Bøger

Eldritch Horrors: Dark Tales, redigeret af Henrik Harksen

Sidste år redigerede og udgav Henrik Harksen Cthulhu mythos-antologien Fra skyggerne, hvor (hovedsageligt) danske forfattere forsøgte sig ud i Lovecrafts univers. Nu har han sendt en engelsksproget antologi på gaden, der kredser om samme forfatters værker. Denne gang er danskerne i undertallet, men kvaliteten er uden tvivl bibeholdt. Dertil rummer bogen flere illustrationer af Jørgen Mahler Elbang, hvis værker faktisk passer forbløffende godt i stemning.

Samlingen rummer fjorten navne – enkelte var med i “Fra skyggerne”. Dem, jeg bed mærke i, før jeg startede, var Harksen selv, Thomas Strømsholt og Dan Clore. De to første, fordi de er danske, og Clore fordi jeg tit er stødt på ham på nettet. Harksen leverer en ganske god historie af den type, hvor en studerende støder på en bog, han ikke burde have kendt til. Novellen har den ekstra bonus, at den foregår i Odense – og selv om tonen virker lidt gammeldags i det mere nutidige miljø, så fungerer det faktisk; og så får “The Bibliophile” en ganske god lille twist til side, med lidt kreativ udnyttelse af filosofihistorien.

Strømsholt har skrevet “Devouring Darkness Hovers”, en irriterende overskruet titel, men indholdet viser endnu engang, at han kan noget. Forklaringen på det hele er måske ikke min kop te, men det ændrer ikke ved, at Strømsholt har en særlig fingerspidsfornemmelse for Lovecrafts omstændelige form for horror, og han forstår at fokusere på de detaljer, der lige præcis virker til at sætte fantasien i gang.

Clore har en forkærlighed for sprog, hvilket er tydeligt i “The Dying God”. Bedst bliver det i de sekvenser, hvor han tager det store overblik og simpelthen fortæller læseren, hvad der er sket – her formår han at ramme en næsten livlig udgave af Lovecrafts floromvundne prosa, og det er ganske læseværdigt. Det vakler lidt mere, når han zoomer ind på de enkelte personer og fortæller mere konventionelt – det virker næsten forstyrrende og begår den fejl at vise læseren for meget.

De to noveller, der især er blevet hængende i min hukommelse efter endt læsning, er “The Door to Nowhere” af Blake Wilson og “The Jest of Yig” af Don Webb. Wilson bruger det stærke billede af en dør langt væk fra alting – en dør, der ikke kan åbnes, med mindre…
Jeg tror desuden, at det er mere eller mindre eneste historie, hvori folk rent faktisk bander.

Don Webb fortæller historien om en new age-forfatter, der rummer en ganske god portion humor – af den bistre, sorte slags.

Generelt er historierne i “Eldritch Horrors: Dark Tales” af ganske høj kvalitet. Er man til Lovecraft, bør man (naturligvis) have fat i den. Jeg vil dog nok anbefale, at den læses i mindre portioner, for omgangen med kildematerialet er næsten for tro mod oplægget, og læser man det fortløbende, kan de enkelte historier godt flyde lidt sammen. Hver for sig er de gode – der er ingen noveller, der fremstår som dårlige, men på den anden side er der heller ingen, der fremstår som skæve eller mere legende, som f.eks. “Tilfældet HP Lovecraft” gjorde i “Fra skyggerne”. Den lille smule krydderi ville have løftet samlingen det sidste stykke.

© 2009 Horrorsiden.