Horror.dk, redigeret af Mathias Clasen
Indrømmet – jeg er nok forudindtaget: jeg har været med til at lægge plads til alt det bonusmateriale, Mathias Clasen har udarbejdet på Horror.dk; jeg har en forkærlighed for noveller, og jeg brænder især for danske forfattere, der skriver i de fantastiske genrer; og så rummer Horror.dk blandt meget andet en novelle af min danske yndlingsforfatter. Så det er næsten givet, at jeg vil kunne lide bogen. Med andre ord: jeg kan lige så godt indrømme med det samme – jeg synes, det er en ganske eminent samling, der er blevet sendt på gaden her. I en novellesamling vil samtlige historier aldrig falde lige meget i ens smag, men der er dog ikke én her, jeg vil betegne som dårlig.
Antologien indeholder 12 noveller, alle skrevne af forfattere, der tidligere har udgivet horror – hvad enten de er gamle kendinge (som f.eks. Dennis Jürgensen og Peter Mouritzen) eller forholdsvis nye navne (som f.eks. Teddy Vork og Michael Kamp). Enkelte fortællinger er ældre historier, som ikke tidligere har været udgivet, men langt størstedelen er originale værker, fremstillet specifikt til samlingen. Clasen opstiller flere formål med bogen – for det første er det umiddelbare, at have en god dansk horrorantologi ved hånden, for det andet at erstatte de noget ældre værker, som er det eneste, diverse undervisere har adgang til. Første formål opnås uden problemer – det er ren læselyst; det andet formål er naturligvis sværere, fordi man så placerer samlingen ved siden af en masse klassiske fortællinger som Abehånden og deslige (som jo så til gengæld også er blevet udgivet utallige gange på dansk). Horror.dk er en nutidig antologi, som for f.eks. skoleeleven anno 2008 vil være et noget mere vindende bekendtskab end de klassiske samlinger. Der er en grund til, at klassikerne er klassikere, men ofte er de ikke den bedste måde at møde genren på, især ikke hvis de er af ældre dato.
Men indholdet… det kunne der siges meget om, men jeg vil nøjes med en hurtig gennemgang af de 12 noveller.
Bjarne Dalsgaard Svendsen indleder med den ganske lange ”Utopia – en horrorhistorie i tretten billeder” – om end jeg ikke er så vild med slutningen, så er den forbløffende velskrevet og målrettet. Både Erwin Neutzsky-Wulff og Peter Mouritzen bidrager med ganske korte indlæg – Mouritzen med mest held i sin drømmeagtige Tommy Dummy, mens ENWs har en god vinkel og en klassisk ide, men virker sært uigennemført.
De nyeste navne i antologien – Vork, Kamp og Evytt – har alle leveret teknisk veludførte noveller, som rummer et visuelt element, der nok skulle tiltale de yngre læsere, som er flasket op med horrorfilm. Det gør dem muligvis ikke til favoritter blandt de ældre, mere vante læsere, men de er en vigtig del af helheden. Personligt var jeg dog lidt skuffet over især Vorks novelle ”Delilas lokker”, der rummer masser af ideer og en perfekt udført tekstside, men i mine øjne mangler lidt plot (men det er nok, fordi jeg netop har læst hele Vork debut-novellesamling Hvor skyggen falder og har skruet helt op for forventningerne).
Veteranen Dennis Jürgensen leverer også en af samlingens bedste med ”Nattog”, der over sine fyrre sider formår at fortælle flere typer horror-historier og så endda drejer kniven til sidst. Et par andre kendte navne, Kenneth Bøgh Andersen, Hanna Lützen og til en mindre grad Jacob Hedegaard Pedersen, har skrevet historier i ganske klassiske former, der er vellykkede, men blegner lidt i selskabet.
Bernhard Ribbeck, der ellers især har begået sig inden for science fiction, har skrevet ”Var er et stort ord”, der rammer sin helt egen tone i en god blanding af virkelighedsnær thriller og horror. Og mindst lige så ulig alt andet er Christian Hauns ”Jeres søn” – den kræver måske to gennemlæsninger, som Clasen skriver, for at grave uhyggen frem, men til gengæld sprudler den mere end de andre tekster og efterlader masser af rum til, at historien kan vokse videre i læserens hjerne af sig selv.
Alt i alt er Horror.dk ikke til at komme uden om, hvis man er til horror – og slet ikke, hvis man ønsker at vide, hvad der rør sig på den danske scene. Forfatterne griber til en række vidt forskellige virkemidler for at gøre lige præcis lille leverpostejsdanmark til et foruroligende sted, og det lykkes eksemplarisk. Der er flere forfatterskaber her, som jeg skal have genopfrisket mit bekendtskab med.
Som det fremgår af såvel forlagsnavn, bagsidetekst og skriftstørrelse, er Horror.dk en børne- og ungdomsbog, og sådan er den da også rubriceret i lektørudtalelsen. I modsætning til den anden professionelle skribent i samlingen, Dennis Jürgensen, er jeg imidlertid ikke børnebogsforfatter, hvorfor jeg valgte at skrive med let hånd.
Min historie kan således næppe undgå at falde lidt ved siden af i en antologi, der – bortset fra i de to nævnte tilfælde – er baseret på, at børn skriver for børn, en prøvet taktik, der ofte opfattes som stimulerende og pædagogisk af dansklærere. Det er da også nok mest i en undervisningssituation, den har sin berettigelse.
Interessant indstilling til projektet, må jeg sige.
I den forbindelse kunne det være interessant at høre, hvordan du definerer “professionel skribent”? Eller børne/ungdomslitteratur? Ja, “børn”, for den sags skyld?
En professionel blikkenslager er en person, der lever af at være blikkenslager. Definitionen på en professsioel forfatter kan du så måske regne dig frem til.
Børne- og ungdomslitteratur henvender sig overraskende nok til børn og unge (læs teenagere). Den udkommer på børne- og ungdomsforlag som Tellerup og katalogiseres som sådan af bibliotekarer (jævnfør lektørudtalelsen) ud fra skriftstørrelse og sprogbrug.
Jeg prøvede at forklare mit aktuelle valg af stil, men burde måske have anet, at det ville resultere i den sædvanlige fornærmethed over for voksenlitteraturen og de dumme voksne generelt. Glem det! Skulle du være fyldt de tyve og stadig læser denne type bøger, er det faktisk helt i orden med mig …
Personligt synes jeg, at Peter Mouritzen er en super prof blikkenslager – for at blive i terminologien ;)
Jeg er ikke specielt fornærmet over noget – jeg nyder at læse både voksen- og børnelitteratur. Modsat nogle andre henlægger jeg ikke automatisk noget til en af de to grupper ud fra genren. Ejheller gør jeg det til betydende for bogens litterære kvalitet, hvor den hører hjemme.
Det, jeg studsede over, var, at det på mig virkede, som om du tog afstand til samlingen og dit eget bidrag til den. Det ville du naturligvis være i din gode ret til, men det ville stadig være pudsigt i mine øjne.
Grunden til, at jeg udbeder mig dine definitioner, er naturligvis, at der så vidt jeg kan se er flere professionelle skribenter i samlingen – Dennis Jürgensen, Peter Mouritzen, Kenneth Bøgh Andersen, Hanna Lützen, Christian Haun ved første blik.
Af samme grund ville jeg naturligvis gerne vide, hvad du mente med børn – altså hvilke noveller, der i dine øjne er skrevet af børn.
Personligt synes jeg, at en af styrkerne ved Horror.dk er, at den (rent biblioteksmæssigt) kan placeres i både ungdoms- og voksenafdelingen.
Som en bibemærkning må jeg sige, at jeg som bibliotekar aldrig har katalogiseret en bog efter skriftstørrelse – lige bortset fra MagnaPrint-bøgerne :)
Det var slet ikke gået op for mig, at Horror.dk var en børne-/ungdomsbog :)
Heldigvis betyder det vel bare, at gode historier kan læses uanset alder.
Altså, jeg vidste godt, at den kan bruges i skoleundervisningen, men synes bestemt også den kan nydes af voksne.
Jo jo – det er en ungdomsbog fordi novellerne foregår i nutidsmiljøer. Det siger lektøren nemlig :)
Erwin Neutzsky-Wulff er et menneske, som ikke kan lide andre mennesker. Det forstår man, når man læser hans uredigerede, tommetykke bøger. Og det er aldeles okay. Det, der imidlertid altid har undret mig – jeg har læst (nogle af) hans bøger og (en del af) hans læserbreve gennem mange år – er, i hvilket omfang han udbasunerer sit had til … alle andre. I dette forum foragter han børnebogsforfattere – i andre forummer – eller fora, som Wulff selv ville have skrevet – foragter han humanister, litteraturforskere etc. Han foragter kort sagt alle. For alle er – ikke blot mindre begavede end Wulff – men decideret dumme. Og det skal de have at vide. Hele tiden. Og derfor er Wulff aldrig blevet accepteret som forfatter – fordi han siger sandheden – og dén sandhed kan små, usle, smilende danskere ikke kapere. Mener Wulff. Vi andre, som læser rigtig litteratur har en opfattelse, der er en anelse anderledes. Vi ser – når vi skimmer Wulffs makværk – alle de sprogfejl, han laver, den elendige disponering af romanstoffet (hvis der er et sådant), stavefejlene, den knapt nok studentikose brug af det engelske sprog, etc. Vi ser en fusker. Vi ser en fantast, der i sin egen guruagtige indbildning – og han skal såmænd nok have forført den lille halve snes halvgamle, småovervægtige grupier, han omgiver sig med, til at mene, at han er en guru – er en, hvis man skal være venlig, i det højeste middelmådig skribent, en filosofisk fusentast, et lingvistisk lallehoved, en nar, kort sagt.
Hvis han havde været en Martinus eller en Swedenborg, havde man kunnet holde af ham på hans egne præmisser – på samme måde, som man holder af et barn, der siger tossede ting og derefter gerne vil applauderes – men det er han ikke. Wulf er en gammel mand, der aldrig har fået den anerkendelse, han så inderligt tragter efter – igen fordi han er en middelmådig skribent og en ubegavet tænker – og derfor bliver han mere og mere ond. Det tragiske er jo så, at han ikke indser dét, som vi andre ser så foruroligende tydeligt – at hans gemenhed, hans ondskab, hans undersætsige grimhed bunder i en aldeles forståelig, personlig usikkerhed.
Wulffs livsværk – so far – er en række klepperttykke bøger, som igen er sprogelendige manifester af misforstået filosofi, religionshad og yderst slet formuleret dumhed. Mere end én gang, når jeg har læst Wulff, er jeg kommet til at tænke på Mein Kampf – ikke fordi Wulff er nazist – slet ikke – men fordi Hitlers brovtende og stupidt idiotiske udlægning af Kant, Schopenhauer m. fl. minder en anelse om Wulffs udlægning af sine påståede læsninger.
Jeg er ked af det, Wulff – og jeg ved, at du foragter venlighed – men jeg vil trods alt være så venlig at skrive, at du da i det mindste har forsøgt. Din flid kan ingen bestride. Dit intellekt er straks sværere at få øje på. Men dit had og din foragt gror. Stedse. Du kan ikke lide nogen. Og ingen kan lide dig. Skal det virkelig være dit testamente? Think about it.
Mig bekendt har jeg ikke nedgjort ungdomsbøger, blot konstateret, at HORROR.DK er en sådan (hvad den da også er blevet katalogiseret som af bibliotekerne) som forklaring på den stil, jeg har valgt, eftersom dette åbenbart undrede. Hvis nogen gør sig skyld i en sådan nedgørelse, må det vel være de læsere af denne litteratur, der af en eller anden grund ikke vil være ved, at de er det.
Det mest barnlige er for mig at se de hysteriske anfald i den forbindelse. Som dog måske i Bjarne Dalgaard Svendsens tilfælde burde føre til et besøg hos en psykiater.
Hvad min egen anerkendelse eller manglende sådanne angår, har udnævnelsen af min sidste bog i Politiken til ”et hovedværk i dansk litteratur” og de årlige sekscifrede arbejdslegater fra kulturministeriet nu nærmest den virkning at gøre mig usikker på, om jeg rent faktisk er så kontroversiel og banebrydende, som jeg gerne selv vil tro. Men sådan har vi det jo så forskelligt.
Arh, ENW, det ér sgu lidt strengt at kalde de øvrige ti forfattere for børn (“børn skriver for børn”) på en så åbenlyst nedladende måde. I øvrigt, hvad angår dette med de “professionelle skribenter” kan man jo kaste et blik på oversigten over årets modtagere af biblioteksafgiften (http://www.bs.dk/showfile.aspx?IdGuid={F637948B-6ED9-4E5A-814A-2DA7C87920B1}). Det vil heraf fremgå, at adskillige af de medvirkende forfattere er “professionelle” (hvilket i øvrigt intet siger om kvaliteten af de “ikke-professionelle” bidragyderes historier).
