Film

Deadgirl (2008)

Filmen DEADGIRL blev ved sin premiere mødt med en del sippede reaktioner fra den nordamerikanske presse og ikke mindst biografgængerne (jo, der var et par stykker, der angiveligt besvimede under forevisningerne – jeg tror, de manglede jern, D-vitamin eller andet).

Og flere anmeldere tilsluttede sig det hysteriske, nypuritanske kor, man kan høre kvæde på et hvert gadehjørne efterhånden (”Vi må ikke tale om de grimme ting her i livet, bedre at ignorere dem, så går de nok væk …”).

Og det er faktisk ganske underholdende læsning at køre anmeldelserne på Rotten Tomatoes igennem. Det er utroligt så usaglige og personlige anmeldere kan blive, når de har følt sig skræmt eller krænket, men langtfra er klar til at indrømme det. Prøv bare at hør anmelderen fra The New York Observer: ”Written by a weirdo named Trent Haaga for no other purpose than to outrage, Deadgirl is part S&M porno, part supernatural chiller, and worthy only if you’re interested in how far movies can go before the police arrive.”

Suk.

Nå, men lad os tage et blik på, hvad det er, der kan få deres pis sådan i kog over there.  

DEADGIRL starter med at præsentere os for to syttenårige knægte, Rickie og J.T., der i kedsomhed pjækker fra skolen og raider et nedlagt sindssygehospital, hvor de drikker bajere og hærger. Da de får undersøgt bygningen nærmere, finder de et kælderrum med en næsten fastrustet dør – og inde i rummet opdager de til deres store forbavselse en nøgen kvinde efterladt og lænket fast. Kvinden virker dyrisk og umælende, og en lille ”svipser” fra J.T’s side resulterer i et styks nøgen, fastlænket kvinde – nu med brækket hals …! Men problemerne er faktisk større end som så, for kvinden lader sig ikke mærke det mindste med sådan en fatal skavank, og ikke engang tre kugler på klos hold lader til at have nogen effekt på hende – hun er levende død.

På dette tidspunkt lå min interesse for filmen og svingede mellem moderat og dalende. Der var en million fladpandede veje, historien kunne have taget, og jeg gruede for det værste. Min storebror ringede efter en halv time, hvor jeg pausede filmen og fortalte ham, at jeg sad og så en film om to knægte, der havde fundet en zombiepige i kælderen af et sindssygehospital.

”Er den god?” Spurgte han, og jeg svarede at ”det kom lidt an på, hvad drengene ville bruge pigen til.”

Da jeg trykkede play igen, opdagede jeg imidlertid, at filmen var ved at gro sig et par solide sten – for det videre forløb handlede ikke om, hvad zombiepigen ville gøre ved drengene, men hvad DE ville gøre ved hende – og et bekymrende portræt af en afsporet, asocial og pornobesat ungdom begyndte at folde sig ud.

Det var faktisk først, da jeg havde sovet på filmen, at det gik op for mig, hvor ambitiøs en lille sag den egentlig er – i portrættet af klasseskel, hvor uptown jocks og white thrash deler skolegård, går den hen og bliver meget samfundsrelevant og voksent reflekterende.   

Skuespilleren Noah Segan (var også fed i BRICK), der spiller den afstumpede J.T., bør nævnes for sin uhyggelige præstation i filmen. Hvis han undgår typecastingens ruin, er han bestemt én, der er værd at holde øje med.

DEADGIRL er en anderledes zombiefilm, der viser at der stadig er masser af stof tilbage i de levende døde, de skal bare nytænkes. Et andet godt eksempel var den kuriøse PONTYPOOL, der også er et ”must-see” for en hver fan af stavrende horder.

© 2011 Horrorsiden.