forfølger mig på netop den måde, som Winther skriver – den har slået en flig af mit verdensbillede; ikke på nogen X-file-agtig måde, men snarere som et foruroligende kig ned i afgrunden, hvor (menneske)monstret i den grad gloede op igen.
Filmen er på den anden side et langt bedre medie til at give her-og-nu skræmmende oplevelser, da de med deres brug af billede og lyd kan sætte gang i instinkterne i krybdyrhjernen og få os til at føle, der er fare på færde. Det er vel nok primært lyden, der giver det gode gys. Når jeg holder foredrag om filmvirkemidler medtager jeg som regel et klip fra ’Scream 2’ hvor Gale og Devey bliver forfulgt af morderen i et auditorium og senere i et lydstudie. Med den oprindelige lyd er der en del, der hopper i sæderne, men sætter man et stykke fra Bizets ’Carmen’ hen over lydsiden, bliver den samme sekvens grinagtig morsom. Der har filmene en fordel frem for bogen, der sjældent kommer med lydspor og righoldigt billedmateriale.
Den film, der har skræmt mig mest gennem tiden, er dog ’Exorcisten’ – lige indtil jeg fik set den. Flere af mine venner havde i mine unge år set den før mig (Jeg så den første gang, da den gik i directors cut-udgave i biffen) og kunne genfortælle noget af handlingen – specielt det med, at Megan blev kastet rundt i sengen af dæmonen, kunne skræmme mig. Desværre holdt det op, da jeg havde set filmen.
Dermed min pointer:
1) I en god tekst, horror eller ej, må det foruroligende, det virkelighedsomstyrtende (eller virkelighedsforstyrrende) være i højsædet, før teksten er vellykket. Jeg vil gerne være et nyt og forhåbentligt bedre menneske efter mødet med en tekst.
2) Less is more. Af erfaring mener jeg ikke, det nødvendigvis er en forfatters opgave at udpensle vold og makaberheder (og ja, jeg har ved Gud gjort det selv), men derimod at bibringe læseren byggestenene til sit eget værste mareridt. Gyset bør ligge i antydningen, så det er læserens egne tanker under og efter læsningen, der fremprovokerer gyset. Jeg har forsøgt at lege med konceptet i novellen i Horror.dk, selvom jeg har kastet Yghner-Gooths alter ind som den McGuffin, der giver hovedpersonen anledning til at lade sig skræmme. [Note til mig selv: Måske burde jeg forsøge at gennemskrive novellen uden alteret og se om det stadig kunne være skræmmende.]
Mht. børnelitteratur: Tankevækkende kronik af prof. Torben Weinreich, Center for Børnelitteratur (fra ’98).
Mht. horrorgenrens evne til at ryste éns verdensbillede:
1) Betyder det så, at horrorgenren i dén forstand er modsat science fiction-genren, som vel som sin grundpræmis har en slags accept af den vedtagne (videnskabelige) verdensbillede, som “blot” fremskrives (men ikke seriøst anfægtes) i en sf-fortælling?
Og 2), Peter Straub har sagt følgende, som er meget godt i tråd med nogle af de seneste kommentarer: “I probably don’t believe in anything supernatural, although I kind of do, but my imagination really believes in it. And imagination is a powerful force that ought to be always reckoned with, ought to be always encouraged, since it creates a version of reality which should be taken seriously, if only for the insight it gives one into oneself. But it also reflects something at large, something at work in the actual world. And when we’re talking about the supernatural, I think we’re talking about our apprehension that there is more than we can see, that the visible world is not the whole story, that the world analyzed and described by physics, even the most advanced form physics, isn’t the complete answer. We know within us, somewhere at a very deep level, that there is simply more, and the supernatural comes out of that apprehension, I think.”
http://www.litteratursiden.dk/sw134414.asp
Gad vidst, hvad Tina Mortensen ville sige til Janus & Co …
Mht. tankevækkende kronik om børnelitteratur.
