Bøger

Andreas Roman: Mørkeræd

Konceptet er lige så enkelt og grundlæggende som titlen i Andreas Romans første bog på dansk, og det er et godt valg, for han har begået en stramt fortalt og spændende historie med det udgangspunkt.

David er mørkeræd – og det i en så sygelig grad, at det ødelægger hans liv. Hans hverdag er præget af et væld af fremgangsmåder til at undgå den ene situation: at være alene, når mørket falder på omkring ham. Når det sker, holder han sig vågen, til han er sanseløs – hans kontakt til omverdenen foregår gennem chatrum for ligesindede (en række mellemspil med en passende blanding af virtuelle kammerater og trolls).

Men David har indset, at det ikke kan blive ved med at gå. Han har gået i behandling, og det sidste trin mod helbredelsen er også det største: han skal tilbringe længere tid alene i en hytte i en af Sverige øde områder. Hvor det blot er ham, hans kat og mørket.

Og måske noget andet.

”Mørkeræd” kredser hele vejen igennem omkring den foruroligende tanke, at der måske alligevel er noget derude i mørket. Det er en meget basal ide og derfor også en, man kunne frygte at se ende som en kliche; men Roman holder fokus på David og hans kamp med sig selv hele vejen igennem, og det gør historien knivskarp. Den fortælles afvejet og præcis, og de fåtallige elementer, der egentlig er i historien, afvejes fint.

Det, som lykkes så godt i mine øjne, er et element i horrorgenren, som ellers kan mislykkes noget så forfærdeligt: den fantastiske tøven, den tilstand, hvor man som læser vakler imellem opfattelsen af det læste som noget grundet i den velkendte, almindelige verden og så noget overnaturligt. Her er spørgsmålet naturligvis, om David blot er syg, eller om der vitterlig lurer noget i mørket. Der lægges spor i begge retninger, mens historien skifter mellem fortid og nutid, og det gøres så godt, at man konstant stiller sig selv spørgsmålet uden på noget tidspunkt at løbe sur i det. Hvilket forbløffede mig personligt, da det er en form for horror, jeg oftest løber træt i, fordi slutresultatet er tydeligt på langt afstand, og vejen derhen kommer til at virke som desperate krumspring – men ikke her, og det gør ”Mørkeræd” til spændende og medrivende læsning. Jeg forestiller mig, at den kunne tiltale både hærdede horrorlæsere (som måske ikke vil blive så skræmt af den, men vil værdsætte teknikken) og folk, der normalt ikke hengiver sig til genren (og som forhåbentlig vil blive mere påvirkede).

Jette har også anmeldt på Gyseren.dk

© 2009 Horrorsiden.