// du læser om...

Bøger

Dødens mange facetter

Dødens mange facetterSiden Dennis Jürgensen debuterede for snart tredive år siden, er det som om hans talent er blevet tiltagende differentieret – som en musiker, der lægger ud med at spille basun, men som i løbet af sin karriere lærer at mestre en lang række instrumenter, og til sidst er sit helt eget big band. Dennis startede som habil humorforfatter med særlig evne til at skildre ungdomsproblemer, men han viste os ret hurtigt, at han også kan skrive tankevækkende science fiction (Djævelens hule, Måske), rædselsvækkende horror (Grønne øjne, Tingen i cellen), storslået high fantasy (Dystopia), superplat (Benny og Brian-bøgerne) … og så videre. Fra starten har han været ualmindeligt ferm til at skildre personer og til at konstruere spændende og velfungerende fortællinger. De bedste Dennis-bøger er selvsagt dem, hvor han kombinerer flere af sine mange talenter. De senere år må Drømmetjenerne-serien siges at være noget af det bedste, der er kommet fra Rødovre-forfatteren. Og nu får vi så novellesamlingen Dødens mange facetter, der snildt kunne fungere som en showcase for Dennis Jürgensen. Normalt foretrækker jeg de lange DJ-historier (fx Relief), men han ér altså god i den korte form også.

Den ca. 230 sider lange bog består af 19 historier i varierende længde. Bogens mindst overbevisende historie er også den første, underligt nok. Men der er så mange perler, så mange mindeværdige, tankevækkende, skrækkelige og sjove fortællinger i denne samling, at det er helt forrygende symfonisk. Flere af historierne er ganske korte, et par sider, i tegneserieagtig stil med en overraskende punchline. (Disse korte historier er strømlinede og professionelt eksekveret, men noget af det fede ved Dennis Jürgensen er, at han tilsyneladende aldrig mister sin kant, det upolerede, nerven. Jeg læste engang en anmelder, som mente, at Dennis’ forlag burde hælde mere grus i hans maskineri, udfordre ham noget mere. Men Tellerups geni er nok at lade Dennis arbejde, som det passer ham. Han bliver i hvert fald bedre og bedre med årene og synes at administrere sit talent helt fint.) Min favorit er nok ”Lovestory år 8078”, en grusom science fiction-historie. ”Det er dét vi er her for” er også helt suveræn, og ”MYREN” er et lille teologisk mesterstykke. Dødens mange facetter er ganske enkelt en gave fra en ualmindeligt spændende forfatter, hvis adelsmærke er, at han leverer varen.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Sjovt – jeg sad og skrev en anmeldelse af “Dødens mange facetter” i aftes (den ryger så nok bare på Den elektriske kanin i stedet), og jeg var altså lidt i syv sind over den.
    På den ene side tror jeg, at de yngre læsere vil elske den, fordi Jürgensen jo altså skriver solidt, underholdende og spændende (som stort set altid).
    På den anden side var jeg – som en fast læser inden for de genrer, han skriver i – skuffet, simpelthen fordi næste samtlige noveller for forudsigelig. Det var som vittigheder, hvor man kender pointen, og så er der altså ikke så meget punch i punchlinen :(
    “Myren” var, syntes jeg, faktisk dårlig, og “Deja vu” var utilgivelig – ideen blev nok første gang brugt i 50erne.
    “Døden mange facetter” rummede nogle perler og var ganske underholdende, men jeg havde faktisk ventet mig mere af Jürgensen.

    Skrevet af Janus | 9. juli, 2009, 16:16
  2. Er bogen netop udgivet? Jeg undres over at den ikke engang kan lånes på Københavns Kommunes biblioteker?

    Mvh Peter

    Skrevet af Peter | 21. juli, 2009, 14:50
  3. Jeg tror, den har været lidt lang tid om at blive registreret til bibliotekerne. Kan se, at de kan købe den fra uge 30.
    Evt. kan du blot bestille den via Bibliotek.dk. Så får de da at vide, at folk er interesserede (og du kommer længere frem i en eventuel reservationskø).
    Jeg har forresten lagt min anmeldelse på Den elektriske

    Skrevet af Janus | 24. juli, 2009, 17:30
  4. Ok, thx :-)

    Skrevet af Peter | 27. juli, 2009, 20:04
  5. […] Mathias Clasen har lagt en mere positiv anmeldelse på Horrorsiden.dk […]

    Skrevet af Gyseren » Dødens mange facetter af Dennis Jürgensen | 16. oktober, 2009, 05:56