// du læser om...

Bøger

Digital horror

roommateDe sidste par dage har jeg fået en række SMSer fra Suzanne, der lige var flyttet i ny lejlighed. Snart viste det sig dog, at der var nogen eller noget andet i hendes nye hjem, og hendes beskeder blev mere og mere foruroligende.

Der var tale om Jacob Hedegaard Pedersens Roommate, udgivet af SMSpress – noveller fortalt via SMS. Selve plottet i JHPs historie er en meget gængs horrorhistorie, men det er interessant at følge eksperimentet med at omsætte det til et nyt medie. Ikke 100% vellykket, fordi mediet sætter nogle grænser og bryder læseoplevelsen (hvis man kan tale om en sådan) noget op, men stadigvæk interessant og noget, man bør prøve.

SMSpress har et par andre interessante forfattere på repertoiret: Jacob Weinreich, Kenneth Bøgh Andersen, Alex Uth og Steen Langstrup.  Det koster en smule at læse med, men er man tilknyttet et bibliotek, som har købt adgang, kan man komme gratis til.

Også på e-bogssiden er der et par titler, der er værd at kigge på:

Virabooks har netop genudgivet Nikolaj Højbergs vellykkede novellesamling “Lejlighed 42 og andre mørke fortællinger” som ebog (Jette har anmeldt den på Gyseren, og Højberg er interviewet om bogen på Fantastiske Forfattere).

Og det rimeligt nystartede forlag Replikant udgiver Mikala Rosenkildes novellesamling “Legetøj”, der har en del horrorelementer,  som ebog. Jeg har anmeldt den på Den Elektriske Kanin og interviewet Rosenkilde her.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Jeg har også prøvet et par stykker fra SMSpress og må ligesom dig sande, at det ikke altid er helt vellykket. Det kommer meget an på historien, tror jeg også – fik bl.a. Steen Langstrups “El Daemon”, som fungerede supergodt på SMS, men prøvede altså også nogle stykker der ikke var helt så velfungerende.

    Skrevet af Line | 29. august, 2011, 12:08