// du læser om...

Film

Zombieland

Vi genså Zombieland i aftes – jeg mistænker, at jeg tidligere har udtrykt min skuffelse med filmen, men gensynet med den var faktisk ganske positivt.

Jeg tror, problemet har været trailerne til filmen, som ganske enkelt har givet et forkert indtryk. Første gang, jeg så den, forventede jeg mere crazy humor, og der var filmen faktisk mere afdæmpet. Interessant er det, at et af trailernes vigtigste elementer, “Ugens zombiedrab”, også er et af historiens svageste – det bryder nemlig med hele fortællestilen i filmen. “Ugens zombiedrab” var den fortællestil, jeg havde forventet ud fra trailerne – men filmen fortælles af den neurotiske knægt Columbus og handler kun om det, han oplever i forbindelse med den overgearede Tallahassee (Woody Harrelson) og to piger – da vi pludselig får serveret “ugens zombiedrab”, bliver Columbus med ét altvidende, og det er simpelthen et knæk i historien.

Men ved gensynet var det lettere at overse dette og nyde historien. Med forventningerne på plads er den pludselig langt mere helstøbt.

En bonus er naturligvis, at Bill Murray er med – og det lille mellemspil, hvor han bliver spurgt, om han fortryder noget. “Garfield,” svarer han.

Murray lagde stemme til den fede kat, men hvorfor? Jo, han så, at Joel Cohen havde skrevet manuskriptet, og Murray havde altid ønsket at arbejde sammen med en eller begge Coen-brødre. Desværre var der lige det lille h – manuskriptforfatteren var nemlig ikke Joel Coen, men Joel Cohen, en helt anden.

http://www.youtube.com/watch?v=071KqJu7WVo

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Zombieland er hammergod. Godt at du indså det ;)

    Skrevet af Jette | 10. oktober, 2010, 09:43
  2. Er også blevet en klassiker for mig lynhurtigt. Har allerede set den 3 gange, og der går sikkert ikke længe før den næste. Jette har vist nævnt det før, men introen med “For whom the bell tolls” og zombie-splat ad hoc er fantastisk.

    Skrevet af Jonas Wilmann | 10. oktober, 2010, 11:30
  3. Vinden har sikkert blæst i den forkerte retning, da jeg så den første gang :)
    Men nu er den blevet karakteriseret som film, der godt kan genses.

    Skrevet af Janus | 10. oktober, 2010, 11:46