Bøger

Richard Laymon: The Cellar

Det må have været hårdt at være enlig mor i firserne – for det første er der ens teenagedatter, der opfører sig som en papfigur, hvis eneste funktion er at komme med svagt foruroligende forudsigelser om snarlig død; så er der eksmanden, som naturligvis er en voldelig psykopat, der netop er blevet sluppet ud af fængslet; så pakker man sine ting og stikker af, blot for at strande i en lille by, hvis eneste turistattraktion er Beast House, som hjemsøges af et sexhungrende monster, der dræber folk til højre og venstre; og så viser den mand, som man har forelsket sig i, at være lejemorder.

Men det er naturligvis ikke lige slemt alt sammen. Lejemorder-kæresten, hvis seneste job er at dræbe uvæsenet i Beast House, er en af de der sjældne lejemordere, som kun dræber folk, der fortjener det. På den ene eller den anden måde.

”The Cellar” er Laymons første roman om Beast House – en god blanding af splat, action og sex, hvor det naturligvis et monsteret, der er den egentlige hovedperson. Jeg har læst en af de andre bøger i serien, om end jeg har svært ved at identificere den præcise titel – men det er svært at glemme en roman, hvis omdrejningspunkt er et bæst, der gerne voldtager folk, før det dræber dem; og nåja, som gerne spiser dem under voldtægten. Og ikke med den mund, der er placeret i udyrets ansigt. Men selv om ideen er så overdrevet, at den fæstner sig, så er Laymons tilgang til skrivekunsten altså også så glat og overfladisk, at det er svært at huske den ene bog fra den anden.

Ikke desto mindre må det da også indrømmes, at den slags litteratur har sine fordele – ellers ville jeg ikke måtte indse, at jeg faktisk har læst adskillige Laymon-bøger. Han har sin helt egen blanding af vold og sex, og det er gennemskueligt som glas (99% af eksmandens job i bogen er at fylde en masse sider med lige præcis vold og sex, anden funktion har han faktisk ikke i historien) – men det er altså også ganske underholdende på det rigtige tidspunkt. Personligt bruger jeg Laymons bøger, når jeg lige har læst noget rigtig godt (i dette tilfælde den overraskende teenage-dystopi Pelly D’s dagbog) og skal ned på jorden igen. Han renser så at sige hjernen, så man er klar til at læse noget nyt. Og den funktion lever han op til med stor ramasjang.

© 2008 Horrorsiden.