Film

Scar

Der er mange mennesker, der har en hånd med i en films succes – producer, instruktør, forfatter og så videre. Og så er der den komplet undervurderede bagsidetekstskribent, som i dette tilfælde må være ansvarlig for en god del af filmens indtjening. For selv om “Scar” tydeligvis ikke er nogen god film, så lykkedes det bagsideteksten at skabe en illusion om, at der rent faktisk kunne være noget interessant i historien.

På en vandretur i en kæmpe skov forsvinder den unge Zack og efterlader intet andet end et blodigt spor til den traumatiserede kammerat, Tom. Et år senere er Tom stadig plaget af mareridt, og i et desperat forsøg på at finde ud af, hvad der egentlig skete med Zack, vender Tom tilbage til skoven sammen med Zacks kæreste Jenny. Men det skulle han aldrig have gjort, for snart er Tom hovedmistænkt – ikke blot for mordet på sin kammerat –men også en hel række andre, som er fundet myrdet – alle med et mystisk blødende “ar” på maven. Tom og Jenny får langsomt afsløret den ene mærkværdige hemmelighed efter den anden, mens de kæmper for forstanden og for at overleve.

Hvis vi lige springer over det faktum, at et blødende ar vel formelt ikke er et ar, må det desværre konstateres, at teksten hovedsageligt er nonsens. De mystiske mærker dukker først op mere end en time inde i filmen (og virker som et sidste-øjebliks-forsøg på at fylde indhold på en tynd omgang spøgelsesvrøvl). Hovedsageligt er der tale om to teenagere, der render forvirrede rundt på landet, mens en mor og hendes datter (begge døde) hjemsøger en hytte og dræber de mænd, der af uransagelige årsager ser sig inspireret til at voldtage datteren.

“Scar” er grundlæggende en af de film, hvor man har en fornemmelse af, at en flok venner er taget på ferie i skoven med et kamera, og det er der kommet en film ud af. Skuespillet er på niveau med en pornofilm (faktisk var vi lidt i tvivl under første scene i filmen, hvad det var, vi havde lejet), og kameraarbejdet er derefter. Det har sikkert været sjovt at lave, men burde ikke havde været smidt efter uskyldige seere.

© 2008 Horrorsiden.