“Børn skriver for børn” var en generalisation – at dømme ud fra stilen er der nok i det aktuelle tilfælde snarere tale om, at unge skriver for unge. Men tak for opklaringen af, hvad det er, der har såret Bjarne så dybt (hvilket jeg beklager).
Modtager af biblioteksafgiften er enhver, der har ophavsretten til en bog – også selv om den f. eks. er udkommet på eget forlag. Om du opfatter “professionel” som et plusord eller ej, ændrer naturligvis ikke ved den leksikalske definition.
Din profession er det, du ernærer dig ved. Og når nu Bjarne har været så “venlig” at rådgive mig, kan jeg måske – som professionelt skrivende – gengælde høfligheden ved at sige til ham og de ni andre skønånder: Don’t quit your daytime job!
“Don’t quit your daytime job!”… Proverbet du ledte efter var vist Don’t quit your day job, fjols.
Undskyld, Hr. Neutzsky-Wulff, men kan det ikke være komplet underordnet hvem der er ‘professionelle skribenter’, når deres bidrag til antologien – som du selv på en eller anden måde har retfærdiggjort – ikke nødvendigvis bærer præg af lige netop den titel?
Og jeg tror ikke, at Hr. Dalsgaard Svendsen blev såret. Tværtimod. Han studsede bare, som de fleste nok gjorde det, over at du fandt det nødvendigt retfærdiggøre din teknisk set indholdsmæssigt underlegne historie (som jeg personligt synes er ret god) ved at angribe selve antologien – og i samme vending de andre forfattere. Du kunne trods alt have forklaret hvorfor kortfattethed understøtter gyserelementet i din historie, eller noget i den stil.
Det føles en smule sært, når man som fan ser en yndet forfatter sætte sig selv over de ting, han eller hun deltager i.
“Dont quit your daytime job” er, som en hurtig googling vil godtgøre, en ganske almindelig vending. Det ved Christian ikke, og det skal være ham tilgivet. Men “fjols”?
Det studser man imidlertid ikke over, ej heller Bjarnes alenlange tilsvining. Så kan det egentlig undre, at man mistænker, at man er kommet ind i en børnehave?
Nu har jeg ikke tid til at gå ind i den store diskussion, desværre, men den “hurtige googling” fik min bibliotekarsans til at dirre.
De 26.000 hits på “Don’t quit your day job” tyder på en ganske almindelig vending.
De 411 hits for “Don’t quit your daytime job” tyder ikke på en ganske almindelig vending, de tyder på en ganske almindelig fejl.
ENW, du lægger ud med at antyde, at B&U-litteratur i almindelighed er inferiørt, at B&U-forfattere i almindelighed er inferiøre, at Horror.dk er en inferiør bog, og at de øvrige 10/11 forfattere er inferiøre. (Det er i hvert fald det indtryk, man sidder med efter at have læst dit første indlæg — og som professionel skribent må du dog have ordet så meget i din magt, at det ikke er et tilfælde, at man sidder tilbage med den følelse.) Det kan sgu da ikke komme bag på dig, at det pikerer nogle mennesker …
Daytime
Adjective
happening during or appropriate to the day; “a daytime job”; “daytime television”; “daytime clothes”
WORDNET 2.0 Copyright 2003 by Princeton University.
Utroligt, så mange fjolser der er på Princeton, ikke? Og nu har jeg altså faktisk ikke tid til at lege mere.
Mange Hilsener
Erwin
Sad også her med tics/tiks/chiks/chjiks…
Google er en venlig og rummelig fritekstsøgemaskine, som minder os om at man aldrig er ene om at tage fejl. Der er altid nogen der er mindst lige så dum som en selv!!
Nogle er måske grundlæggende dummere end gennemsnittet og dem bør man lade være i fred i det hjørne de selv har øffet sig ind i.
Folkene på Princeton er uden tvivl ganske kloge. Du vil bemærke, at de heller ikke udtaler sig om udtrykket “quit your daytime job”, som vi diskuterer her.
Det kan godt være, at snabelen føles som en slange, men bare fordi den blinde mand siger, at den er det, bliver elefanten ikke mindre elefant af den grund.
Når “daytime job” er korrekt engelsk, er “quit your daytime job” det naturligvis også. Der er altså ingen grund til skældsord.
Det er da rent ud utroligt, at halvvoksne mennesker opfører sig som børn, der holder vejret! Hvilket naturligvis blot endnu en gang bekræfter mig i, at Internettet er for folk, hvis meninger offentligheden er så uinteresserede i, at det, der endelig kommer i bloggens lokumsspand, er en frustration grænsende til sindssyge.
Enig! Find lige et andet sted at skide!
Skældsord? Elefant?
Nej, din tosse : )- ungdomsbogsforfatter!!!
Nå, endelig lidt tid til at læse alle kommentarerne igennem og komme med mine egne indspark – i stedet for blot at drille ENW. Nu er det muligt, at han har forladt bygningen, men det må jo være, hvad det er.
@ Bjarne Dalsgaard Svendsen
Nu er jeg jo meget høflig og velopdragen, så jeg ville nok ikke sige det samme som dig. I al fald ikke lige så velformuleret. Så jeg vil nøjes med at sige, at jeg tror, du har ret.
@ Nicolai C
Du har såmænd også ganske godt formuleret min oplevelse af ENW. Efter tidligere at have oplevet ham i troll-mode tror jeg heller ikke, at jeg i dag kunne læse en af hans bøger – personen ville simpelthen stå i vejen. Sørgelig, for jeg har såmænd ganske gode minder om nogle af hans ældre værker.
@ ENW
Du stormer ind og pisser i hjørnet, hvorefter du får et hysterisk anfald, når folk ikke lovpriser de mønstre, du har lavet på gulvet. Hvor meget du end forsøger at fremstille andre folk som fornærmede, og hvad ved jeg, er det dog i sidste ende kun dig selv, der fremstår som skingrende og (ærligt talt) lidt pinlig.
Det lader ikke, som om du vil stå inde for dit eget bidrag til antologien og derfor råber op om, at alle andre er idioter. Ud fra din egen definition er der adskillige professionelle forfattere i samlingen, men du holder krampagtigt fast i forestillingen om, at du er den eneste. Det ville være interessant at høre dine begrundelser for, at de andre forfatteres noveller åbenbart er så ringe, at de ikke skal sige deres faste arbejde op (hvilket jo så er en besynderlig holdning, eftersom flere af dem er professionelle skribenter). At høre dig skingre i stedet for at argumentere er ikke interessant, det er anstrengende.
Ja, det er rigtigt, at Politikens filmanmelder kaldte din sidste bog for stor litteratur (hvilket der forresten er en sjov diskussion af på http://luftskibet.information.dk/sandkassen/en_af_de_storste_boger_nogensinde). Vi kan sagtens se på, hvordan Politikens litteraturanmeldere har behandlet dine tidligere værker, men jeg formoder, at din læsning vil være tendentiøs som sædvanlig – når folk kan lide skidtet, har de set lyset; er de ikke overbeviste erwinister, må de være en del af det litterære parnas, der forfølger den stakkels forfatter.
Har du overhovedet læst Horror.dk?
Der er ikke noget som en bog. Du kan have den med overalt, og hvor som helst du vælger at åbne dem, springer en fantastisk blomst ud.
Det kan være et liv eller en verden. I et atlas kan du finde dit sted – det er ikke tilfældigt at børn opgiver deres adresse til Danmark, Europa, Jorden, Universet.
I leksikonet kan du finde alting. Fra jeg var ganske ung, var det min ambition at finde mig selv der – og vel at mærke ikke i en håndbog eller et værk i tyve bind.
I et etbindsleksikon i lommebogsformat, hvor der stod fjorten linjer om Napoleon, skulle der stå fire om mig. Den dag, denne drøm gik i opfyldelse, boblede det i maven.
Så på sin vis forstår jeg godt BLOGS og FACEBOOK, samtidig med at jeg forbander dem langt væk, for de har forvandlet den raske gut, der vil blive til i verden, til et selvhøjtideligt flæb. Nettet er virkelig et net, en lydtæt hvælving.
Ingen og intet slipper ud i verden. Det er som sagt forståeligt, for leksikonet er nådesløst, der kan ikke argumenteres med det.
Du er, eller du er ikke.
BATHOS #81
Bare rolig – du vil blive husket…
Jeg blev for resten interviewet af en TREKKIE på DANCON til deres blad SUBSPACE, der sendte mig ikke blot det pågældende nummer, men også det følgende. Men nu kommer det morsomme: Jeg gav blandt andet uhyre udiplomatisk udtryk for, at jeg ikke anså STAR TREK for at være rigtig science fiction, men derimod SPACE OPERA, eller som jeg udtrykte det: SOAP IN SPACE.
Ikke desto mindre blev jeg hverken sammenlignet med Hitler eller fik at vide, at jeg var analfabet, og at min kone (ligesom alle andre) hadede mig. Nu er det så, jeg gerne vil vide: Er TREKKIES ikke sådan RIGTIGE fans?
Nej, Zenia, nu må du ikke være hård ved Erwin – han har lige erkendt, at han er blevet “et selvhøjtideligt flæb”.
Hr. Neutzsky-Wulff,
Det var dog besynderligt. Du må da selv kunne se, at ingen her trækker linjen mellem “rigtig fan” og en, der rakker ned på dig. Tonen i diskussionen er en, du selv har sat; du lagde ud med at lægge både antologien og de tilknyttede forfattere under dig, og har sidenhen fejet al kritik til side ved at stille dig uforstående. I kraft af din position som professionelt skribent, må det da også være ganske åbenlyst, at det er sådan det hænger sammen. Ikke sandt?
Det er meget påfaldende, at du lægger stor værdi i et par linjer i et leksikon. Det kræver ikke en psykolog at se, at man må kunne få forfærdeligt ondt i rumpen, hvis man er nødt til at lede efter sit eget værd i lærebøger. Men fred være med, at du får dine kicks på den måde — det har bare begrænset relevans for resten af os; dine fans og dine medmennesker. Tror du ikke det ville pynte, hvis du i et kort øjeblik tog stilling til de spørgsmål, folk kommer med, og ikke i stedet blindt går ud fra at alle er efter dig? Det har i hvert fald ikke skabt en frugtbar debat indtil videre. Pinligt komisk og underholdende, men ikke frugtbar.
I øvrigt,
“I leksikonet kan du finde alting. Fra jeg var ganske ung, var det min ambition at finde mig selv der – og vel at mærke ikke i en håndbog eller et værk i tyve bind.”
Netop. Neutzsky-Wulff, skriver du kun bøger for at andre skal se hvor god du er? Hvad med at skrive en god bog for at give folk en på opleveren?
Ja de er sure, sagde ræven …
Touché.
Det var da – omsider – en indrømmelse. Over and out.
Hvis jeg lige må citere på vegne af Nicolai C:
Irony
Noun
S: (n) sarcasm, irony, satire, caustic remark (witty language used to convey insults or scorn) “he used sarcasm to upset his opponent”; “irony is wasted on the stupid”; “Satire is a sort of glass, wherein beholders do generally discover everybody’s face but their own”–Jonathan Swift
S: (n) irony (incongruity between what might be expected and what actually occurs) “the irony of Ireland’s copying the nation she most hated”
S: (n) irony (a trope that involves incongruity between what is expected and what occurs)
Åh, de Princeton-folk, de er fulde af spas.
Nuvel. Man får jo helt lyst til at fatte pennen og deltage i diskussionen. Det har jo været både ganske morsom samt hændervridende og tåkrummende pinlig læsning at følge den tråd – lidt ligesom at se en Wes Anderson-film.
Jeg vil dog i det følgende forsøge ikke at kaste med for meget mudder. Jeg er ikke indehaver af synderligt meget mudder og har som sådan intet personligt forhold til nogen af dem, der har indlæg i debatten – på trods af, at jeg engang er blevet sammenlignet med Erwin Neutzsky-Wulf (ved min debut i 1995 mente en eller anden, at Erwin og jeg var Danmarks eneste moralister), indehaver af et nummer af Bathos og læst det meste af Bjarne Dalsgaard Svendsen novelle i Horror.dk – og som nybagt barnefader, blev jeg jævnt forundret over hvor enkelt det kan være at få et spædbarn til at falde til ro – her har vi andre gennem lange tider prøvet med sutter, nye bleer og vuggeviser.
