Film
Rocky Horror regnvejrsdag….
I går var en trist regnvejrsdag i Aalborg. Derfor besluttede jeg mig, i et anfald af nostalgi, at jeg måtte se en klassiker. Min første tanke faldt på “Generalen” med goe’ gamle Buster Keaton – en mere regnvejrsdags-film findes ikke. Imidlertid kom det mig i hu hvor mange gange jeg faktisk havde set den, og at jeg aldrig havde set “The Rocky Horror Picture Show“. Altså – horror/sci-fi-komedie-kultklassiker.
Jeg må sige at jeg gik ind til filmen med alle mulige forventninger, og de fleste blev da også indfriet. De unge, nyforlovede brænder tør for luft, og må søge ly hos den excentriske og transseksuelle Frank N. Furter. Der sker mange mærkelige ting på Furters slot, og opholdet udvikler sig hurtigt til en alt for klassisk historie om, at være fanget i det ukendte.
Karakterene er vildt over/underspillet og sceneteknisk er den noget l***, men det fungere. Hvis man ikke var klar over det da man gik igang med filmen, bliver man meget hurtigt klar over at der er tale om en musical. En musical med gode numre som bl.a. “Over at the Frankenstein place” og “Sweet Transvestite”. Man føler sig hurtigt hensat til svundne tider. Tider hvor skurke kunne genkendes på deres pukler og de gode kunne genkendes på at de var, nå ja, gode.
“Rocky Horror…” er ikke den nye regnvejsdags-film, men er helt klart værd at se – om ikke andet så for at se Tim Curry som transvestit, det er en oplevelse i sig selv. Har man ikke set den, er man gået glip af noget – jeg ved måske ikke helt hvad, men et eller andet er det. Til dem der har set den – i ved hvad jeg mener!
Tags: Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Det er da virkelig mangel på pli at sidde hjemme og glo på Rocky Horror Picture Show. Hvad enten det er film eller teaterudgaven, så er det gamle slogan »film skal ses i biografen« aldrig mere sandt end netop for den film. Her skal man have en lang række rekvisitter med sig og selv være aktive i filmen. Og sgudda for fanden ikke sidde hjemme og lege regnvejrsmelankoli.
Arrhh, hold op… Jeg råbte da balndt andet “Kick it” – på det rigtige tidspunkt vel at mærke…
Jeg tror nok, jeg gjorde samme fejl, da jeg så den i sin tid – og har af samme grund aldrig rigtigt brudt mig om filmen. Den slog mig som et lidt for tydeligt forsøg på at skabe en kultfilm – men nu gik jeg jo altså også glip af det sociale, der angiveligt skulle gøre den så underholdende.
Visse film (deriblandt rigtig mange b-film) kræver altså, at man er flere om at se dem.