Bøger

Diget af Teddy Vork

Teddy Vork udgav i 2008 udgav novellesamlingen “Hvor skyggen falder“, som jeg var vældig begejstret for. Nu kommer han så med en roman, og heldigvis kan jeg konstatere, at det endnu engang er lykkes at servere en god historie for læserne.

“Diget” foregår i Danmarks middelalder, og hovedpersonen Knud er blevet udvalgt til at blive ofret til de gamle guder for at beskytte landsbyen mod oversvømmelser, idet traditionen siger, der hvert 7. år skal ofres en dreng til diget langs Vadehavet. Selv den lokale præst har stilletiende accepteret ofringen, for på det seneste er diget blev gennembrudt af havet, og sker det igen kan det få katastrofale følger.

Så Knud bliver begravet levende i et kammer i diget. I starten er han for rædselsslagen til noget som helst, men efterhånden samler han mod til at bevæge sig lidt rundt, og snart får han på fornemmelsen, at han ikke er alene i mørket …

Fortællingen om Knuds kvaler i gravkammeret blandes med genfortællinger af gamle danske sagn og myter, lige fra historien om åmanden til sagnet om Bjovulf, der dræber uhyret Grendel og vinder stor hæder og ære. Knud holder af at fortælle disse historier for sine venner, og nu hjemsøger de ham i mørket, hvor de genopstår en efter en.

“Diget” er velskrevet, og jeg kan rigtig godt lide idéen bag romanen – at samle gamle danske sagn og myter og genfortælle dem for nutiden med Knuds stemme. Set-uppet lykkes et langt stykke hen ad vejen, og Vork fremmaner en dyster historie, som foregår i en totalt angstfremkaldende atmosfære. Da landsbyboerne smider Knud ind i kammeret, og lyset langsomt forsvinder, efterhånden som de kaster jord på, fik jeg helt klaustrofobiske fornemmelser.

“Brædderne i døren sluttede ikke helt tæt, smalle lysstriber faldt ind og blødte mørket op. Et bump. Døren dirrede. Han kiggede gennem en revne. To mænd stod i den korte tunnel og skovlede jord mod døren, mens Kolf holdt den. “Neej, NEEJ.” Han hamrede igen løs på døren. Bumpene fortsatte. Jord raslede ned ad brædderne. “MOR! FAR!” Han prøvede at stikke sine fingre ind i revnerne, måske kunne han vriste brædderne løs. Men de sad for tæt, kun lillefingeren kunne komme ind. Bump. Bump. Bump. Lyden blev mindre hul, og døren stoppede med at dirre som tilkastningen skred frem. Støvkorn dansede i lysstriberne, der løftede sig fra gulvet. De ramte hans ben. Hans mave. Bryst. Ansigt. Med et par blink forsvandt lysstriberne helt.”

Forsiden giver læseren en drømmende fornemmelse, som passer rigtig godt til fortællingen. For hvor meget af det, Knud oplever i mørket, er virkeligt, og hvor meget er angsfremkaldte drømme? Omslagsillustrationen er lavet af Peter Nielsen, som iøvrigt også har illustreret genudgivelsen af Dennis Jürgensens “Kadavermarch“.

Skal jeg komme med en lille anke, er det, at enkelte af sagnene, som Knud fortæller i sit mørke fængsel, ikke rigtig når at udfolde sig nok til at man umiddelbart forstår deres betydning for historien. Det er dog kun et lille pip, som ikke skal tage fra noget fra resten af romanen, som både er velskrevet, underholdende og indeholder momenter af ubetinget rædsel.

Også omtalt på Gyseren.dk

© 2010 Horrorsiden.