Dermed også indrømmet: Jeg har ikke læst hele antologien endnu.
Men for at komme frem til mit indlægs kerne, dvs. udenom diskussioner om at være professionel (og dog – jeg vil gerne fremhæve, at jeg er professionel forfatter, da jeg følger definitionen på ’professionel’ fra Politikens Nudansk Ordbog (godt nok anno 1990, men alligevel): Professionel – erhvervsmæssig; dygtigt udført; udført fagmæssigt. Jeg har så også en bibeskæftigelse som professionel folkeskolelærer (37½ time om ugen plus det løse) og professionel foredragsholder (5-10 arrangementer årligt). Det er hele tre i en – de fleste forfattere har vel mindst to professioner (det skrevne ord og det talte) og en del har vel et tredje mere civilt erhverv som f.eks. journalist eller ansvarsløs redaktør) og hvilke engelske gloser og vendinger, der måtte være relevante at benytte sig af i givne situationer. Det jeg finder langt mere interessant – og her må jeg gribe fat i Erwins tidligste indlæg – er diskussionen om, hvorvidt ’børnelitteraturen’ er ’voksenlitteraturen’ underlegen. Erwin får jo på sin vis indikeret, at han bevidst har sløset med sin novelle, da det jo ’blot’ var børne- og ungdomslitteratur. Det er nok desværre ikke en holdning, som Erwin er alene om. Hvordan kan det dog være – og er det stadig sådan?
Og endvidere – hvordan kan det være, at gys, sci/fi og fantasy i den danske bevidsthed og forlagsverden primært er at betragte som genrer, der henvender sig til børn og unge? Stinker det hele så meget af overgangsrite, at alt fra Stephen King og Tolkien til Dennis Jürgensen og Kenneth Bøgh Andersen skal placeres på børnebiblioteket og udgives med henblik på et ungdomspublikum?
PS: Dadl nu ikke Erwin for gerne at ville være en artikel i et 1-bindsleksikon. Det er ganske forståeligt. Han er blot – ligesom mange af os andre – bange for døden og glemslen. Jeg må da gribe i egen barm og erkende, at der er da også kun en gyldig grund til, at jeg skriver. Den blev mig åbenbaret i en oldtidskundskabstime på gymnasiet, da der blev doseret over den oldgræske tanke om udødelighed: Man er udødelig så længe nogen husker én og éns gerninger. På trods af, at jeg fra barns ben har skrevet uhæmmet, gik det op for mig i det øjeblik, at der vitterligt kun var en grund til at gøre noget ekstraordinært – som f.eks. at skrive bøger – netop dette ikke at blive glemt og derfor forblive udødelig. Så derfor Erwin, godt gået! Nu gælder det andet oplag.
Og lige fokuspunkterne igen. Jeg vil gerne høre lidt om følgende:
1) Er børnelitteraturen voksenlitteraturen underlegen?
2) Opfattes gys, sci-fi og fantasy primært som genrer, der henvender sig til børn og unge og hvordan kan man evt. ændre på den opfattelse?
Tak for fokus. Jeg venter spændt på svar på spørgsmål no. 1.
Ang. den filosofiske vinkel. Tror ikke at alle forfattere skriver for at blive husket. Tror at nogen skriver for at mærke at de er til.
Hej Jacob
Er lige hurtigt forbi, men vender tilbage senere. Forhåbentlig har jeg udtrykt, at jeg er glad for børnelitteratur, ellers kan jeg hurtigt understrege det. Lige nu vil jeg blot citere Tor Åge Bringsværd, som jeg interviewede for et par år siden:
“Jeg ser ikke den store forskel på at skrive børnebøger og voksenbøger. Jeg tager børnebøgerne lige så alvorligt, og jeg har lært rigtig meget af at skrive for børn. Det at skrive for børn er lige så klogt og lødigt som at skrive til voksne – de har bare få referencer. De har oplevet for lidt, de har et mindre ordforråd. Men hvis man tager hensyn til det, så lærer man at vaske sproget – fri af al det slang, al det voksne… alle de voksne, akademiske ord. Jeg kan godt lide et nøgent sprog, jeg synes, det er mere poetisk end sådant en akademisk fremmedordspræget sprog.”
Som en af de få danske gyserforfattere, der ikke er med i Horror.dk, har jeg fulgt denne debat, siden Hanna Lützen sendte mig et link til den i sidste uge, med en sær blanding af latter og gru.
ENWs svadaer gider jeg ikke spilde tid på. Men nu begynder debatten pludselig at handle om noget, som faktisk er interessant, og så vil jeg da gerne give mit med.
Jacob Hedegaard Pedersen sætter et to punkter, men debatten rummer faktisk tre:
1) Er børnelitteraturen voksenlitteraturen underlegen?
2) Opfattes gys, sci-fi og fantasy primært som genrer, der henvender sig til børn og unge og hvordan kan man evt. ændre på den opfattelse?
3) Skriver forfattere for at opnå udødelighed (evt. gennem leksikon)?
–
Det første punkt har jeg ikke så meget at sige til. Andet end, at mange opfatter det sådan. Jeg gør ikke, men jeg er også i tvivl om voksne ikke langt hen ad vejen bare er børn, der har mistet deres fantasi. Eller i hvert fald en eller anden smidighed til på stedet at sætte sig ind i et helt andet univers, hvor ting – vi alle ved og har lært, ikke kan ske i virkeligheden – sker.
2) Det er et lokalt fænomen, tror jeg, at gys/horror opfattes som børne-ungdomslitteratur. Der findes oceaner af horror i USA f.eks. rettet mod et voksent publikum. Der er overvægt af krimi-gys, gerne serie-mord, ja, men der er også meget overnaturligt at finde. I Danmark har især Dennis Jürgensens succes nok været med til at skabe denne opfattelse af genren.
Jeg har selv følt at jeg skrev til et lidt ældre publikum og brugte i starten af min karriere meget tid på at forklare folk, at gys ikke nødvendigvis var til børn eller unge. At man ikke behøvede at se længere væk end til biograferne for at se, at genren talte til et publikum, der – for at bruge ENWs nedladende ord – ‘er fyldt 20′.
Jeg tror, at genren i sig selv med alt det væmmelige blod og uhygge er svær at acceptere for ‘dannede’ og ‘pæne’ voksne mennesker. Det er et pinligt skær af perversitet – også selvom det kan være misforstået – over genren. Jeg tror, vi alle, der har arbejdet med gys, har skullet forklare igen og igen, at vi ikke er onde mennesker af den grund. Gys er noget grimt og væmmeligt, som mange gerne vil distancere sig fra.
Jeg tror den bedste måde at ændre det på er at skrive mere målrettet til voksne. Droppe skolebørn i hovedrollerne. Den slags.
Men jeg synes i øvrigt, at det er lige så uheldigt, at gys/horror bliver regnet for en af ‘de fantastiske genrer’. Der er selvfølgelig steder hvor genrerne overlapper, men som jeg opfatter gys/horror er hele afsættet, hele formålet, hele konceptet forskelligt fra både fantasy og sci-fi, mens eneste fællesnævner er, at det ikke er realisme.
Punkt 3. Jeg forstår ikke tankegangen med at skrive en bog for at opnå udødelighed på den ene eller den anden måde. Hvad vil I dog med det?
Jeg selv skriver af en eneste grund: Jeg kan ikke lade være. Det er det, jeg må, det er det, jeg føler, er formålet med, at jeg er her i verden. At fortælle historier. Om folk husker historierne eller mig, når jeg engang er død og borte, det kommer ikke rigtig sagen eller mig ved.
Der er utvivlsomt flere, modsatrettede strømninger på spil. F.eks. medvirkede den fantastiske fortælletradition fra meget anerkendte børnebøger i engelsk litteratur (Lewis Carroll osv.) i generationer til at fantasy i bred forstand var mere ‘spiselig’ end f.eks. science fiction. B&U-bølgen fra Harry Potter og frem har været med til at gøre det legitimt for voksne at læse B&U-bøger (og inden for fantasy byder f.eks. Philip Pulman og Jonathan Stroud jo ofte på mere originalitet og bedre læseoplevelser end meget af det der markedsføres til voksne) – men omvendt har denne bølge været med til at cementere en opfattelse af fantasy som noget for børn og unge, hvilket jo også fremgår af at egentlig voksen-fantasy med enkelte undtagelser ikke bliver oversat til dansk. Billedet er ikke helt det samme for science fiction og horror, men jeg tror Steen har ret i at det findes en særlig dansk opfattelse af gys som noget for unge.
Ja, så vil jeg da også blande mig i det gode selskab.
Ang. punkt 1 – jeg er slet ikke i tvivl om, at børnelitteratur i brede kredse betragtes som underlegen. Den slags bøger ’tæller’ ikke rigtig med i et litterært selskab. Men det hænger nok meget sammen med punkt 2.
Ja, gys, sci-fi og fantasy opfattes som hovedsageligt rettet mod børn. Jeg tror, det er et udtryk for, at genrerne er svære at forholde sig til, hvis ikke man har bevaret en god portion af sin fantasi og umiddelbare accept af en fantastisk virkelighed.
Stephen King skriver jo selv, at er man først begyndt på at skrive horror, så er man for altid udelukket fra det gode selskab. At så skriver man ”underholdning”, ikke ”litteratur”.
Vi kan sikkert nemt blive enige om, at det er et udtryk for litterært snobberi, men hvis det er holdningen rundt omkring, så er der nok ikke så meget at gøre ved det.
Personligt rager det mig langsomt, om andre mennesker ser ned på de bøger, jeg skriver. De var alligevel ikke i målgruppen.
Ang. 3.
Forfattere skriver vel, fordi de ikke kan lade være og mener, at andre mennesker får noget ud af at læse det, de skriver.
Jeg glæder mig i hvert fald til at stå på bogmessen, mens tusinder af teenagepiger skriger mit navn og vifter med deres trusser. ;-p
Det kunne være man skulle lære at spille guitar i stedet. :o)
Jeg tror heller ikke, der er tvivl om, at børnelitteraturen regnes for underlødig af mange – og kan nok heller ikke undsige mig for selv at have gjort det. Nu er jeg jo så heldigvis blevet gift med en børnebibliotekar og er ad den omvej kommet til at (gen)læse en del.
Apropos Bringsværd tidligere kendetegnes børnelitteraturen vel ved, at der kan forventes færre forudsætninger fra læseren… hvilket vel blot stiller endnu større krav til forfatteren. Det giver ikke historierne mindre power.
Den har en vis lighed med science fiction, i og med at man ofte kan få folk til at læse det, hvis de ikke ved, hvilken etiket bogen har. Jeg ved, at Zenia (i kraft af at være en lusket børnebibliotekar) ofte har udstukket børne/ungdomsbøger til voksne læsere, der er kommet begejstrede tilbage. På samme måde kan vi se værker blive voldsomt godt anmeldt, når de ikke betegnes som sf (af en eller anden grund er det især alternate history lige for tiden).
Hmmm, det kunne være interessant at udstikke et skæringspunkt, hvor fantastisk litteratur kræver for store forudsætninger (at have læst genren før) til at blive “mainstream”.
For en ordens skyld skal det nævnes, at Steen Langstrup naturligvis burde have været repræsenteret med en novelle i Horror.dk. Beklageligvis havde Steen ikke tid til at skrive et bidrag til antologien.
Nu skrev Michael Kamp lige samtidig med mig – og mindede mig om, at jeg læste lektørudtalelsen til den nye Stephen King, Duma Key. Heri betegnes King som “kultfænomenet”, hvilket i mine øjne er noget afgrænset og ja, uden for det gode selskab. Men King er sguda en superpopulær forfatter – hvis ikke han skrev horror, ville der have stået bestsellerfænomenet :)
Da jeg udbad mig mere fokus på et par interessante punkter i diskussionen, regnede jeg ikke med, at jeg selv ville komme til at bryde med dette fokus, men ikke desto mindre vil jeg dog benytte lidt tid på at kommentere på Steen Langstrups tredje punkt – om at skrive for udødelighedens skyld. For selvfølgelig er den dinglende pris for enden af livsbanen da ikke drivkraften her og nu. I så fald ville jeg sikkert være en elendigere forfattere end tilfældet er og jeg burde derfor have stilet efter at være blevet den blændende dygtige blikkenslager, Erwin nævnte for nogen tid siden. Derved kunne udødeligheden også være opnået (”Sådan blev det ikke lavet i Hedegaard Pedersens tid. Dengang kunne han sit kram” eller mere sandsynligt ”Gudskelov, nu holder det. Det var ikke som dengang Hedegaard Pedersen gik og lagde rør ind her”). Det handler vel i bund og grund om, at eftersom mennesket er det eneste dyr på planeten, der beviseligt kan tænke ud over sin egen livsbane, har vi alle en rodfæstet trang til at sætte spor både i nuet og for eftertiden.
