Film

Ghost story (1981)

I en tid hvor Hollywood er gået så meget i selvsving med remakes, at det har nået komiske højder – hvor de kreative udfoldelser begrænser sig til at støve et gammelt filmmanus af og overdrage det til en talentløs, men lydig, ung instruktør – kan det være næsten meditativt at dykke tilbage i horrorens gyldne gemmer.

Det gjorde jeg forleden. På trods af strålende solskin satte jeg mig ned og så ”Ghost story”, og den var faktisk rigtig god.

Den handler om fire gamle knarke, der har selskabet ”The chowder society”, der mødes månedligt og fortæller hinanden grufulde gyserhistorier. En forbrydelse i deres fortid, som de har valgt at lægge låg på, begynder dog at forfølge dem, og de er snart med i deres helt egen spøgelseshistorie, hvor noget ondt truer med at tage de gamle af dage én for én.

Filmen forener på herlig vis klassisk, gotisk uhygge med solide special effects og masser af gode chok. Og så byder den på en vifte af gamle kendte Hollywood skuespillere, der leverer bundsolide præstationer. Selv danselegenden Fred Astaire er med, i hvad der blev hans sidste film.

Alice krige, der bl.a. har været med i Star Trek og den underlige Stephen King film ”Sleepwalkers”, skal også nævnes i en myrekrybende rolle som det onde, der hjemsøger de gamle stakler. Og skulle man sidde og lade sig betage lidt af hendes veldrejede kurver i de mange nøgenscener (slet ikke at jeg gjorde det), kommer man hurtigt på bedre tanker, når hendes øjne flammer op af det rene vanvid.   

”Ghost story” er klassisk gys, når det er bedst, og så er der vist ikke meget mere at sige om den sag. Det skulle da lige være, at den virker lidt beslægtet med George C. Scott klassikeren ”The changeling”, der udkom året inden.

Det kunne være rart, hvis filmbranchen diskede op med nogle flere gotiske gyserfilm i den her stil, hvor castet ikke består af en flok unge mennesker, der skal prøve at overnatte i et hus, eller scenarioet hvor det hele er optaget med rystet håndholdt kamera, og er noget der ”rigtigt er sket”.  

”Børnehjemmet” (El orfanato) var et meget godt bud på en film i den klassiske tradition; jeg forholder mig dog lidt skeptisk over for de mange film, der efterhånden er lavet af ”folkene bag børnehjemmet” (”Hey, var det ikke dig, der hentede en sandwich til nogen under optagelserne af ”Børnehjemmet”?? Er det okay, vi skriver dit navn på coveret?”).

© 2011 Horrorsiden.