Michael Kamps syvende bog er en god omgang krigshorror med unævnelige rædsler, nazister og tyske kraftudtryk. Han har en tendens til at blive kategoriset som ungdomsforfatter, men ligesom “Hvor de gamle visner” er “Bunker 137” mere rettet mod de voksne læsere – der er ingen børn her, og Kamp holder sig ikke tilbage.
Vi befinder os i slutningen af 2. verdenskrig, og tyskerne bliver presset tilbage mod Berlin. En lille gruppe soldater må efter en træfning med de allierede søge tilflugt i en forladt bunker. Den viser sig dog snart – som man nok forventer – at være arnestedet for sære og faretruende hændelser. En dyster storm samler sig om stedet, sorte skikkelser bevæger sig igennem skoven omkring dem, men allerværst: der er noget i bunkeren sammen med dem.
Lad det være sagt med det samme: Michael Kamp er kun blevet bedre gennem sit forfatterskab, og med “Bunker 137” leverer han endnu engang en elementært spændende horrorfortælling. Han fortæller filmisk og holder det rette tempo hele vejen gennem historien – vi følger en af soldaterne, Jürgen Holz, der for nylig er blevet overflyttet til Waffen-SS-gruppen, hvilket sætter ham i følgeskab med nogle af de nazister, der har gjort og set de værste af krigens gerninger, samtidig med at vi får nok af hans tanker til at føle sympati med ham. Det er et klassisk horrortrick, en hovedperson der lige så vel kunne være skurk, og det virker. Det giver også Kamp mulighed for at runde af med en god, grum slutning.
Det må dog også siges, at “Bunker 137” virker lidt som oplægget til en film – en film, jeg gerne ville se, men også en film, der ville være let at gennemskue, for plottet afvikles så glat, at det bliver lidt forudsigeligt. Dertil kommer, hvad der virker som inspiration fra bl.a. “Event Horizon”, blot tilsat nazister og en lidt anden baggrund. På den positive side gør den filmiske islæt så også, at det er en bog, man gerne læser i ét stræk.
Horror med nazister er næsten sin egen undergenre, men det er ikke noget, vi har set meget til på dansk. Kamp har endnu engang sat sit kompetente mærke på det danske udbud og leveret en god læseoplevelse. Han kender genren og forstår at udnytte dens troper og virkemidler til god effekt, og “Bunker 137” er et velskrevet og hurtigt gys.
Jeg blev lige færdig med “Bunker 137” i går og er igen imponeret over Michael Kamp. Det er rigtigt nok, at man måske godt kender historiens elementer fra andre historier (“From Beyond” og “Outpost”), men det ødelægger overhovdet ikke fornøjelsen, fordi Kamp tilsætter sin helt egen stil, og samtidig fortæller så entusiastisk at man bliver revet med uden forbehold.
Klar anbefaling herfra :)
[…] “Michael Kamp er kun blevet bedre gennem sit forfatterskab, og med “Bunker 137” leverer han endnu engang en elementært spændende horrorfortælling.” Læs hele anmeldelsen HER. […]
[…] Michael Kamp om hans seneste værk, nazi-horror-romanen “Bunker 137”, som jeg også har anmeldt her: Det er lidt sjovt med de inspirationskilder. Jeg har hørt både Event Horizon, Deathwatch, From […]