Professor Torben Weinreich er en viis mand med fuldskæg.
På hans hjemmeside lægger der flere gode overvejelser
se bare
Jeg vidste godt, at han var viis — men jeg anede ikke, at han havde fuldskæg!
Det kan du bide dig selv i næsen på han har. Veltrimmet og yderst distingveret er det!
Jeg har stor respekt for Weinreich. Han er en mand med et mål og så fremstår han også som et behageligt menneske. Gør ikke hans synspunkter mindre interessante ;)
Han faldt heller ikke på halen da Harry Potter udkom. Exp!
Jeg har gået og tænkt lidt over, hvad jeg egentlig gerne vil have med mig fra en horrortekst, og det er gået op for mig, at det er vidt forskellige ting. For horror opfylder naturligvis ikke bare ét behov.
På den ene side er der B-horror, som jeg ved, andre også har en forkærlighed for. Det er som popcorn for sjælen – ikke sundt eller nærende, men det er dæleme rart, og jeg kan nedsvælge ufattelige mængder af det.
Men så er der “god” horror – horror, som jeg får noget ud af. Når vi taler film, er det vel især film, det lykkes at skræmme mig en sjælden gang. Men når vi taler bøger, tror jeg, det er bøger, som taler til fantasien, som vækker ideer og skaber billeder.
Inden for horror har jeg en forkærlighed for bøger, som jeg opfatter som lidt tunge og langsomme (ved, at ikke-horrorlæsende kolleger nogle gange oplever dem som kedelige), f.eks. Koji Suzukis “Ring” og Peter Straubs bøger. De kombinerende en udførligt beskrevet, realistisk baggrund og nogle fantastiske elementer, der rammer noget. I Straubs “Natteværelset” og “Skyggernes hus” er det entiteten, der altid ses bagfra (næsten mytisk), og i “Ring” og fortsættelsen er det den langsomme, grumt logiske udvikling af forbandelsen.
Grundlæggende er det vel de elementer, vi også betegner som foruroligende, men som hos mig blot fortolkes som spændende og i besiddelse af en indre kraft, som vækker fantasien. Resultatet er vel for så vidt dette samme: en kriblen inden i hos læseren :)
[…] tidligere diskussion af, at mange horrorfans også kan lide de andre fantastiske genrer (dermed ikke være sagt, at […]
… og så warnockede den :-)
Warnock!
Man kan altid lære noget nyt. Og jeg som troede at internettet rent sprogligt mest kun havde bidraget med 1337</ og smileys.
Er det ikke noget med “den som tier samtykker”
;-)
Warnock!
Man kan altid lære noget nyt. Og jeg som troede at internettet rent sprogligt mest kun havde bidraget med 1337 og smileys.
Er det ikke noget med “den som tier samtykker”
;-)
Godt udtryk.
Egentlig er der stadig masser, jeg gerne ville sige, men hver gang jeg går i gang med at genlæse tråden, bliver jeg afsporet eller kan lige pludselig ikke overskue det hele.
I modsætning til, hvad man synes at mene her på siden, har jeg faktisk ikke for vane at komme i klammeri med folk, men er kendt som et ganske fredsommeligt menneske. Det sker naturlivis – også uden for denne klumme.
Det skete for nylig, hvor jeg ligedes undredes over reaktionen, indtil jeg konstaterede, at manden er midt i en skilsmisse. Det fik mig til at tænke på, om noget lignende kunne være tilfældet her.
Somme tider glemmer jeg, at ikke alle menneskers liv er det “dejlige eventyr” (for nu at være Andersensk) mit har været, og at folk, der måske føler sig som tabere i livets spil, godt kan blive lidt ømskindede – især over for elefantfødder som mine. Det beklager jeg.
[…] Horror.dk, redigeret af Mathias Clasen […]
Øhh hvor kom vi fra….
Øhh
Hegemonisk…