Film

Cannibal Corpse, bannerførere for brutalitet!

PARENTAL ADVISORY. EXPLICIT LYRICS … Hvis du har en eller flere cd’er i din samling med den advarselsmærkat på, er der en god chance for, at dette kan være artiklen for dig. Vi skal nemlig snakke om horror som musik og om hvor langt, man egentlig kan tillade sig at gå, når det kommer til vold i kunst generelt …

 

Det amerikanske death metal-band, Cannibal Corpse, har i over tyve år leveret noget af alle tiders mest brutale og teknisk halsbrækkende musik, akkompagneret af en lyrisk og grafisk side så eksplicit og vulgær, at det har vakt kontrovers verden over. Dette er da også grunden til, at det i mange lande kun er muligt at købe censurerede versioner af bandets udgivelser, og der er udvalgte skæringer, der slet ikke må fremføres live bl.a. i Tyskland; Cannibal Corpse har nemlig gjort det til deres kæphest – lyrisk – at splitte den menneskelige krop ad på så mange forskellige måder, det er tænkeligt (og utænkeligt!).

Som horrorfan er Cannibal Corpse umulige at komme udenom, for selv om man ikke er til den type musik, får deres grusomme og imponerende artwork (af Vince Locke) og tekster de fleste horrorfilm til at blegne. Bandet har så afgjort deres plads i horrorens verden, side om side med litteraturen og filmen, da deres tekster er som små historier, ganske kreative, men dybt grusomme.

Ligesom horrornovellen, der har fået en nylig renæssance på dansk grund, er der tale om små gys, der rusker godt op i nerverne – for horror kan være mange ting, og man får så afgjort nogle af de mest potente og grænseoverskridende horroroplevelser gennem Cannibal Corpse.

Splattermetal!

Cannibal Corpse smadrede ind på musikscenen i 1990 med albummet EATEN BACK TO LIFE. Goregrindbandet, Carcass, der i deres tekster praktiserede en nær patologisk besættelse, havde allerede været fremme i nogle år, Cannibal Corpse lagde dog mere vægt på zombier og ligskænding med titler som A SCULL FULL OF MAGGOTS og EDIBLE AUTOPSY.

 Ikke mindst på grund af coveret til EATEN BACK TO LIFE var det gået op for metalfans verden over, at der var skudt et band op, der i en hidtil uset grad havde parret splatter og metal; et indlysende lykkeligt ægteskab!

 Med kannibalernes andet album BUTCHERED AT BIRTH pressede de atter grænserne for den gode smag med et cover af to zombier, der er ved at dissekere en gravid kvinde, og det grusomme indhold i teksterne var ligeledes eskaleret noget. Forsanger, Chris Barnes, der skrev alle teksterne på de tidlige udspil, havde ligesom resten af bandet sporet sig ind på en rute, hvor det kun kunne gå én vej: Mere ekstremt, mere stødende. I takt med, at hans growl blev dybere og dybere for hvert album, begyndte teksterne i stigende grad at bevæge sig væk fra zombier og i stedet fokusere på grusomme sexforbrydelser mod kvinder.

På deres tredje album TOMB OF THE MUTILATED finder vi så farvefulde titler som ENTRAILS RIPPED FROM A VIRGINS CUNT og ADDICTED TO VAGINAL SKIN. Herunder et par linjer fra sidstnævnte (og det er IKKE for sarte sjæle):

“Their bleeding cunts will set me free
Warmth seeping from this body Rotted
After I sucked the blood from her ass I feel more alive”

Og på deres efterfølgende album THE BLEEDING, kørte de videre i sexovergrebsrillen med sange som STRIPPED, RAPED AND STRANGLED og FUCKED WITH A KNIFE, herunder fra sidstnævnte.

“Stick it in
Rip the skin
Carve and twist
Torn flesh
From behind
I cut her crotch
In her ass I stuck my cock
Killing as I cum” 

Efter THE BLEEDING var det næppe muligt at gå i en mere ekstrem retning – lyrisk i hvert fald – og med udskiftningen af Barnes i 1994, der blev erstattet af George ”Corpsegrinder” Fisher, begyndte bandet også at bevæge sig væk fra de realistiske sexmord og mere i retning af zombier og en mere uvirkelig type horror.

På albummet VILE er der sågar en sang, der synes at prædike en gang kærkommen ligestilling, nemlig ORGASM THROUGH TORTURE, hvor en kvinde fanger en mand og æder ”hans kæreste eje”.

 “She rips my cock off with her teeth
Masticate, gnawing and chewing the stump
She regurgitates, I’m covered in my bloody chunks”   

 På bandets udspil inden for senere år har der da også været et skift i synsvinkel fra bødlens til offerets, hvilket også giver en grum og klaustrofobisk fornemmelse – som på f.eks. SUBMERGED IN BOILING FLESH fra deres album KILL (2006) og fra deres nyeste album TORTURE (2012) på skæringer som THE STRANGULATION CHAIR og INTESTINAL KRANK; herunder sakset fra sidstnævnte.

