Film

Top 10: Bedste mordscener

Okay, nu bliver det rigtig ulækkert – hermed en temmelig morbid top 10, som jeg i et sekund eller to faktisk var lidt i tvivl om, jeg egentlig burde uploade, men hey, it’s all good fun – og at man kan finde lidt æstetisk nydelse i et godt film-mord er vel næppe ukendt for læserne af “horrorsiden” … Obs! Listen indeholder adskillige spoilers, så hvis du f.eks. skulle have levet i en klokke under havet de sidste 30 års tid, så drop listen og gå i stedet for ned og få lavet dig et videokort.

10. The brood (1979, David Cronenberg): En ældre kvinde hører lyde ude fra sit køkken, går derud og finder rummet raseret. Hun fryser midt i en bevægelse og kigger vantro op mod et køkkenskab. Efter et par sekunders ulidelig uvished om det, der holdes udenfor kameraets øje, rammer en kødhammer hende i fjæset, og en fæl, lille gnom overfalder hende og smadrer løs, så blodet sprøjter. David Cronenberg benytter sig her af et fantastisk virkemiddel, hvor ofret ser rædslen før seeren; vi har kun hendes blik af vantro at forholde os til i de første sekunder – det pirrer nysgerrigheden og frygten og skaber bizarre billeder inde i hovedet, til forløsning af den værste slags kommer.

9. Hellraiser II (1988, Tony Randel): Anden installation i HELLRAISER-serien lever ikke helt op til originalen, men der er én virkelig uforglemmelig scene: Psykiateren Dr. Channard er besat af at løse gåden om de mystiske Cenobites og beslutter sig for, at en blodofring er vejen frem. Han giver en psykisk syg mand (med vrangforestillinger om insekter, der kribler under huden) en ragekniv og lader ham skære dem ud. Blodet flyder ned på den madras, hvor Julia fra den første film mødte sin undergang, og op af madrassen genopstår hun og begynder at dræne sit offer for blod. Det er en scene der er rød-i-rød; et æstetisk blodbad med glinsende røde kroppe, der vrider sig rundt – og den emmer af Clive Barkers udifferentierbare portræt af sex og gore. En nærmest smuk scene, hvis man er til den slags.

8. Profondo rosso (1975, Dario Argento): Efter en lang, voyeuristisk og vildt creepy scene i et skummelt hus, bliver en kvinde overfaldet af en mørk skikkelse iført ”Argento trademark” sorte handsker. Morderen overmander hende på badeværelset, smadrer hendes hovedet ind i væggen og fylder omhyggeligt badekarret op med kogende vand – ofret bliver dernæst slæbt hen til badekarret, og morderen koger hendes hoved, mens hun stadig er levende! En virkelig bestialsk detalje er de væskefyldte blaser, der dækker hendes ansigt bagefter – klart en af de mest sadistiske mordscener i filmens historie.  

7. Basket case (1982, Frank Henenlotter): Den kvindelige læge Dr. Kutter kigger misbilligende på kurven, der huser det lille blodtørstige monster Belial og spørger: ”What’s in the basket?”. Hun åbner, tingen bræger løs, springer op i ansigtet på hende og begynder at bide og flå. Der klippes væk, og da en af sygeplejerskerne kommer ind, ser vi Dr. Kutter skrige løs med et væld af skalpeller siddende i ansigtet, før hun til sidst dejser om – det er en fantastisk morsom, blodig og overspillet scene. Første gang man ser den, tænker man måske ”what the fuck?!”, ikke mindst fordi Belial er så ufatteligt ringe lavet, men det har sin styrke og charme – instruktøren Frank Henenlotter er en mester i at iscenesætte disse små totalt desorienterende og overrumplende horrorscener.     

6. Brain damage (1988, Frank Henenlotter): Frank Henenlotter igen. BRAINDAMAGE indeholder en af de mest kreativt perfide dødsscener, jeg nogensinde har set: En pige på en natklub samler filmens, på dette tidspunkt, stærkt stofpåvirkede hovedperson, Brian, op og slæber ham med ud i en baggård for at hygge sig lidt. Hun går ned på knæ, lyner hans bukser ned, men i stedet for kalorius finder hun Brians ven, det lille (og ufatteligt penislignende) parasitvæsen, Aylmer, der lever af at æde menneskehjerner. Den skyder fra gylpen – direkte ind i kvindens mund og suger hjernen ud den vej. Det er den værst tænkelige form for penetration, og da vi ser Aylmer smutte ind gennem gylpen igen med et stykke hjerne i gabet, er uhyrligheden komplet!   

