Bøger

A. Silvestri: Pandaemonium

Monumental. Det er vist den enkleste måde at beskrive A. Silvestris næsten 800 sider tykke zombie-roman. Blodig burde måske også hæftes på, for der spares ikke på den røde væske, når horder af de levende døde ekspederes videre med stor opfindsomhed.

En dag går fluerne amok i København. De samler sig i store flokke og overfalder folk, borer sig ind i deres hud. Og folk, der dør, vender straks tilbage, stavrende og blodtørstige. Som zombier nu engang gør. En lille gruppe mennesker overlever det første, kataklysmiske angreb, men det er bare starten, og snart er det op til dem, hvis planeten skal huse noget form for liv i fremtiden.

Det er oplægget til en massiv og blodig omgang knuste hjerneskaller og på utallige andre måder nedslagtede lig.

Zombiehorror er ikke rigt repræsenteret på dansk – klassikerne er selvfølgelig Dennis Jürgensens “Kadavermarch” + “Kadaverjagt”, der bl.a. har inspireret Patrick Leis’ Necrodemic-serie. Både Jürgensen og Leis anbragte deres vandrende døde på en science fiction-baggrund, men Silvestri hakker sin egen niche i litteraturhistorien ved at lægge et mytologisk lag ind over historien. Det er måske svært for zombie-puristerne, men det giver noget drivkraft til historien, så vi ikke blot præsenteres for 800 siders skrigen. I første del præsenteres det som lidt Antikrist-inspireret, men senerehen udbygges baggrunden, og der spilles med de helt store toner sidst i bogen.

Men i bund og grund er der tale om klassisk z-action: en lille gruppe overlevende efter apokalypsen – og horder efter horder af vaklende lig. Oprindelig startede historien som tre bøger, hvilket man kan se i inddelingen af den færdige mursten, men der er tale om én fortsat historie. Oprindelsen ses måske bedst i skiftet efter første del – skrevet i nutid, kortere og noget mere hæsblæsende end de andre. Derefter sættes farten ned, og Silvestri går mere om bord i sine personer – de overlever ikke allesammen, som det sig hør og bør i en sådan historie.

Og Silvestri kender sine zombiehistorier. Som han selv siger, er “Pandaemonium” en B-film på papir – der er action fra første færd, og alle de faste elementer er på plads, inklusiv (selvfølgelig) motorsaven. Det er voldsomt underholdende, men gør det også til en bog, der skal læses, som zombier spiser mennesker: i store, blodige klumper. Det er ikke en fortælling, man skal snuppe i ti minutters bidder før sengetid, men en, man skal læne sig tilbage og nyde.

Silvestri har allerede vist sit værd på novellefronten – og springet til 800 sider klarer han også. Han har et godt greb om sine personer, driver historier fremad og leverer i det hele taget varen. Alene på grund af sin vægt har “Pandaemonium” efterladt et godt mærke i dansk horror – men det er på grund af underholdningsværdien, at det mærke bliver vedvarende. “Pandaemonium” er ikke til at komme udenom, hvis man interesseret sig for dansk horror, zombier eller bare monumental tjubang. Silvestri har endnu engang bevist, at han er svær at komme udenom inden for dansk fantastisk litteratur.

© 2012 Horrorsiden.