“Merciless, they turn the crank
Interrogation has begun
Awake I’m being disemboweled
Rotation pulling out the guts”

 

En mening med galskaben?

Cannibal Corpse påstår ikke, at der er nogen dybere mening med grusomhederne, de præsenterer os for, blot at det er horrormusik, ligesom der laves horrorfilm – og at det desuden ikke ville passe til den type hårdtslående musik, de laver, at synge om kærlighed og kildevand. 

Som udenforstående kan man så stille spørgsmålet, om det er i orden at skrive så grusomme tekster – og derved kommer man ind i en mere almen debat om vold i kunst; en debat, der sjovt nok lige er blusset op igen i de danske medier på grund af filmen, THE HUNGER GAMES. Kritikere spørger, om det virkelig kan være relevant, at vi skal sidde og se på teenagere, der myrder hinanden i en sportsdisciplin.  Sætter man det lidt på spidsen, kunne man jo bede kritikerne meditere lidt over de tusindvis af børnesoldater, der er i Congo eller andre dele af verden.  At pege fingre ad totalitære slyngelstater er forhåbentlig ikke en disciplin, der går af mode. Totalitarisme bliver i hvert fald hverken mere eller mindre virkelig af, at vi belyser den. 

Nu er der jo selvfølgelig lang vej fra den – for mig at se – åbenlyst legitime, THE HUNGER GAMES, til Cannibal Corpses meget detaljerede lemlæstelser. Men er der også legitimitet her? Eller er man slet og ret forstyrret, hvis man kan nyde den slags ekstrem-horror?

For at afgøre det, må vi nok stille spørgsmålet, hvorfor vi som mennesker overhovedet har brug for at se (og høre) på vold. Begrebet katarsis, sjælelig udrensning gennem afreagering, er vigtigt her. Gennem dyrkelse af det onde og destruktive kan vi slippe de dårlige følelser, der ligger latent i os, løs på en ufarlig måde. Det er at sidestille med de to minutters had fra George Orwells 1984 – selvom vi dog ikke lever i Big Brothers skygge, er der vist rigeligt at være utilfreds med.

Samtidig er der bag vores tillærte rationale og empati stadig en mere primitiv del af vores hjerne, der finder det mest hensigtsmæssigt at løse sine problemer med en flintøkse – derfor at f.eks. KILL BILL er så god underholdning på en lørdag aften. Vi skal selvfølgelig ikke (jeg skrev: IKKE!) give efter for denne side, men vi må erkende, at den ligger derinde et sted.    

Så er konklusionen, at man kan tillade sig at portrættere alle former for vold, blot man påberåber sig katarsis …? På en måde, ja. Dog in mente at der ikke nødvendigvis kommer noget godt værk ud af det. For er der homogenitet i værket …? Eller sagt med andre ord: Er der et ordentligt forhold mellem værkets ambition og endelige resultat? 

Det splattede værk, der ikke hævder at være stor kunst, kan have sin ret. Ligeledes det mere ambitiøse, allegoriske værk. Et eksempel på sidstnævnte kunne være den franske horrorfilm MARTYRS – der nærmest lydløst fortæller os, at vi fordømmer os selv ved at søge for hårdt efter svarene. Omvendt ville jeg pege på A SEBIAN FILM som en ”ommer”, da den påklistrer pointerne i hver anden replik og er inkonsekvent og skamfuldt selvbevidst omkring ekstremvolden (ja, man kan jo diskutere relevansen af at se en mand voldtage en Baby Born-dukke!).

Summa summarum synes jeg ikke, man behøver skamme sig, fordi man nyder at se splatterfilm eller hører Cannibal Corpse.

’Voldsforherligelse’ er et lidt mærkeligt begreb, jeg tror i hvert fald ikke, jeg er stødt på et værk – hverken bog, film eller musik – der direkte fungerede som en reklamesøjle for at gå ud og lave forbrydelser. Instruktøren, Dario Argento, er et godt eksempel på en kunstner, der aldrig har været bange for at vise blodige mord fra bødlens synsvinkel, men forherligende? Næppe.   

Jeg har også ladet mig fortælle, at Jacob Hedegaard Pedersens bog ”Dyret” (1995) vakte en del opstandelse på grund af et kapitel, hvor vi følger en voldtægtsmands synsvinkel hele vejen igennem hans blodige og afskyvækkende forbrydelse. Jeg må sige, det kræver temmelig store nosser at give forbryderen ordet, og det er på en måde mere ansvarsbevidst og realistisk end altid at portrættere det onde som noget eksternt og fremmed.

 

© 2012 Horrorsiden.