5. From beyond (1986, Stuart Gordon): Geoffrey Combs’ karakter får pludselig smag for hjerner i sidste akt af Stuart Gordons Lovecraft-inspirerede B-film-vidunder FROM BEYOND. En venlig sygeplejerske prøver at hjælpe ham, da han er gået på rov i en spand med menneskehjerner, men han kvitterer med at flå hendes øje ud med tænderne, spytte det ud og suge hjernen ud gennem øjenhulen! 

4. Hellraiser (1987, Clive Barker): Så er det søreme fru Julia fra HELLRAISER-serien, der spøger igen. Efter at have samlet en klam, midaldrende mand op på en bar, ender de hjemme i Julias spooky hus på Lodovico Street. Hun leder ham ind i et endnu klammere loftsrum og slagter ham her i en af filmhistoriens mest ”down-and-dirty” mordscener. Først banker hun tænderne ud på ham med en kløfthammer, derefter et par velplacerede slag til skallen – og så er der serveret til den genopståede, blodhungrende elsker, Frank, der kommer ormende hen ad bræddegulvet og tager for sig af retterne.  

3. The Texas chainsaw massacre (1974, Tobe Hooper): “Meat hook sodomy scenen”, som jeg så den vittigt omtalt i et filmblad engang, fik mig rent faktisk til at slukke for filmen første gang jeg så den. Selvom man lige var blevet udsat for synet af et offer, der blev gokket ned med en mukkert, blev det mig alligevel for meget, da Leatherface slæber den skrigende tøs ned ad trapperne til slagterummet og hænger hende på en kødkrog til senere fornøjelse (fordøjelse?). det var den nonchalant og uinteresserede måde han satte hende på krogen på, der fik det til at tippe for mig. Man kan da ikke behandle mennesker som kød på den måde?! Jeg har hørt, at mange biografgængere mente, at man så krogen gå ind i kødet (ligesom mange i tresserne var overbevist om, at de havde set kniven gå ind i Janet Leigh i den berømte brusebadsscene), men nej – i ”chainsaw” får man også kun lov at se pigens lidende ansigtsudtryk.   

2. Don’t look now (1973, Nicolas Roeg): Klimakset i DON’T LOOK NOW er langt fra en af de mest udpenslede mordscener, men dog en af de mest groteske og rædselsvækkende. John Baxter løber igennem Venedigs gader efter en lille skikkelse i en rød regnfrakke, som han tror, er sin afdøde datter. Jagten leder ham ind i en gammel bygning, og da den lille skikkelse endelig vender sig mod ham, ser vi, at det er en gammel dværgekvinde med en kødkniv i hånden. Hun snitter halsen over på John, og ildrødt blod maler gulvet. Det, der er så fantastisk klamt ved scenen, er overraskelsen over at se den tudsegamle dværg, som, man ikke i et sekund er i tvivl om, er døden. Og hendes udtryk, der stråler af bestialsk selvtilfredshed, er simpelthen så myrekrybende klamt, at den her scene røg så højt op på listen.     

1. Suspiria (1977, Dario Argento). En lang, spændingsopbyggende scene, akkompagneret af Goblins tranceinducerende musik, kulminerer med det, jeg vil kalde det styggeste mord i filmhistorien. En ung kvinde flås brutalt ud af sit vindue og hives op på husets tag, hvor hun dolkes igen og igen. Det er nær ulideligt, den dovne måde knivbladet prikkes ind i brystet på hende, og hendes døende rallen er realistisk og ubehagelig. Det er på en måde lavtekniske effekter, da man nærmest kunne opnå det samme resultat med en legetøjskniv, der hoppede ind i skaftet, men det er Argentos legesyge, næsten katteagtige, mordlyst, der gør scenen så potent. Til sidst er kvindens bankende hjerte helt eksponeret, og vi ser kniven i ultra-nærbillede dolke igennem det. Jeg vil stoppe beskrivelsen her og opfordre til at genopleve scenen på følgende link: http://www.youtube.com/watch?v=VwRG2qpEwl4   

Og til listen generelt: Jo, jeg ved godt, at den obligatoriske førsteplads til den badende Janet Leigh er helt fraværende fra listen – men det er MIN liste og jeg er en gorehound, so f*** it.

© 2011 Horrorsiden.