Bøger

Efter år nul

Eminent lille sf/horror-roman af Grete Roulund

Det er ganske få bøger, jeg genlæser – som knægt gjorde jeg det ofte, men som tiden er gået, er jeg også blevet bevidst om, at der er så meget andet godt, jeg ikke har læst endnu. Grete Roulund er dog en af de få forfattere, hvis bøger jeg gerne vender tilbage til (især murstenen “Setans porte”, der i min mening er den bedste danske sf/horror nogensinde) – mange af dem har den fordel, at ikke blot er de gode, de er også ganske korte, så man hurtigt kan give efter for fristelsen. Sådan en er “Efter år nul” – 150 sider og lige til at snuppe i en håndevending (og tidligere anmeldt på Scifisiden).

Det var Roulunds fjerde bog og den første, som brugte deciderede fantastiske elementer (der var visse horrorelementer i “Blackhawk” fra 1982, men de kan afskrives som drømmesekvenser). Der er tale om en dystopisk fremtidsroman, hvor et fremmed land (angiveligt en østmagt) angriber Danmark og, må man formode, Europa. Invasionen skydes i gang med et nyt, ikke nærmere forklaret våben, som skal underkue befolkningen. Men noget går (naturligvis) galt, og det meste af civilbefolkningen forvandles til rablende idioter. De går rundt i gaderne og spiser deres eget hår.

Vor hovedperson (jeg vil ikke sige helt, for Roulund opererer sjældent med helte) er tegneren Sigi Berg, en bitter mand, der har trukket sig væk fra verden. Da de fjendtlige styrker kommer, bliver han genkendt, reddet fra sygdommen og sat til at tegne oberst Papalas familie. De to mænd finder et besynderligt fællesskab, og da fjenden trækker sig ud af landet igen, er det Sigis tur til at redde Papalas liv. Og derfra begynder det hele at gå galt.

De to mænd er ikke de eneste overlevende og får snart selskab af flere. Men den store omvæltning har også påvirket naturen omkring dem, og i nattemørket er der lysende øjne, som betragter dem.

Roulund er ganske enestående blandt danske forfattere – jeg så hendes stil omtalt som “hadsk realisme” i en anmeldelse, og det passer. Uanset hvad hendes bøger handler om, holder altid øjet på sine personer, og det er ikke noget mildt blik, hun sender dem. Hun beskriver dem kort og præcist, som en skalpel. Om verden er ved at gå under, ved man som læser ikke, men man formoder det, ser det genspejlet i personernes tanker og handlinger. Roulund var en ganske brillant forfatter, men læser man hende i for store mængder, risikerer man ganske enkelt at blive deprimeret, så sorte er hendes bøger.

© 2007 Horrorsiden.