Og nu tilbage til diskussionen…
“Jeg maler for at få fi**e.” – Jens Jørgen Thorsen
Det er jo det, jeg mener. Den slags kan jo, hvis man er uheldig, sætte sig en form for spor…
[...] kommentarsporet til min anmeldelse af antologien Horror.dk over på Horrorsiden foregår der netop nu en ganske god debat omkring, hvorvidt og hvorfor fantastisk litteratur og [...]
Jeg har lige rettet min tidligere kommentar, hvor der stod, at der ikke var tale om, at børnelitteraturen blev betragtet som underlegen. Der skulle naturligvis stå “tvivl” – ganske meningsforstyrrende fejl :)
Steen Langstrup synes, det er synd, at horror regnes for en af de “fantastiske genrer”, hvilket jeg egentlig finder underligt. Okay, i modsætning til sf og fantasy har horror den fordel, at den også kan bevæge sig uden for den fantastiske genre (men personligt foretrækker jeg nu horror med overnaturlige elementer).
Er der andre, som læser noget normativt eller på nogen måde negativt ind i udtrykket “fantastisk litteratur”? Personligt ser jeg det ene og alene som et udtryk for, at det er historier, som tillader sig at bruge elementer, der viser ud over den gængse virkelighed. Hvilket i mine øjne giver forfatteren flere muligheder i sine historier, hvilket så igen gør det hele lidt sjovere at læse.
Og så må Mathias i gang med en Horror.dk 2.0, så vi kan få Langstrup med :)
Grunden til, jeg ikke er så vild med, at horror/gys bliver regnet ind under ‘De fantastiske genrer’, er som følger:
1) Både Fantasy og Sci-fi foregår i verdener fjernt fra vores egen. Her er det selve universet, hvor historien fortælles, der ‘overnaturligt’ eller bare anderledes.
Horror/gys derimod foregår i en genkendelig, realistisk virkelighed, der undervejs i historien vrides af led og viser sig ikke at hænge sammen, som vi troede.
Fantasy og sci-fi er dermed et helt andet set-up, de er en invitation til at besøge en anden verden, mens horror angriber vores egen virkelighed/tryghed.
2) Horror/gys handler først og fremmest om at få læseren til at gyse. Det er en genre, hvis formål først og fremmest handler om at vække en bestemt følelse hos sit publikum og set på den led, har horror mere til fælles med spænding, komedier og selv porno, end med fantasy og sci-fi.
3) Horror/gys tolkes gerne gennem forskellige psykologiske fortrængninger, som den menes at spille på. Det ser man vist ikke med fantasy og sci-fi.
Som uprofessionel amatør forfatter vil jeg også have lov til at komme med min mening.
Jeg starter dog bagfra.
ad 3) Jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være. Deraf betegnelsen amatør – “af kærlighed”
I weekenden, genlæste jeg Ray Bradburys “A Sound of Thunder”. Ligegyldig hvad jeg gør, vil jeg efterlade et uudsletteligt indtryk på verden, om jeg huskes eller ej er underordnet. Både forsøget på at ændre verden og lade være, kan og vil have den modsatte effekt af det ønskede resultat.
Ad 2) Ændring? Tja Bumbumbum. Kenneth Krabat havde allerede spurgt mig om det samme og jeg har ikke noget svar
Opfattelse: I onsdags var der forfattermøde på science fiction antologien “i overfladen” som jeg er medforfatter på. Ni professionelle og ikke professionelle forfattere stillede op til en paneldiskussion og at svare på spørgsmål fra de fremmødte læsere. Vores opfattelse af os selv var gennemgående at vi tager vores “arbejde” seriøst, både indenfor selve genren og med genrekritikken. A Silvestris “whens the music’s over” svarer til dels på lige netop det spørgsmål. Massefremstillet overfladisk underholdning. Netop det modsatte af det vi ”amatører” vil udrette.
Det er ikke for børn.
Det er jo nok den opfattelse, at børns fantasi skal stimuleres mens de er små. Som voksen kan man så være kreativ, men indenfor bestemte rammer. Man skal opfylde konventionerne, ellers er man barnlig. Alligevel forfølges voksne af et ”hundehoved” eller nogle fantastiske bøger. Bestsellere som ligger langt fra børnelitteratur.
Ad 1) Nej. At skrive realistisk for voksne kræver efter min opfattelse ikke så meget som at skrive noget fantastisk for børn. Når man skriver noget realistisk, kan man bare se sig omkring og beskrive det synlige og lade det usynlige (meningen man vil skrive ind i det synlige) træde frem. Universet historien befinder sig i behøver ikke blive bygget op den findes i forvejen og eksisterer allerede i vores fælles hukommelse.
Det univers man opbygger for børnene skal stadig være troværdigt. Detaljerne i universet skal forklares uden at det bliver kedeligt. Når børn begynder at kede sig mens de læser en bog, går der to nanosekunder inden de kaster den væk.
Ad
amatør vs. professionel
Jeg har set meget professionelt udført arbejde som jeg ikke har været tilfreds med og kunne gøre (og har gjort) bedre selv. Dermed ikke sagt at jeg som amatør er bedre end en professionel.
At sige, at forfattervirksomhed er et håndværk, betyder at alle kan lære det, rent faktisk uanset talent herfor eller ej. Det viser historierne om folk der bliver tvunget ind i en uddannelse og lever ulykkeligt til deres dages ende. Det tror jeg til gengæld ikke på. Her henviser jeg til ”Levels of creativity” (fra “The nature of creative process” A. Taylor, (1959)).
Derudover vil jeg mene, at sekscifrede arbejdslegater fra kulturministeriet ikke burde medregnes som indtægt for professionelt udført arbejde, men som et tegn på at man burde arbejde noget mere med sit materiale så man ikke behøver at tage et fast dagarbejde for at overleve, og således i virkeligheden betyder at ”staklen ikke kan sælge nok og der er jo nogen herinde der mener at det nok kun er et tilfælde at han ikke sælger nok”.
Og det kun fordi ENW kæftede op om det…
Rasmus Heiberg, Kenneth Krabat etc. har i modsætning dertil virkelig fortjent det…
Jeg svarede ud fra følgende nummerering og ikke ud fra Steen Langstrups nummerereing overfor
1) Er børnelitteraturen voksenlitteraturen underlegen?
2) Opfattes gys, sci-fi og fantasy primært som genrer, der henvender sig til børn og unge og hvordan kan man evt. ændre på den opfattelse?
3) Skriver forfattere for at opnå udødelighed (evt. gennem leksikon)?
Til Steens diskussion af de fantastisk genrer:
Det er en hævdvunden og korrekt betragtning at horror (i modsætning til fantasy og sf) ikke kan defineres ud fra sit miljø eller inventar, men ud fra sin virkning – eller hvad man nu vil kalde det. På den måde er horror en tvær-genre ligesom humor.
Det er også rigtigt at ‘supernatural horror’, altså den del af horror der må medregnes til de fantastiske genrer, er karakteriseret ved ofte at tage udgangspunkt i vores verden. Af samme grund har mange horror-historier elementer af klassisk psykologisk realisme osv., som nogle gange bliver forsømt i sf og fantasy.
Men der er jo også fantasy og (især) science fiction, der foregår eller tager afsæt i hverdagsuniverset. Tag f.eks. en historie, der foregår i vore dage og handler om en person der kan læse tanker. Om det er en fantasy eller science fiction vil afhænge af om tankelæsningen bliver forklaret overnaturligt eller (pseudo)videnskabeligt. Og i begge tilfælde kan det samtidig være en horror-historie, hvis ideen bliver brugt til at opnå en uhyggelig eller makaber effekt.
Stig W sagde vist, hvad jeg tænkte.
Er godt eksempel på en sf-roman, der befinder sig 99% i hverdagsuniverset, kunne være Søren Tofts Den elektriske nattergal
Jeg har altid regnet gys/horror for en af de fantastiske genrer, da det som jeg ser det, blot er et spørgsmål om, hvilken retning det fantastiske tager – bevæger det sig ind i denne verden eller ud af den.
Før jeg begynder en videre argumentation, vil jeg lige pointere, at jeg i det følgende med ordet ‘tekst’ eller ‘tekster’ vil referere til både bøger, film og evt. andre medier, da jeg mener, at alle medier i bund og grund er af det samme grundstof. Jeg skal dog nok nævne, om jeg taler om f.eks. en film, en bog eller et spil.
Hvorfor er alle tre genrer fantastiske? Fordi de alle trækker på kræfter, der er af udenomverdenlig karakter. I fantasy er det klart, at det fantastiske ligger mere eller mindre udenfor denne verden – i hvert fald foregår al væsentlig handling i en parallelverden til vores – om der så er tale om Tolkien eller Harry Potter. I gys/horror er der derimod tale om, at det overnaturlige presser sig ind i vores verden, forstyrrer den og skræmmer os (Tydeligst er det vist i filmen ‘Monsters Inc.’ der selvfølgelig ikke er specielt skræmmende, men som spiller på præmissen. Et andet sted er i Dennis Jürgensens ‘Krøniker fra Kvæhl,’ der så vidt jeg husker foregår både i en parallelverden og vores – og vigtigere, med det fantastiske i spil begge steder).
Science fiction er udenomverdenlig i sin forskydning i tid – frem eller tilbage – og med monstre og fantasyvæsner erstattet af maskiner og en rummand i ny og næ.
Dertil kommer et hav af hybrider, som jeg synes, gør genrerne ekstra spændende: Filmen ‘Event Horisont’ og Dean R. Koontz ‘Fremmede,’ der er eksempler på science horror, Star Wars-filmene, der kan betegnes som science fantasy. Et supergodt eksempel på fantasy horror mangler jeg, men sådan lige ud af hjernekisten vil jeg da fremhæve spilserien ‘Alone in the Dark’ som noget, der kan benyttes.
Til sidst står spørgsmålet om man kan blive nødt til at nuancere gysergenren lidt, da jeg hele tiden kommer til at tænke på filmen ‘Seven’ som en gyser, selvom den intet fantastisk indeholder. Skulle man skelne gysergenren som den skræmmende genre, der intet overnaturligt indeholder (Sådan lidt ligesom drengeårenes ‘Alfred Hitchcock og de tre Detektiver,’ hvor der altid (på nær en enkelt gang) var en naturlig forklaring på løjerne)) og horror som skræmmende litteratur med fantastiske elementer – hvorfor Steen så får ret, når han mener, at gyset ikke hører til de fantastiske genrer.
At ovennævnte genrer kun skulle henvende sig til børn og unge ser jeg både som ganske nonsens – der gemmer sig jo som regel ganske store moral- eller handlingskomplekser i fortællingerne, der burde appellere mere til voksne end til børn – igen, se i ‘Ringenes Herre’ eller Cormac McCarthys ‘Vejen’ er netop ikke i den danske bevidsthed er blevet sat i bås som science fiction eller gys/horror selvom den må siges et eller andet sted at være begge dele (PS: Skynd jer at læse den. Den er djævelsk god).
Vedr. indlæg #42 og Janus’ interessante idé om “skæringspunkter”: Hvis horror er fundamentalt forskellig fra de øvrige fantastiske genrer qua genrens empirisk-konsistente/realistiske verden og de kontra-empiriske “indtrængere” (overnaturlige monstre/begivenheder optræder i et ellers realistisk univers), følger det måske, at sådanne skæringspunkter ikke så nemt kan udstikkes for horrorgenren? Altså at genren ikke kræver helt så store forudsætninger fra læseren som fx high fantasy eller hård science fiction? Fx kan Stephen Kings romaner nydes af alle og enhver (lidt baggrundsviden om parapsykologi forøger måske udbyttet af Duma Key, men stadigvæk …). Er overnaturlig horror mere brugervenlig end (high) fantasy og science fiction?
Og ja, en Horror.dk ver. 2.0 ville være forrygende :-)
ANG. MCCARTHYS VEJEN
Sidder med stor fornøjelse og smuglæser jeres indlæg. Jeg er på job og der bliver slået HÅRDT ned på urostiftere!
Smider derfor hurtigt bare et link på bordet:
http://images.bt.dk/article/20080125/boeger/701250035/
Tankevækkende.
Ang. udfordringerne ved at skrive til børn og unge frem for kun til voksne, er der et ekstra element. Mange forfattere er rigtig gode til at skrive historier, så både børn og voksne kan få noget ud af dem. Udfordringen ved at skrive underforståede elementer for voksne ind i børnelitteratur er al respekt værd.
