Film
Berberian Sound Studio (2012)
Forestil dig, at du kunne være en flue på væggen i filmstudiet, da Dario Argentos ”Suspiria” blev skudt tilbage i halvfjerdserne. Det får du mere eller mindre lov til i ”Berberian sound studio”, der følger den lille, sky lydtekniker, Gilderoy, der tager turen fra det britiske til en italiensk filmproduktion af mesterinstruktøren Giancarlo Santini. Instruktøren laver ikke horrorfilm, pointerer han over for Gilderoy. ”It’s not a horror film, it’s a Santini film!”
Det på trods, er produktionen en parade af modbydelige mord på mord, og mens meloner og andet frugt hakkes i småstykker for at frembringe de helt rigtige splattede lyde, drages Gilderoy dybere ind i en morbid verden, der ikke huer ham det mindste. Samtidig slås han på alle tænkelige måder med det italienske mandskab, der virkelig lever op til forestillingen om forholdene på en Argento-produktion i de gode, gamle dage. Man fristes næsten til at udråbe: Tak gud for Goterne! For selvom de bombede civilisationen et årtusinde tilbage, ville Romerrigets beståen nok have underlagt os alle helt urimelige arbejdsforhold!
”Berberian sound studio” er en fonøjelse langt hen ad vejen. Den er eksperimenterende og stemningsfuld, og Gilderoy spilles med stor kraft af Toby Jones. Samtidig er det herligt underfundigt, at vi næsten ikke får lov at se billedsiden i Santinis film, men kun kan orientere os via de drabelige lyde og det mere og mere morderiske udtryk i Gilderoys ansigt, når han molesterer radiser og kålhoveder.
Desværre hiver filmen den ikke helt hjem. Den formår ikke rigtig at lette fra jorden; kender man oplægget, med en diktatorisk Argento-lignende intruktør, kender man filmen. Og efter en times tid flyder handlingen ud i en lynchiansk suppe af mystiske symboler, der ikke bliver særligt sigende. Jeg skal ikke kunne sige, om der var uld i formidlingen, eller om det blot var mine analytiske evner, der kom til kort, men jeg synes, den fes ud i sandet.
Dog er filmen flot, mystisk og en hyldest til lyd. Og er man Argento- eller i det hele taget Giallo-fan, bør man ikke snyde sig for den første time, der essentielt kunne være en uopdaget behind-the-scenes på ”Suspiria”. Filmen kunne bare have været så meget mere, hvis plottet havde løsrevet sig fra oplægget og skudt mod himmels i stedet fordi de lidt uforståelige, surrealistiske sekvenser filmen serverer i den ellevte time.
Ud over Lynch-film som ”Lost highway” og ”Mulholland Drive” fik ”Berberian Sound Studio” mig til at tænke på den fremragende horrorfilm ”Pontypool”, der foregår i et radiostudio, og som også dyrker lyd i den grad. Hold en ”hyldest-til-lyd-aften” og se dem begge.
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Jeg så den også på Cph Pix. Det er en flot og velspillet, men i sidste ende overdrevent prætentiøs og alt for lang film. Den virker i øvrigt inspireret af Fellinis kortfilm “Toby Dammit” fra “Spirits of the Dead.” Problemet er blot at Toby Dammit kunne formidle mere på 37 minutter, end denne kan på to stive timer. Endelig så er filmen en overlagt in-joke. Skønne spildte kræfter…
Jeg giver den nogle point for indpakningen, som er herligt stemningsfuld, men det er rigtigt, at den ikke har noget at sige. Synes dog en hver Argentofan bør se den, om ikke andet som en fiktiv behind the scenes-agtig ting.