Film

Prometheus (2012)

I går var jeg i Imperial med min storebror og se PROMETHEUS. Vi regner os begge for at være en slags ALIEN-eksperter, så selvom de første tilbagemeldinger bød på delte vande, var vi ligeglade  … for vi havde selvfølgelig den ”rigtige” mening.

Inden vi forsvandt ind i biografmørket, snakkede vi en del om forventninger. Min bror parlamenterede for, at PROMETHEUS sagtens kunne glæde, hvis den blot bød på god ”popcorn-underholdning”, hvor jeg mere hældede til, at den skulle sammenlignes og sidestilles med ALIEN, da det jo trods alt også er Ridley Scott, der står bag denne omgang, og har lagt stort op i de utallige teasers og behind-the-scenes, hvor det bliver luftet, at intet mindre end livets mening (!) skal afdækkes i den nye film.

Samtalen mellem min bror og jeg fik – af uforklarlige årsager – karakter af en sær, gastronomisk metaforik, da jeg sidestillede en evt. ”strictly-popcorn-oplevelse” med, at en fin restaurant som f.eks. Kong Hans eller NOMA pludselig serverede junk food. Hertil satte min bror mig dog skak og sagde: Jo, jo, men hvad nu hvis de serverede en VIRKELIG god hot dog …?

Jeg måtte indrømme, at en virkelig god hot dog måske kunne sluges, selvom den manglede æstetikken og nytænkningen bag et fint anrettet, kulinarisk mesterværk. MEN hvis det var en slatten nettopølse, så stoppede festen sgu.

Nå, men slut med madsnakken og videre til filmen.  

PROMETHEUS handler kort fortalt om et hold forskere og andet rumskibspersonel, der efter stasis i to år på skibet ”Prometheus” kommer frem til de stjernekoordinater, der er gengivet i utallige piktogrammer fra gamle hulemalerier og tavler på jorden. De to forskere, Elizabeth (Noomi Rapace), og Charlie (Logan Marshall-Green), er overbevist om, at der på planeten, de finder, er liv og tilmed af en art – der om levende – kan ligge inde med viden om menneskets skabelse. Af andet mandskab på fartøjet, der bør nævnes, er isdronningen, Meredith Vickers (Charlize Theron) og androiden, David (Michael Fassbender), der synes at have sine egne sideløbende dagsordener.

Det ville være synd at afsløre for meget om PROMETHEUS, men selvfølgelig er temaet udforskning af fremmede habitater og mødet med slimede, ubehagelige ting. Hvad ellers kunne man forvente sig?

Og PROMETHEUS skuffer ikke, specielt ikke i afdelingen for slim og gru, og de klamme håndflader holder gennem det meste af filmen. Den har i virkeligheden meget mere en horrorfilms temperament end en science-fiction-films. Der lefles på ingen måde for flueknepperne og novum-junkierne, da der er et hav af småfejl, der sikkert vil gå nogen enormt meget på nerverne; hvorfor går de nu derind uden våben? Hvordan kan de fare vild i et habitat, de lige har kortlagt med en smart, lille scannings-dims? etc., etc., men overordnet trækker det for mig ikke mere end en enkelt stjerne ned.  

Det multifacettede plot – der er herligt underforklaret og åbent for fortolkning – stikker nemlig sine slimede tentakler dybt ned i den Lovecraftianske arv, og gør den derved til noget af det tætteste vi har set på en filmatisering af AT THE MOUNTAINS OF MADNESS. Måske er jeg en simpel fyr, men at se vridende tentakler der er så godt lavet og i upåklagelig 3D, det fungerer bare for mig.   

Og der er enkelte scener – måske især én, der involverer en hi-tech operationsmaskine – der er så uhyggelige, at de brænder sig ind i min hjernebark som noget af det mest effektive horror i årevis. Et anerkendende nik i den aldrende Scotts retning; good on ya, mate!

Oveni det er PROMETHEUS klart den mest Giger-esque ”Alien-film”, vi har set siden 1979; omgivelserne i de mystiske rummiljøer, der bliver udforsket er uden lige, og generelt er filmen ekstremt flot og klar i sine billeder. Det er faktisk første gang, jeg har været virkelig bjergtaget af 3D-effekten.

Skuespillet fejler bestemt heller ikke noget. Der er god dynamik og spændinger imellem besætningsmedlemmerne, og især Fassbender som androiden, David, binder filmen godt sammen, og byder os på en mere lunefuld og utilregnelig androide end Ash og Bishop.  

PROMETHEUS må siges at være en ret enestående bedrift af en aldrende Ridley Scott, der ikke har beskæftiget sig med Alien-universet i en menneskealder, og ærlig talt har leveret film af en noget svingende kvalitet de sidste mange år. PROMETHEUS er ikke en perfekt film, men den styrer komplet udenom at være den pompøse, larmende idiot af en film, man kunne have frygtet, når man så traileren, og leverer iskoldt rumgys uden dumme oneliners til at tage brodden af.    

Den har sine småfejl hist og her, hvor det kniber med logikken, men overodnet trækker det kun meget lidt ned i en flot og uhyggelig film, der tilmed byder på et eksistentialistisk tilsnit, der kan få det til at værke lidt i de små grå bagefter, hvis man gider lege med.

Og hvis man nu skulle være så fræk som at rangere PROMETHEUS blandt de andre ALIEN-film – som Scott sikkert ville hade – så ville den snige sig ind på en tredjeplads efter, henholdsvis ALIEN og ALIENS, overlegen både tredje og fjerde installation i serien.

© 2012 Horrorsiden.