Jeg er lidt i tvivl ang. horrors placering blandt de fantastiske genrer.
Du kan godt læse meget effektiv horror, som ikke har nogle overnaturlige elementer overhovedet. I mange historier går en del af mysteriet jo netop på, om der er en naturlig forklaring på de ting, der foregår.
Selve horror-definitionen kommer vel af den følelse historien skal vække i læseren – ikke om den har en overnaturlig kilde eller ej.
Ang. Zenia’s indlæg og medfølgende link. Det er fuldstændig klart, at man KUN skal McCarthy’s ‘Vejen’ hvis man virkeligt kan holde af en bog, der kan give een en virkelig hardcore depression, for mere dystopisk mesterværk har jeg endnu ikke læst. Jeg fik det fysisk dårligt gennem flere passager og måtte sidde oppe flere nætter efter at have læst, før jeg fik ro nok i kroppen og hovedet til at kunne sove. Det havde jeg aldrig prøvet før. Derfor: Læs den. Anbefales.
Hæ, Gouls anmeldelse er lige præcis så nedladende, at man får en mistanke om, at hun ikke fatter en meter. Jeg fik i al fald blot endnu mere lyst til at læse “Vejen” (som jeg selvfølgelig burde have læst for længe siden).
Jeg tror, at Mathias har ret i, at horrorgenren nok har en fordel, i og med den ikke kræver nogle forudsætninger fra læseren. Selvfølgelig kan der være forfattere, som man får mest ud af, hvis man har noget bagage, men f.eks. kan kan man gå direkte til og nyde. Han kræver måske, at man skal godtage eksistensen af godt og ondt, men han kræver ikke et helt nyt sprogbrug eller et andet grundlæggende fokus end “mainstream-litteraturen”. Der er naturligvis science fiction og fantasy, der gør præcis det samme, men forekomsten er nok større inden for horror.
Nu er jeg ikke så meget hjemme i dansk horror, men hvis man tager fantasy-genren i Danmark, er det hovedsageligt bøger skrevet for børn. Som voksen kan man selvfølgelig godt have fornøjelse af at læse en velskreven børnebog, men der er rigtig mange ting man ikke kan i en børnebog, fordi den også skal kunne læses af børn. Der er ikke noget som gør børnelitteratur dårligere end andet litteratur, men hvis man er på en kost af udelukkende børnelitteraur, kan man få visse litterære mangelsygdomme. Jeg kan i hvert fald.
Mht. “de fantastiske genrer” og om hvor vidt horror skal regnes med eller ej: Jeg er efterhånden nået frem til at opdelingen af litteratur i “fantastisk” og “realistisk” er alt for simpel og ikke rigtig kan bruges til noget. Derimod giver opdelingen i de enkelte genrer som fantasy, science fiction og horror lidt mere mening. Om ikke andet har man nogle genre-konventioner, der kan brúges. Men generelt “fantastiske” genre-konventioner mener jeg ikke der er.
Bortset fra det synes jeg projektet her er meget interessant. Jeg må se at få læst bogen.
Dog fungerer den rigtig gode fantasy på flere planer, hvor børn og barnlige læsere måske er mest interesseret i det bogstavelige, handlingsmæssige plan, mens voksne læsere derudover kan få noget ud af det, der foregår på det symbolske plan, som Michael også pointerer ovenfor. Det kunne fx gælde Dennis Jürgensens Drømmetjenerne-serie …
@Flemming
Jeg tror, man kan få mangelsygdomme af at holde sig inden for enhver for snæver afgrænsning – siger jeg, der næsten udelukkende læser, hvad jeg anser for fantastiske litteratur. Gad vide, hvordan litterær skørbug ser ud?
Jeg tror heller ikke, der findes genrekonventioner, der breder sig over alle de fantastiske genrer – udover de så supergenerelle, at det er ligegyldigt. Og så har de det med at tiltale de samme læsere. Men det er svært at binde dem sammen på anden måde end ved at konstatere, at de anvender fantastiske elementer.
Apropos, jeg har tit tænkt over hvorfor sf, fantasy, horror synes at tiltrække de samme læsere (og forfattere), mere eller mindre. Især sf og fantasy. På sæt og vis har netop de to genrer (overordnet set) temmelig modstridende verdensbilleder, så’n rent filosofisk. Sf er jo typisk af et rationalistisk tilsnit, mens fantasy pr. definition postulerer en kontra-empirisk, som regel overnaturlig verden … sat på spidsen er der tale om moderne videnskab vs. middelalderlig magi, Newton vs. Paracelsus, et videnskabeligt vs. et overnaturligt/magisk virkelighedssyn, det naturlige vs. det overnaturlige … og stadigvæk samles genrerne i magasiner som det ualmindeligt fede The Magazine of Fantasy and Science Fiction, og en del “fantastiske” forfattere gir sig i kast med både sf og fantasy. Måske er det, de har til fælles (at overskride empiriens rammer) stærkere end det, der gør dem forskellige … (Beklager i øvrigt digressionen!)
@ Mathias Clasen
Arthur C. Clarke tredje lov:
“Any sufficiently advanced technology is indistinguishable from magic.”
og den anden siger:
“The only way of discovering the limits of the possible is to venture a little way past them into the impossible.”
På den måde er det læseren der godt kunne tænke sig at en umulig “ting” virkelig var mulig. Og forfatteren kommer med et bud på hvordan det kan være muligt og hvad det kan bruges til.
Være det så magisk eller teknologisk
Jeg må indrømme, at jeg også tit har undret mig over, at så mange sf læsere også læser fantasy. Jeg er selv vild med sf og horror, men fantasy siger mig ikke så meget igen.
Til gengæld tror jeg, at rigtig mange litterære mennesker ikke kan lide horror, fordi det taler mere til følelserne end til intellekten.
Jette: jeg kan heller ikke rigtig komme op at ringe over high fantasy mere … måske lider vi af atrofi af fantasimusklen?
Manfred: interessante betragtninger. Men jf. Darko Suvin er jo sf-genrens umuligheder “kognitivt validerede”, mens fantasygenrens ditto bare må ædes rå, mere eller mindre … Denne (eventuelle) væsensforskel mellem de to genrer skulle man umiddelbart tro ville appellere til forskellige temperamenter …?
I øvrigt, jeg interviewede for nogle år siden sf-manden Niels Dalgaard til en artikel, og han sagde følgende om science fiction-genrens forhold til naturvidenskab: “Det er der forskellige meninger om. Brian Aldiss har insisteret på genrens karakter af skønlitteratur ved at sige at “science fiction is no more written for scientists than ghost stories are written for ghosts”. Og selvsagt er sf skønlitteratur. På den anden side er den baseret på et moderne naturvidenskabeligt orienteret verdensbillede – d.v.s. hvis man er metafysisk/religiøst indstillet eller tror på spøgelser (for alvor) vil man ikke være mentalt i overensstemmelse med genren. Det betyder ikke at science fiction har en snæver horisont (slet ikke i forhold til den traditionelle mainstream), for det videnskabelige grundlag kan udfolde sig ret bredt – humaniora er indenfor denne optik også videnskab.” Det kunne være interessant at undersøge, om dedikerede læsere af fantasy i højere grad end dedikerede læsere af sf er “metafysisk/religiøst indstillet” …
Derfor kan sf selvfølgelig godt være “anti-rationalistisk”, metafysisk, religiøst osv. … jeg kommer til at tænke på videnskabsmanden Richard Dawkins’ kritik af X-Files:
“Each week ‘The X-Files’ poses a mystery and offers two rival kinds of explanation, the rational theory and the paranormal theory. And, week after week, the rational explanation loses. But it is only fiction, a bit of fun, why get so hot under the collar?
Imagine a crime series in which, every week, there is a white suspect and a black suspect. And every week, lo and behold, the black one turns out to have done it. Unpardonable, of course. And my point is that you could not defend it by saying, ‘But it’s only fiction, only entertainment.’”
Jeg kender ikke Darko Suvin så godt så jeg er helt med på hvad han mener. Mit udgangspunkt for fantasy er Pratchet, Rowling, Pullman, Tolkien m.m.fl.. Science Fiction har jeg også Pratchet, Bradbury, Banks, Aldis, Adams, Tad Williams, Sterling, Gibson ….m.m.m.m.fl.
Det jeg synes er fælles for dem, er at de er fungerende og konsistente i forhold til det opfundne univers.
På trods af at forklaringen for hvordan magien fungerer mangler så er det udgangspunktet som ikke fraviges.
I science fiction er en teknisk kvalitet ikke nødvendigvis realistik, alligevel accepteres den.
Uden at have en formel parat, ville jeg tro at mængden af SOD (suspension of disbelief) er lige stor.
I horror sammenhænge (uden magi og SF) er det så nogen helt andre præmisser der skal opfyldes for den best tænkelige effekt.
Eksempelvis: hvor afgrundsdyb er menneskets ondskab og, hvor dum kan man være. Dertil afslutningsvis et sidespring (behøver ikke forfølges overhovedet) Var det det ultimative gys der drev en ung kvinde til at blive gift med Peter Lundin?
.. for lige at elaborere på den, jeg kan se at det ikke kan stå helt for sig selv…
Siden StarTrek kunne man “beame” mennesker og materiale, men det blev ikke sandsynliggjort hvordan. Hvis det er “kognitivt valideret”, så er vampyrers eksistens og hunger efter blod valideret på samme måde.
Det er blevet en lang og (efter et vist punkt) spændende tråd. Jeg har lige læst igennem fra starten, og der er masser af ting, jeg egentlig gerne ville snakke videre om. Nu kommer der et par indspark til vidt forskellige indlæg.
SF og naturvidenskaben
Jeg har set én, der definerer sf efter, hvorvidt forfatteren kan sit (naturvidenskabelige) stof – hvilket i mine øjne er en totalt nyttesløs definition. I yderste konsekvens gør den vel størstedelen af mainstreamlitteraturen til sf, fordi man ikke kan bevise, at forfatteren ikke aner en meter om videnskab – men eftersom hans personer aldrig bryder tyngdekraften eller lignende, lader han jo til at have styr på det.
Det var et sidespring. Det, jeg ville sige, var, at jeg gerne holder mig til Suvin (“sf defineres ved tilstedeværelsen af et kognitivt valideret novum, der har hegemonisk status i fortællingen” – sådan cirka), bare blødt noget op. Skidt med, om videnskaben er i orden, bare forfatteren holder sig til sprogbrugen eller benytter teknologi til det (som Star Trek transportere). Og helt ærligt ser jeg også stort på den “hegemoniske status”.
Horror-genren
I forlængelse heraf – er der nogen, som har en god, kort definition på horror, man kan forholde sig til? Det er mange år siden, jeg sidst har læst noget om genredefinition, og det har åbenbart ikke hængt helt fast.
Jeg har personligt aldrig brudt mig om de definitioner, der går på, hvordan genren påvirker en (den skal skræmme læseren), fordi det så bliver meget forskelligt, hvad man anser for horror. Hvad der skræmmer dig, skræmmer ikke nødvendigvis mig (prøv bare at se horrorfilm med en teenager).
Og egentlig er jeg heller ikke så vild med “det kommer an på forfatterens intentioner” (vil han skræmme læseren), fordi det så bliver afhængigt af, hvad én person mener om sit eget forfatterskab (og jeg synes ikke, forfatteren definerer sit forfatterskab alene).
Altså: findes der en mere formel definition på genren, a la Suvin?
Hvorfor tiltaler de fantastiske genrer de samme læsere?
Min personlige grund er det uforudsigelige element. Når vi læser en krimi, ved vi, at vi bevæger os mod en løsning på gåden – ja, der er snørkler på vejen, og der er forfattere, som gør helt andre ting med historien, men som regel er det det, det hele går ud på. I fantastikken kan forfatteren bruge flere elementer, som gør det sværere at forudse, hvor historien bevæger sig hen.
En vigtig ting her er måske, at jeg netop læser for historien og ideerne – en bog kan være nok så psykologisk dyb, men hvis historien ikke fanger mig, er det svært at gennemføre. Selvfølgelig er der masser af mainstreamlitteratur, der er mindst lige så god til disse elementer (jeg går og lurer lidt på Dorthe Nors’ “Stormesteren”, efter jeg hørte hende fortælle om den med den grundlæggende ide “Kan arkitektur være ondt?”), men så er der jo også et vist element af tilvænning, må jeg indrømme.
Det blev lidt rodet – jeg tror, jeg ville frem til at sige, at jeg tror, den narrative fællesnævner for de fantastiske genrer er, at de (som hovedregel) er fokuseret på ideer og historier, og det tiltaler en vis type mennesker.
