Bøger
Patrick Leis: Camp 41
“Camp 41” er to bøger – “Reservatet” og “Heksehammeren” – de seneste kapitler i Patrick Leis’ snart ret lange zombie-serie under fællestitlen “Necrodemic-sagaen”.
Vi befinder os i Danmark i en fremtid, hvor menneskeheden først har været underlagt en ond computer og siden har måttet opleve, at de døde vender tilbage til livet med visse kannibalistiske tilbøjeligheder. Historien her foregår på et tidspunkt, hvor man stadig tror, at man kan kontrollere zombierne og tage verden tilbage.
Folk er samlet i lejre, som blot skal være midlertidige, mens militæret renser landet for de levende døde. Men hvis man kender lidt til zombier, ved man også, at det sjældent går som forventet, når man tror, man har styr på tingene, og civilisationen ser ikke ud til at vende tilbage lige med det samme.
Og langsomt begynder der at opstå spændinger i Camp 41 – ungdomsbander støder sammen, religiøse følelser vender tilbage, kontrollen forsvinder. Og kannibalerne samler sig naturligvis uden for hegnet.
“Camp 41” følger en gruppe mennesker forskellige steder i lejren – fra en lille pige, der taler med sin bamse, til kommandanten, der skal forestille at holde sammen på det hele. Deres skæbner snor sig ind imellem hinanden indtil det store klimaks (og den generelle retning, det befinder sig i, kan man nok godt gætte).
Jeg har tidligere sagt, at jeg foretrækker de første bøger i Necrodemic-serien, især den allerførste, “Requiem”, fordi den holdt sig til en skarpt afgrænset historie. De senere bøger lider (lidt som Romeros senere film) under forsøget på at skabe udvikling – Leis gør det så blot ved at udvikle på en science fiction-verden, så Necrodemic-sagaen nu fremstår som en hel future history. Det tager i mine øjne lidt af gyset ud af serien, så der er tale om spænding/science fiction for folk med hang til action. Stemningen efterlades i vejkanten, men i stedet drøner vi derudaf med handling.
Lidt forudsigeligt er det, men det tænker man ikke over, når klaveret spiller. Det gør “Camp 41” til et par gode bøger at gribe, når man lige skal have blæst hovedet lidt igennem med lidt zombier, blod og vold.
Tags: Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Jeg overvejer, om jeg snart skal læse noget mere af Leis. Læste Requiem for to år siden og var fint underholdt, selvom den var noget forudsigelig. Men ud fra dit indlæg ser det ud til, at jeg i første omgang vil holde mig til Pax Immortalis :-)
Det er selvfølgelig også et spørgsmål om præferencer – jeg synes selv, at zombier egner sig bedst til de der historie, der er skåret ret meget til (en masse zombier, nogle få mennesker og shit happens). Det gør han rimeligt godt i Requiem, men hele science fiction-elementet gør det lidt overlæsset for mig i de senere bøger. Zombier er ligesom nok, jeg har ikke brug for onde computere oveni :)