Film

7 Days to Live

Det kunne have været så godt, men så var det bare så kedeligt.

“7 Days to Live” kunne egentlig godt have været en positiv lille overraskelse – den har et par ansigter, man har set før, Amanda Plummer og Sean Pertwee, og rent visuelt er den faktisk heller ikke få amatøragtig, som man umiddelbart skulle tro fra coveret. Ja, der er såmænd små lyspunkter ind imellem.

Pertwee er forfatter, og Plummer hans kone. Efter sønnens død er de draget væk fra det hele og har købt et hus på landet. Eller rettere: oven på en gammel mose. Ud fra indledningen ved vi godt, at det ikke er et godt sted at slå sig ned for at hele sårene. Og det begynder da også snart at gå galt. Plummer begynder at se overnaturlige tegn på, at hun skal dø om 7 dage (meteorologen i radioen er en af dem, der fortæller hende det), og Pertwee begynder at opføre sig mere og mere outreret.

På den positive side undgår “7 Days to Live” den klassiske (og dybt irriterende) “hysterisk kvinde”-historie – hvor vor heltinde render halvskrigende rundt gennem hele filmen og oser af offer, mens alle bifigurer ruller med øjnene og overvejer at få hende indlagt (hvis de altså ikke lige overvejer at ofre hendes barn til djævelen eller noget lignende). Her ved vi godt, at der er noget under opsejling, og vi slipper velsignet for forsøgene på at skjule det.

Men det er desværre ikke nok. Historien løfter sig aldrig rigtig – måske fordi man som tilskuer stopper tilløbene ved at tænke “Den scene er da taget fra Kings Dyrekirkegården” eller “Den figur er da hugget fra Ondskabens hotel”. Det hele bliver alt for forudseligt, og selv om der er nogle lyspunkter i det store klimaks, fortaber de sig i en stor kliche til allersidst. Øv.

Skulle man ønske noget mose-horror, kunne man i stedet opsøge Phil Rickmans The Man in the Moss.

© 2009 Horrorsiden.