Nu trækker jeg lige vejret lidt.
Du bør nu ikke ‘se stort på’ den hegemoniske status, Janus :-) Det der jo menes med det, er at ideen skal spille en afgørende rolle for fortællingen før den kan karakteriseres som science fiction. F.eks. er der masser af thrillers der har en ny opfindelse som et element i handlingen – såsom en ny type våben som fjenden gerne vil have eller måske allerede har fået fingre i. Disse historier regner vi som regel ikke for science fiction, for selv om der indgår et science fiction-element (en ny opfindelse i overensstemmelse med teknikkens og videnskabens love som vi kender dem i dag, altså et ‘kognitivt valideret novum’), så er elementet underordnet i forhold til spændingsplottet. Historien handler ikke om hvordan den nye opfindelse eller opdagelse ændrer (vores syn på) verden, og det er derfor ret underordnet om handlingens omdrejningspunkt er en ny våbentype, en kodemaskine eller noget andet. Derfor opleves sådanne fortællinger typisk som ret tynde som science fiction betragtet (derudover kan de selvfølgelig have mange andre kvaliteter).
Jeg ved ikke om det er rigtigt at de fantastiske genrer generelt taler til de samme læsere – selvfølgelig er vi mange der har en bred interesse og nysgerrighed over for hele spektret af fantastisk litteratur, men der er så sandelig også mange læsere/fans af enten horror, fantasy eller science fiction, der ikke er til søstergenrene. Det kunne være sjovt at lave en Bourdieu-agtig korrespondensanalyse over læserpræferencer og få tegnet et kort over fordelingen, men jeg tror man skulle helt ned i undergenrerne for at få et interessant helhedsbillede: F.eks. har jeg mødt adskillige der er til ‘hård’ science fiction OG high fantasy, men ikke bryder sig om ‘blød’ science fiction. På ét plan virker det jo ulogisk at ens præferencer både går i retning af science fiction der lægger vægt på den videnskabelige inspiration og korrekthed, og fantasy der helt bryder med denne tankegang, men et andet plan er det logisk nok: Hard SF, der f.eks. foregår langt ude i rummet langt ude i fremtiden, foregår ligesom high fantasy (og i modsætning til f.eks. sociologiske nærfremtidsromaner) i verdener der ligger langt fra hverdagsverdenen, med en vægt på de pågældende verdeners detaljerigdom, dybde og indre konsistens som en væsentlig del af den fortællemæssige æstetik. I mangel på en sådan kortlægning af læsevaner kan man se på hvilke genrer der publiceres sammen; The Magazine of Fantasy and Science Fiction er allerede blevet nævnt. Det er mit indtryk at der er mange blade og udgivelsesrækker der blander fantasy og sf, andre der blander horror og fantasy, og færre der kombinerer science fiction og horror. Hvis det er rigtigt, afspejler det formodentlig at læseprofilerne sf+fantasy og fantasy+horror er mere hyppige end sf+horror. Hvorfor det forholder sig sådan, kunne der utvivlsomt skrives mange afhandlinger om.
Alle de forsøg jeg har set på at opdele horror i sub-genre har ikke holdt vand. Og der er skam mange at tage af. I min optik er det også formålsløst, for det spiller ingen større rolle om det er overnaturligt eller ej, om det er vampyrer eller seriemordere, om det er fluer eller mesterjakeldukker. Alle monstre er i bund og grund det samme: et symbol på en ond overmagt. Gyset ligger i hvordan der bygges op, så at sige, hvad monsteret bruges til.
Og det er her Horror skiller sig ud fra sci-fi og fantasy, og det er også her, jeg finder grunden til, at jeg selv kun sjældent orker sci-fi og fantasy, men aldrig bliver mæt af horror.
R. Scott Bakker hentydede i sin artikel, “The Sceptical Fantasist: In Defense of an Oxymoron”, til, at sci-fi- og fantasy-litteratur i bund og grund er tvillinger, i og med at de kognitive knapper, genrerne trykker på, er de samme. Det ville være interessant at undersøge, muligvis gennem studier i kognitiv semantik, om vores opfattelse af fx rumrejse, og vores opfattelse af en trylleformular, der giver evnen til at flyve, er den samme. Det slår mig i hvert fald som påfaldende, når James Blish i “Cities in Flight” validerer anti-tyngdekraft gennem en (for min skyld muligvis plausibel og samtidig helt ude i skoven) “videnskabelig” redegørelse for forholdet mellem rotation og masse — ligheden, Blishs argumentation har i forhold til fx Scott Bakkers fantasy-magi (“He uttered the spell and stepped into the sky” eller lignende) er slående. Forskellen er sådan set i brugen af det samme fantastiske element (pseudo-videnskabeligt postulat vs for læseren ukendt trylleformular).
Kan det passe, at videnskabelig argumentation i samme grad som magisk bortforklaren er “non-cognitive” i vores primathjerner? Hvis vi tager det for givet at vi har nogle biologiske aksiomer, der dikterer at vi ikke kan flyve af egen vilje/fysik (jævnfør højdeskræk), så er Blishs anti-tyngdekraftsunderlagte byer og Scott Bakkers flyvende troldmænd de samme: på ord-basis forskellige udgaver af transport, som vi ikke biologisk kan forlige os med. Mon hjernen automatisk placerer hhv. verdensrummet (jf Blish) og den åbne himmel (jf Scott Bakker) i samme kategori af tredimensionelt rum?
[...] bl.a. Erwin Neutzsky-Wulf bidrog med en novelle. Bogens titel er Horror.dk, og står i min samling. Antologien fik sin egen side på internettet - en fantastisk ide! Imidlertid kunne den allestedsnærværende Erwin Neutzsky-Wulf ikke nære [...]
Jeg kender heller ikke umiddelbart nogen rigtig gode definitioner på horror. Jeg har bladret i Noël Carrolls The Philosophy of Horror, men fandt ikke umiddelbart noget brugbart … Jeg stødte andetsteds på denne her, som er snappy, men ikke videre åbenbarende: “A way of looking at the darkness in the world, and occasionally in oneself”. Og så er der selvfølgelig Douglas Winters fra antologien Prime Evil (1982): “Horror is not a genre, like the mystery or science fiction or the western. It is not a kind of fiction, meant to be confined to the ghetto of a special shelf in libraries or bookstores. Horror is an emotion.” Det er selvfølgelig lidt noget halvpolemisk fis, som skal ses i en historisk sammenhæng (hvor horrormarkedet boomede og underlødig trivi-horror truede med at monopolisere betegnelsen), og som selvfølgelig har fat i en flig af sandheden … men ikke desto mindre giver det god mening, synes jeg, at opstille en række formelle betingelser for genren.
Personligt synes jeg at denne definition er nyttig, as far as it goes: “Horrorfiktion er den type fiktion, som er designet til at skræmme sit publikum”. Så er man ude over det uhyggelige element som et succeskriterium, som Janus nævner, og man er for så vidt også ude over forfatterens intentioner. Hvis man kan identificere et eller flere elementer (“monstre” i bred forstand), som må formodes at have en skræmmende effekt på læseren/seeren (fx farlige monstre, levende lig), og som (jf. Suvin) har hegemonisk status i fortællingen — så er der tale om horror. Og eftersom vi allesammen er bange for stort set de samme ting, dybest set, kan man godt lave en rimelig objektiv analyse af de “skræmmende elementer” eller “monstre”.
Jeg kan i hvert fald ikke umiddelbart komme i tanker om eksempler på horrorværker, som ikke falder ind under sidstnævnte definition …?
Jeg har nu fået læst Bakkers artikel, som er enormt spændende og tankevækkende. Tak for tippet, Nicolai. Bakker taler bl.a. også om fantasy som en (naturlig) udløber af vores medfødte tendens til at anskue verden i antropomorfe termer, og er således helt i overensstemmelse med nyere kognitiv psykologi, som peger på, at vore hjerner tilsyneladende er indrettet på en sådan måde, at vi er tilbøjelige til at se symboler og tegn på tænkende væseners intentioner og handlinger alle vegne (vi ser kausaliteter og viljer, hvor der egentlig bare er atomer i bevægelse). Og som han siger, hvis man endelig vil anskue verden på sådan en præ-videnskabelig måde, er det måske meget godt, at det er i fantasy-genren (og ikke fx religiøs fundamentalisme), man får udløb for det.
Desuden taler Bakker om fantasy og sf som to sider af samme (naturvidenskabelige) sag; som to genrer, der begge er dybt afhængige af moderne naturvidenskab. Som han siger, “Where science fiction … constructs pseudo-knowledge of the future, fantasy fiction reconstructs the pseudo-knowledge of the past. The two genres can be seen as the flip sides of the same scientifically mediated coin, as attempts to use narrative to compensate for an ever more isolated ‘cognitive present’.” Det er jo da i hvert fald rigtig, at den hårde naturvidenskab (navnlig fysikken) er blevet tiltagende kontra-intuitiv siden 1880′erne eller deromkring … så i den forstand er kvantemekanik vel lige så “magisk” og kontra-intuitiv som egl. magi, som Nicolai er inde på …
Hvis man nu læste Neutzsky-Wulff i stedet for gymnasieelever …
Mathias du spørger efter et horrorværk som ikke falder ind under definitionen. Jeg kommer til at tænke på Bret Easton Ellis: The Informers – en samling med hinanden forbundne noveller. Alternative virkelighedsopfattelser eksisterer side om med det meget almindelige. Forskellige stadier af “forskruethed” får de almindelige opfattelser til at boble med uhygge der venter under overfladen og for een til at tænke “hvor forskruet er jeg selv?”. Det er det virkelighedsnære der får mig til at få kuldegysninger.
Ifølge definitionen burde “forskruetheden” være monstret, men siden “the informers” demonstrerer et spektrum fra det (næsten) helt almindelige til det totalt abnorme, er der ikke noget rigtigt punkt hvor man kan sige at “monstret” virkelig kommer frem. Ergo er der ingen “monster” eller “monstret” er læseren selv.
Hvis der er nogen der nu fortæller mig, at “the informers” ikke er horror er jeg villig til at acceptere det.
Jeg har netop rettet et-par-og-firs 1.g-engelskstile, og det hårrejsende islæt var vist ikke intentionelt, så dét fik jeg ikke meget ud af … hentyder du til noget specifikt i dit forfatterskab, ENW?
Manfred -> Jeg kender desværre ikke The Informers …?
StigW:
“Du bør nu ikke ’se stort på’ den hegemoniske status, Janus”
*Bøjer hovedet i skam* :)
Okay, lad mig omformulere det til, at jeg synes, at hegemonisk er så voldsomt et ord (selv om det da er så pænt), og jeg måske ikke overholder det helt, når jeg betragter noget som sf.
Jeg tænker forresten på selve handlingen i bogen – jeg ved ikke, om man kan fortolke det anderledes (det kan man sikkert). Et eksempel kunne være “I am Legend”, hvor man vel med ganske små midler kunne fjerne sf-elementet (vampyrerne er logisk forklaret) og stå tilbage med grundlæggende den samme handling.
Klart, man ville nok give bogen en noget anden stemning, men handlingsmæssigt…
Jeg vil da alligevel kalde Legend for sf (og horror, for den sags skyld).
Men selvfølgelig skal der være en mindstegrænse. Mit yndlingseksempel er Matthew Reillys “Ice Station”, som jeg kæmpede mig igennem, fordi den lokkede med en begravet UFO (nu håber jeg ikke, at jeg spoiler bogen for nogen) – slutresultatet var ingen UFO, men til gengæld nogle muterede dræberhvalrosser. Det er naturligvis ikke sf – fjollet og underholdende, men ikke sf.
Hmmm, men jeg er vist ved at bevæge mig ud i noget samleje med insekter. Vi må hellere lade den hegemoniske status blive, hvor den er.
:)
Well Clasen, skal vi ikke blot lade ENW være. Han er åbenbart et uforbeholdent brokhoved, der hellere vil lege Don Quixote og jagte vindmøller end være med i en alsidig, åbenhjertig diskussion. Det kunne dog være interessant at høre, hvorfor han mener, at børne-/ungdomslitteratur er voksenlitteratur underlegen – han er øjensynlig den eneste af diskussionens deltagere, der indtager den holdning, desværre uden at argumentere for den.
Den “alsidige, åbenhjertige diskussion” er hidtil gået på, at jeg er en fusker, et lallehoved og en nar, hvorimod man ikke vil finde et eneste skældsord i mine indlæg, men blot en åbenbart meget upopulær påpegning af, at HORROR.DK er rubriceret som en ungdomsbog – og ikke engang af mig. Nej, jeg vil helst ikke være med.
