Tegneserier

Eric Powell’s THE GOON

Tegneserien THE GOON har netop rundet sit album nummer 10, og i den forbindelse vil jeg gerne lave en introduktion til serien og en spoiler-fri guide til de forskellige albums.

Jeg har fulgt med i serien siden 2003, og det har været en af årets store begivenheder, når der kom et nyt nummer af GOON bøgerne (som hver gang er blevet læst ALT for hurtigt).

Den dengang rimeligt ukendte Eric Powell skød direkte ind på stjernehimlen med sin serie, der er en unik blanding af horror, noir og slapstick, hvis lige ikke er set før.

Rent grafisk er serien også meget imponerende: Powells unikke kombination af croquis, brede tusch-outlines og skarpe plakatfarver springer op fra siderne.  

Jeg har læst mig til, at Powell engang fik et afslag fra en mopset redaktør, der skrev at man ALDRIG måtte kombinere blyant og tusch på den måde, Powell gjorde det. Og som en hyldest til dumheden indrammede Powell brevet og kiggede på det, hver gang han havde brug for lidt fandenivoldsk energi – og i dag er Powell så en af de mest hyldede nutidige tegneserie-kunstnere (der stadig lader dele af blyantsskitsen stå på rentegningen, og det ser fantastisk ud). 

Og hvad handler THE GOON så om …?

I en by, der minder om fyrrenes Chicago tilsat en syv-otte naturkatastrofer, regerer den hærdebrede ganstertype The Goon og hans hidsige makker Frankie. Goon er tilsyneladende under ledelse af den frygtede boss Labrazio, men ingen har set ham i mange år.

Goons lederskab bliver dog sat på prøve, da en ond zombiepræst begynder at genopleve de døde og lave en gansterhær af udøde gespenster … 

Det er zombie-gangsterkrig på højt blus, tilsat masser af noir-stemning og plotlinjer med ESP og ånder, der kommer til at fylde mere og mere, som serien skrider frem. 

Blandt de tilbagevendende bifigurer i GOON universet er bl.a. en charlatan af en edderkop i en bowlerhat, du ikke ville købe en brugt bil af, en omvendt zombie (et menneske, der nærer sig af de levende dødes kød!), og et par fladpandede sumptrolde, der ynder at føre højtsvævende samtaler om fin cuisine som dåsebønner og selvdøde katte …

Og hermed en guide til seriens op- og nedture: 

ROUGH STUFF som er nummeret med et nul, er, som titlen indikerer, det første grove spadestik til serien og har grafisk set ikke ret meget med de efterfølgende hæfter at gøre. Den grovkornede humor er dog på plads, skønt den bliver kørt en tand for langt ud med bl.a. en talende motorsav (?). Dette første hæfte kunne måske skræmme nogle læsere væk, men det er nødvendigt at læse det for den videre forståelse af serien – det er nemlig her vi får den fulde ”origin-story”.

I album #1 NOTHIN’ BUT MISERY er tegnestilen væsentligt forbedret, der er skruet lidt (men ikke meget) ned for charmen, og den fortløbende handling med zombiepræsten, der genopliver tropper til hans udøde gangster-hær på Lonely Street begynder rigtigt at tage fat. 

Bind #2 MY MURDEROUS CHILDHOOD er det første virkeligt storartede GOON album, hvor serien når helt nye dybder, stærkest i et tilbageblik på Goon og hans makker Frankies barndom, hvor man virkelig kan mærke Will Eisner spøge i krogene.

Goon #3 HEAPS OF RUINATION er tæt på at være det mest vanvittige tegneserie-album, jeg nogensinde har læst. Og der er øjensynligt retfærdighed til i verden, for det har vundet et hav af priser, bl.a. den prestigefyldte Eisner-award. Og det er sgu meget godt gået for en tegneserie, der blandt mange andre ting introducerer en synsk sæl og et tentakelmonster, der på grund af en flosset interdimensional-to-english-ordbog, snakker meget usammenhængende og senere forvandler sig til en ethundrede meter høj spansktalende øgle. Glæderne i HEAPS OF RUINATION vil ingen ende tage, og der er endda en gæsteoptræden fra Hellboy … og glemte jeg at nævne, at dette album ikke engang er det bedste i GOON serien …? 

I album #4 og #5 VIRTUE AND THE GRIM CONSEQUENCES THEREOF og WICKED INCLINATIONS tager serien rent grafisk et kvantespring, og når den fuldendte Eric Powell-form. Plottet er også habilt, men satser i disse to albums måske lidt for tungt på in-jokes og film referencer med glimt i øjet – som godt kan gå hen og blive lidt for meget.

Det efterfølgende album CHINATOWN AND THE MYSTERY OF MR. WICKER blev udgivet I en eksklusiv indbundet hardcover-version. Den havde ikke noget nummer på siden, men indgår alligevel som #6 i den fortløbende nummerering. Powell lagde stor vægt på, at der med denne udgivelse var tale om en Goon historie, der ikke var sjov. Det var den heller ikke, og den var faktisk heller ikke særlig god, selvom der blev lagt stort op. 

Med #7 A PLACE OF HEARTACHE AND GRIEF starter den anden storhedstid i Goon universet. Powell får her sporet sig ind på en historie, der er bade alvorlig, sjov og eventyrlig på én gang, og hiver en masse hemmeligheder op fra Goons fortid.   

#8 THOSE THAT IS DAMNED er en direkte fortsættelse af begivenhederne i #7, og universet har aldrig virket så sammenhængende og dybt før. Med dette album skriver Powell tegneseriehistorie, det hele får en dysterhed og brutalitet, man ikke havde troet muligt i dette muntre univers. Bare at tænke på de første ti sider i THOSE THAT IS DAMNED får de små hår til at rejse sig på mine arme. Dette album er en af de bedste tegneserier jeg har læst i nyere tid (deler førstepladsen med HELLBOY #10: THE CROOKED MAN AND OTHERS og THE UMBRELLA ACADEMY #2: DALLAS).

Efter bind 8 var jeg så meget oppe at køre, at jeg forudbestilte #9 CALAMITY OF CONSCIENCE på Amazon næsten et halvt år inden udgivelsen. Og så kan man måske ikke undgå at blive skuffet. Og det blev jeg. Det virkede lidt i dette album (der føltes meget som en slutning) som om Powell prøvede at flette alle løse ender sammen meget hurtigt og meget overfladisk – nærmest som om han var lidt træt af serien. 

I det netop udkomne bind 10 DEATH’S GREEDY COMEUPPANCE er der mest tale om lidt GOON-rester der er stykket sammen til et ikke særligt homogent værk. Der samles også tre numre af en lille spin-off serie med figuren Buzzard (ham den levende, der har smag for zombiekød); denne er mægtigt flot tegnet i en lidt mere skitset stil, end man er vant til, men moralen bliver lidt for lommebogsfilosofisk til min smag.

Udenfor nummerering er der THE GOON NOIR der ikke overraskende er i sort/hvid. Den er foruden Powell tegnet af et hav af forskellige gæstetegnere – den er bare ikke særlig god, og den behøver man bestemt ikke ofre penge på.

Der er desuden en THE GOON animeret film på vej, som er produceret af David Fincher (Se7en, Fight club, The social network). Man kan se en lidt mystisk trailer til den her:

http://www.youtube.com/watch?v=4P21Re_mB2Q

© 2011 Horrorsiden.