Dertil er tonen alt for kendt fra andre fora (undskyld, men det hedder det altså) hvor det ikke er en forfatter, der tillader sig at være lidt mere intelligent og dannet, der overdænges med denne type sprogblomster, men indvandrere, og hvem man nu ellers føler sig underlegen over for. Og hvad mere er: den samme pøbelmentalitet, hvor de lidt mere begavede ikke tør tage afstand fra kammeraternes svinskheder af frygt for selv at blive det næste mål.
Jeg prøvede at smigre jer med, at I var børn. Jeg er bange for, at I simpelt hen er proletarer – i ordets værste betydning.
@ Mathias:
Men du kender Bret Easton Ellis?
@ Janus for at dvæle lidt ved vores to vingede venner forplantningsevner og -lyster: Hvad sker der med historien i “I am Legend” når du, i stedet for at have den videnskabelige forklaring for Zombierne erstattet med en overnaturlig, udskifter Zombierne med helt almindelige mennesker som hovedpersonen kun tror tragter ham efter livet og stadig bibeholder handlingen?
Hmm… Siden jeg læste Don Quixote, har jeg anset ham for ubetinget at være den største ridder af dem alle, så jeg finder egentlig ovenstående sammenligning meget passende. Men der er på den anden side stort set kun bønder i min familie, så måske er jeg ikke kvalificeret til at udtale mig om patriciere – eller litteratur.
Jeg har altså ingen problemer med at være et proletar-barn, hvis det skal komme til det. Dog vil jeg holde mig for god til at deltage yderligere i ENWs åbenbart både voksne og dannede indlæg her. Det står jo allerede i bogen Horror.dk at læse, at ENW anser King, Rice og Barker for børnebogsforfattere, der skader horror, åbenbart i modsætning til hans egne overlegne bøger. Synd at så lille et menneske skal slæbe rundt på så stort et ego.
Jeg synes sådan set, at Mathias’ genre-beskrivelse med at ‘horror er designet til at skræmme læseren’ er noget af det tætteste, man kan komme en rammende beskrivelse. Hvis man lader det blive ved det, og dog … igen … Helst ville jeg undgå alt for faste rammer, fordi det nemlig er horrors styrke, at den ofte går på tværs af de rammer, man gerne vil udstikke for den. Er American Psycho horror? En bog uden – eller næsten uden – nogen egentlig handling. Ja, den er vel horror, men også meget andet. Hvad med en af mine favoritforfattere: Chuck Palahniuk? Han kalder selv sine bøger for horror. Jeg elsker dem, men jeg synes faktisk ikke, de er i nærheden af at være uhyggelige eller skræmmende. Og jeg læser dem ikke, som om det er hensigten med dem at skræmme læseren. Er de så horror, fordi han selv synes, de er det?
Da jeg debuterede, satte mange lighedstegn mellem horror og splat. Sikkert fordi det var noget væmmeligt noget, der tit rummede død og ødelæggelse begge ting (og ofte overlappede, da meget horror er lidt splattet), og det havde jeg det faktisk lidt svært med også, fordi ren splat oftere er humoristisk end uhyggeligt, og derfor i mine øjne ikke er horror.
Måske er det store spørgsmål, om det betyder noget? Er vi måske ikke alle bedst tjent med en åben tolkning af begrebet horror, fordi det alt andet lige sætter genren mere fri. Er det ikke det fede ved horror, at det kan være så forskelligt.
Jeg tror, det er en styrke, at vi er så uenige om, hvad pokker horror egentligt er, fordi det netop er i forfatternes forskellige tolking og udlægning af horror, at den mangesidede genre får sit liv.
Husk til sammenligning på, hvor meget mere ens krimigenren er, fordi genre- og subgenre-grænserne er tegnet så meget mere tydeligt. Horror er friere, frækkere og mere eksperimenterende ny end krimi, og det skal vi passe på med ikke at intellektualisere væk i fine genre-kasser.
@ Manfred
Jeg tænker på bogen, hvor det er vampyrer – og der er, så vidt jeg husker, ingen forhistorie med vor helt som videnskabsmand (jeg kan tage fejl). Nu er problemet selvfølgelig, at det er ved at være en del år siden, at jeg læste den, men så vidt jeg husker, er det videnskabelige ikke så stor en del af handlingen: mand alene, masser af vampyrer, der vil slå ham ihjel, han holder sig i live.
Som sagt bidrager det til en del af stemningen og er også med til at give den noget ekstra kant, men så vidt jeg husker, betyder det ikke så meget for handlingen (bortset fra at han skal arbejde lidt med mikroskop og så videre). Vampyrernes oprindelse påvirker ikke deres handlinger.
Derudover er insekters kønsliv altid interessant – og afledt af det her fik jeg endnu en gang lyst til at genlæse “I am Legend”. Flere timer i døgnet, tak.
@ Janus
Vampyrer. sflg! Det er den seneste Will Smith version som fik mig på den Zombie-tanke. Bort set fra det var det vare et tankeeksperiment. Hvor langt man kan komme uden “traditionelle” monstre og stadig være uhyggelig.
En ting der undrer mig i diskussionen af horror, er definitionen af at den skal få folk til at gyse/blive bange. Jeg tror ikke jeg er blevet bange for en horrorfortælling siden jeg læste Dracula som 15 årig – og har aldrig følt mig forskrækket ved at læse Poe og andre. Til gengæld kunne jeg så ikke læse Siri Hustveds “What I loved” færdig fordi den var alt for uhyggelig i sin tone af hverdagstab. Er der seriøst nogle af jer “voksne”, der gyser over de horrorhistorier I læser?
Seriøst, faktisk mere på film, men det er ikke splatter der giver mig mest uhygge, det er de psykologiske-thriller der får mig op af stolen. Og the “Informers” (se oppe) fik mig nogle steder også ud på kanten af stolen mens jeg læste den.
Jeg læste lige om “What I loved” på Amazon. jeg tror jeg skal læse den (eller i det midnste prøve på det)
manfred -> Jeg kender godt Ellis og har læst American Psycho, som jeg synes er en modbydelig bog.
Jesper -> Ja, jeg blir stadig hamrende bange for mange af de bøger, jeg læser. Fx Kings Duma Key, som jeg netop er blevet færdig med: jeg læser næsten altid i sengen, inden jeg skal sove, og i dette tilfælde måtte jeg et par gange lægge bogen fra mig, fordi den var for uhyggelig. (Der er ikke meget rendyrket horror i Duma, men det der er, fungerer eddermame godt.) Jeg har aldrig droppet en bog, fordi den var for uhyggelig, men jeg har mange gange tænkt, “Okay, vi læser videre i morgen!” Der er dog et par af de der asiatiske horrorfilm, jeg aldrig har fået set færdig, fordi de var for uhyggelige.
American Psycho har jeg i øvrigt heller ikke læst færdig – fordi den var for modbydelig – og jeg bryder mig ikke om at se “udpenslede” gyderscener i film, men det er netop det dagligdags der skræmmer og ikke det overnaturlige (men måske skulle jeg få set nogle japanske film). Så jeg er rimelig nem at forskrække/skræmme, jeg synes bare ikke jeg har fået oplevelsen ved dedikerede horror/gys ting i mange år. King, Koontz, Straub synes jeg ikke er uhyggelige (jo bogen om hotellet var, men den læste jeg som teenager, hvor jeg tror at man er ekstra på virkelig med sådan noget).
Det er “the informers” jeg tænker på. American Psycho har jeg ikke læst. Og jeg vil tro at jeg synes den er modbydelig på samme måde som jeg vil tro at de der Hanibal historier (ud over scilence of the lambs) er for modbydelige.
Jeg går så ud fra at Ellis derfor ikke er rigtig horror forfatter. På den måde har jeg ingen rigtig indgangsvinkel til horror.
Men jeg er meget interesseret. Hvor skal jeg starte?
Jeg har fået en bunke bøger på en lidt sær måde. Bl.a. med bøger(!) af Jerremy Clarksom (ham fra TopGear). Deriblandt er “Hår(d)” af Dennis Jürgensen. Jeg har ikke endgang læst bagsideteksten endnu. Er det Horror?
Der er lige noget jeg skal dele med jer. Jeg sidder her og kigger ud af vinduet. de er ved at optage en film nede på gaden. der ser ud som om Paprika Steen lige har sparket en eller anden plastik dims fra Instrumentbrætter i en Mercedes.
Jürgensens Hår(d) er humor, ren humor. Hvis du vil have suveræn dansk horror, så start med Jürgensens fire-binds-værk Relief. Så blir det ikke meget bedre. Du kan naturligvis også læse Horror.dk ;-)
Lige et kort indspark om hvad det er der for mig gør at en historie er en god horror fortælling. Det er ikke antallet af klassiske horror væsner som vampyrer og zombier, eller uformelige væsner der vil opsluge hele verden. Når disse er ordentligt brugt kan de være skræmmende, men det at blive skræmt er en følelse der går hurtigt over. Antallet af parterede kroppe der er detaljeret beskrevet kan være makabert, men det er sjældent noget der efter endt læsning er mere end det. Det der gør en god horror fortælling, er når man er færdig med at læse, sidder tilbage med en uhyggelig fornemmelse af usikkerhed om hvordan verden egentligt hænger sammen. Det er det horror gør godt ved at bevæge sig i en nær-realistisk verden, den har muligheden for at slå en fli af opfattelsen af denne verden.
Ingen tvivl om jeg også nyder at læse en historie der er skræmmende i læseøjeblikket, men den gode horror fortælling behøver således ikke at skræmme eller gøre læseren bange i læseøjeblikket. Har den derimod gjort en usikker nok på ens syn på hvordan denne verden hænger sammen, til at man lige tænke et ekstra sekund inden man slukker lyset om aftenen, har den opnået meget. Ikke at man er kommet til at tro på det tentakelbesatte monster er virkeligt, men der er blevet slået en lille fli af verdensbilledet der gør at man får en lille varig usikkerhed.
Ved ikke om dette gav nogen menig.
OK gav nok ikke meget menig, men forhåbentlig gav det mening
Hvis nogen af sidens besøgende – som vist mest er dens redaktører – skulle være interesserede, er HAVET månedens (og næste måneds) bog på Litteratursiden.dk …
Nu har jeg aldrig været i cirkus mili, så jeg kan kun forholde mig til mening. Men det gav det da. At det er den residualrest af ubehag der efterlades i en efter endt og færdiggjort læsning, er nok en væsentlig pointe for mig. Men sjovt nok – eller ikke – synes jeg i øjeblikket at det f.eks er mere uhyggeligt med kvinder, der falder for massemordere og vil giftes med dem, fuldt vidende (eller ikke?) om hvad det er de har gang. Det er da en virkelighedsflugt af rang og her behøver man slet ikke noget fra udenfor verden til at gyse.
ENW: Havet læste jeg for mange år, og kunne godt lide den. (Og jeg er faktisk ikke en af sidens redaktører – prøv at droppe de umotiverede hip til hvad som helst (som f.eks. antallet af læsere på horrorsiden)). Det kunne være at jeg skulle kaste mig over den igen, ser du den som en horror-fortælling.
Jeg gyser helt klart også stadigvæk over horror. Ikke på den måde at jeg ikke tør sove med lyset slukket, eller at jeg ikke kan gå alene om natten, fordi jeg frygter en massemorder bag hver busk. Men på den gode måde hvor hjertet lige slår lidt hurtigere, og hvor man tænker: “Hvad pokker sker der nu?”.
Jeg synes dog, at der er forskel på den måde, jeg gyser over henholdsvis bøger og film. Jeg blev fx også supergrebet af “Duma Key”, men det var mere en snigende uhygge, som fik man til at heppe på Edgar i håbet om, at han nåede nogen ting, før det går galt.
Film derimod kan få mig til at hoppe lidt i sædet. En af de seneste jeg så (som ikke var voldsomt god, men alligevel underholdende) var “KM 31″. Her er meget af filmen ikke uhyggelig, men så kommer lige et uventet klip og bum – så kunne jeg mærke hjertet hamre lidt ekstra i et par sekunder.
Mht. diskutionen om en definition på horror så har jeg lige læst Niels Dalgaard beskrive den som en “affektivt defineret genre” i nyeste nummer af Novum (90). Den kan jeg godt købe et langt stykke hen ad vejen (selvom det så bliver samme slags definition som fx pornografi hører under *S*)
Og endelig på “I am legend” tråden, så er Robert Neville i bogen slet ikke videnskabsmand. Han oplærer sig selv efter verdens sammenbrud ved hjælp af bøger han låner på biblioteket. Og hermed er den opfordring givet videre *S*
I AM LEGEND var den forrige “månedens bog” på Litteratursiden.dk og diskuteres stadig …
Den er måske mere horror end HAVET.
For det første: jeg vil vide, hvad det er for en plasticdims, der blev sparket af instrumentbrædtet!
Men til selve diskussionen: Jesper indspark om, hvorvidt man egentlig bliver skræmt af at læse horror er lige præcis grunden til, at jeg aldrig har haft det godt med den type definition på genren. Det er nemlig meget længe siden, at en bog har direkte skræmt mig.
Det er hændt, at jeg er blevet foruroligt, vil jeg måske snarere sige – af en eller anden grund husker jeg Lovecrafts Colour out of Space, som jeg læste den helt rigtige aften for mange år siden. Men direkte skræmt… nej, det tror jeg ikke er sket, siden jeg var en knejt på størrelse med en aborre.
Film kan det stadig lykkes med – især nogle af de japanske, såsom Ringu og the Grudge. Men amerikanske horrorfilm ser jeg ikke, fordi jeg forventer at blive skræmt.
Ok. Man skal efterhånden scrolle pænt meget for at nå forbi alle kommentarerne på dette indlæg :)
Jeg sidder og brænder inde med nogle ord om børnelitteraturen.
Børnelitteratur kan defineres ud fra følgende:
Historien handler om børn
Børn er de intenderede læsere
Børn er dem der læser historien.
Jeg tror, at de fleste vil pege på at børnelitteratur er litteratur hvor forfatteren har besluttet at det er en historie for børn. Men er det så enkelt. Og er det vigtigt?
Jeg vil ikke trætte nogen med opremsning af romaner skrevet for voksne som er endt med at blive klassikere for børn. I stedet vil jeg suse frem til min pointe som jeg personligt holder meget af: Som genre er børnelitteraturen ikke underlegen voksenlitteraturen. De to genrer adskiller sig kun ved deres læsere og derved altså ren teknisk læsererfaring og livserfaring. Man kan ikke definere litterær kvalitet ud fra alderen på læseren. Børn er ikke mere enfoldige i deres grundlæggende måde at opleve litteraturen på end voksne. Tværtimod er børn mestre i at møde litteraturen på dens præmisser (og her har vi måske et slags hint i retning af hvorfor de fantastiske genrer er hyppigt forekommende i børnelitteraturen ;)).
Der findes megen dårlig børnelitteratur fordi der findes dårlige forfattere – ligesom der findes meget dårlig…øh f.eks. sf fordi…
Jeg mener grundlæggende at hvis man skriver for MENNESKER når man længst. Jeg kan komme i tanke om en del forfattere af børnelitteratur der har formået det og ikke så mange forfattere af voksenlitteratur (måske arbejdsskade).
Jeg har en del læst børnelitteratur inden for vesten og udtaler mig derfor helt skråsikkert: Børnelitteraturen har det bedre end den har haft det i 30 år. Den tør og den gør. Ret tankevækkende er det at de bedste titler, de bedste historier, det mest ypperste – det prøver voksne at nappe til deres egen litterære sfære. Og så har vi pludselig mærkelige genrer der hedder Kidult…
Og det med livserfaringen? Som barn læste jeg Ulvehunden. Jeg var ikke så gammel men fremmelig og læselysten som jeg jo var kastede jeg mig over alle slags bøger :) Jeg husker, at på et tidspunkt gik hovedpersonerne igennem “flodsengen” – hold kæft hvor var det mærkeligt og helt fantastisk!
Tilsvarende husker jeg da jeg første gang forsøgte mig med SK på engelsk. Jeg lagde ud med Det mørke tårn hvor de gik igennem desserten! Fuck, hvor var det surrealistisk. Og skræmmende!
Nuvel – jeg har fået vin og det var bare det jeg ville sige – hej!
Relief, Havet, I am Legend. Jeg starter vel bare fra en ende…
@ Janus: plastikdimsen så ud som et gitter der sidder over en luftkanal.
Dimsen var sort.
Det var Mercedes’en også.
Men jeg ved ikke hvilken film de øhh… filmede.
@Jesper Rugård
“Kvinden og massemorderen.” Lyder som titlen på en cheesy gyser-thriller. Jeg kan kun gætte hvad der skal til i virkelighedens verden.
Jesper Rugårds indlæg (nr. 89) om, hvorvidt vi ’voksne’ blev skræmte over læsning fik mig til at tænke lidt over mit læsestof de forgangne 7 år – som jeg sirligt har noteret mig i den tro, det kunne være gavnligt i mit forfatterskab. Der er faktisk ikke rigtig nogen horror-fortællinger imellem, bortset fra Selma Lagerlöfs femi-krimi-spøgelseshistorie ’Hr. Arnes Penge.’ Den var god, men den skræmte nu ikke. Jeg har ganske enkelt ikke søgt horrorfortællinger, selvom jeg fra tid til anden har skrevet en. Den eneste bog, jeg vil fremhæve, er ’Vejen’ som jeg også har nævnt tidligere her på siden, da den gav en del at tænke over – som Langstrup skriver: den foruroligede mig (og gav mig et par mareridt og et par søvnløse nætter). Jeg tror, at den ’voksne’ fantasi ikke er så let at skræmme som at forurolige. ’Vejen’ forfølger mig på netop den måde, som Winther skriver – den har slået en flig af mit verdensbillede; ikke på nogen X-file-agtig måde, men snarere som et foruroligende kig ned i afgrunden, hvor (menneske)monstret i den grad gloede op igen.
Filmen er på den anden side et langt bedre medie til at give her-og-nu skræmmende oplevelser, da de med deres brug af billede og lyd kan sætte gang i instinkterne i krybdyrhjernen og få os til at føle, der er fare på færde. Det er vel nok primært lyden, der giver det gode gys. Når jeg holder foredrag om filmvirkemidler medtager jeg som regel et klip fra ’Scream 2’ hvor Gale og Devey bliver forfulgt af morderen i et auditorium og senere i et lydstudie. Med den oprindelige lyd er der en del, der hopper i sæderne, men sætter man et stykke fra Bizets ’Carmen’ hen over lydsiden, bliver den samme sekvens grinagtig morsom. Der har filmene en fordel frem for bogen, der sjældent kommer med lydspor og righoldigt billedmateriale.
Den film, der har skræmt mig mest gennem tiden, er dog ’Exorcisten’ – lige indtil jeg fik set den. Flere af mine venner havde i mine unge år set den før mig (Jeg så den første gang, da den gik i directors cut-udgave i biffen) og kunne genfortælle noget af handlingen – specielt det med, at Megan blev kastet rundt i sengen af dæmonen, kunne skræmme mig. Desværre holdt det op, da jeg havde set filmen.
Dermed min pointer:
1) I en god tekst, horror eller ej, må det foruroligende, det virkelighedsomstyrtende (eller virkelighedsforstyrrende) være i højsædet, før teksten er vellykket. Jeg vil gerne være et nyt og forhåbentligt bedre menneske efter mødet med en tekst.
2) Less is more. Af erfaring mener jeg ikke, det nødvendigvis er en forfatters opgave at udpensle vold og makaberheder (og ja, jeg har ved Gud gjort det selv), men derimod at bibringe læseren byggestenene til sit eget værste mareridt. Gyset bør ligge i antydningen, så det er læserens egne tanker under og efter læsningen, der fremprovokerer gyset. Jeg har forsøgt at lege med konceptet i novellen i Horror.dk, selvom jeg har kastet Yghner-Gooths alter ind som den McGuffin, der giver hovedpersonen anledning til at lade sig skræmme. [Note til mig selv: Måske burde jeg forsøge at gennemskrive novellen uden alteret og se om det stadig kunne være skræmmende.]
Mht. børnelitteratur: Tankevækkende kronik af prof. Torben Weinreich, Center for Børnelitteratur (fra ’98).
Mht. horrorgenrens evne til at ryste éns verdensbillede:
1) Betyder det så, at horrorgenren i dén forstand er modsat science fiction-genren, som vel som sin grundpræmis har en slags accept af den vedtagne (videnskabelige) verdensbillede, som “blot” fremskrives (men ikke seriøst anfægtes) i en sf-fortælling?
Og 2), Peter Straub har sagt følgende, som er meget godt i tråd med nogle af de seneste kommentarer: “I probably don’t believe in anything supernatural, although I kind of do, but my imagination really believes in it. And imagination is a powerful force that ought to be always reckoned with, ought to be always encouraged, since it creates a version of reality which should be taken seriously, if only for the insight it gives one into oneself. But it also reflects something at large, something at work in the actual world. And when we’re talking about the supernatural, I think we’re talking about our apprehension that there is more than we can see, that the visible world is not the whole story, that the world analyzed and described by physics, even the most advanced form physics, isn’t the complete answer. We know within us, somewhere at a very deep level, that there is simply more, and the supernatural comes out of that apprehension, I think.”
http://www.litteratursiden.dk/sw134414.asp
Gad vidst, hvad Tina Mortensen ville sige til Janus & Co …
Mht. tankevækkende kronik om børnelitteratur.
Professor Torben Weinreich er en viis mand med fuldskæg.
På hans hjemmeside lægger der flere gode overvejelser
se bare
Jeg vidste godt, at han var viis — men jeg anede ikke, at han havde fuldskæg!
Det kan du bide dig selv i næsen på han har. Veltrimmet og yderst distingveret er det!
Jeg har stor respekt for Weinreich. Han er en mand med et mål og så fremstår han også som et behageligt menneske. Gør ikke hans synspunkter mindre interessante ;)
Han faldt heller ikke på halen da Harry Potter udkom. Exp!
Jeg har gået og tænkt lidt over, hvad jeg egentlig gerne vil have med mig fra en horrortekst, og det er gået op for mig, at det er vidt forskellige ting. For horror opfylder naturligvis ikke bare ét behov.
På den ene side er der B-horror, som jeg ved, andre også har en forkærlighed for. Det er som popcorn for sjælen – ikke sundt eller nærende, men det er dæleme rart, og jeg kan nedsvælge ufattelige mængder af det.
Men så er der “god” horror – horror, som jeg får noget ud af. Når vi taler film, er det vel især film, det lykkes at skræmme mig en sjælden gang. Men når vi taler bøger, tror jeg, det er bøger, som taler til fantasien, som vækker ideer og skaber billeder.
Inden for horror har jeg en forkærlighed for bøger, som jeg opfatter som lidt tunge og langsomme (ved, at ikke-horrorlæsende kolleger nogle gange oplever dem som kedelige), f.eks. Koji Suzukis “Ring” og Peter Straubs bøger. De kombinerende en udførligt beskrevet, realistisk baggrund og nogle fantastiske elementer, der rammer noget. I Straubs “Natteværelset” og “Skyggernes hus” er det entiteten, der altid ses bagfra (næsten mytisk), og i “Ring” og fortsættelsen er det den langsomme, grumt logiske udvikling af forbandelsen.
Grundlæggende er det vel de elementer, vi også betegner som foruroligende, men som hos mig blot fortolkes som spændende og i besiddelse af en indre kraft, som vækker fantasien. Resultatet er vel for så vidt dette samme: en kriblen inden i hos læseren :)
[...] tidligere diskussion af, at mange horrorfans også kan lide de andre fantastiske genrer (dermed ikke være sagt, at [...]
… og så warnockede den :-)
Warnock!
Man kan altid lære noget nyt. Og jeg som troede at internettet rent sprogligt mest kun havde bidraget med 1337</ og smileys.
Er det ikke noget med “den som tier samtykker”
;-)
Warnock!
Man kan altid lære noget nyt. Og jeg som troede at internettet rent sprogligt mest kun havde bidraget med 1337 og smileys.
Er det ikke noget med “den som tier samtykker”
;-)
Godt udtryk.
Egentlig er der stadig masser, jeg gerne ville sige, men hver gang jeg går i gang med at genlæse tråden, bliver jeg afsporet eller kan lige pludselig ikke overskue det hele.
I modsætning til, hvad man synes at mene her på siden, har jeg faktisk ikke for vane at komme i klammeri med folk, men er kendt som et ganske fredsommeligt menneske. Det sker naturlivis – også uden for denne klumme.
Det skete for nylig, hvor jeg ligedes undredes over reaktionen, indtil jeg konstaterede, at manden er midt i en skilsmisse. Det fik mig til at tænke på, om noget lignende kunne være tilfældet her.
Somme tider glemmer jeg, at ikke alle menneskers liv er det “dejlige eventyr” (for nu at være Andersensk) mit har været, og at folk, der måske føler sig som tabere i livets spil, godt kan blive lidt ømskindede – især over for elefantfødder som mine. Det beklager jeg.
[...] Horror.dk, redigeret af Mathias Clasen [...]