“6 gode grunde til ikke at sove i mørke” er en gyserantologi udgivet af Foreningen Håbefulde Unge Forfattere med et forord af Kenneth Bøgh Andersen, som i forordet bl.a. skriver: “Gyserhistorien handler om angst og frygt. Frygten for mørke, frygten for døden, frygten for det ukendte. Det er det rationelles møde med det irrationelle. Fornuftens møde med det utænkelige. De bedste gyserhistorier foregår ikke i dystre slotskældre eller i store victorianske huse. De foregår lige nu og lige her. I genkendelige omgivelser, i dagligdagen, i parken, på skolen, på værelset derhjemme. Det gode gys gør det trygge utrygt, og det er netop utrygheden, gyserforfatteren skal gå efter. Det er der, det bliver skræmmende. Det er der, angsten kommer krybende. Når læseren godt ved, at noget er helt galt, men ikke ved, hvad der er galt. Når man godt ved, at uhyret er derude et sted, men ikke ved hvor, det er. Og hvornår det slår til.”
Og generelt synes jeg, at det er lykkes meget godt for de fire unge forfattere at føre gyset ind i hverdagen.
Skoleskelettet af Camilla Lindberg handler om de to skoleelever Mathias og Gustav. Gustav bilder Mathias ind, at skelettet som bruges i biologi-undervisningen i virkeligheden er skelettet af en morder, og at det om natten bliver levende og leder efter nye ofre. Mathias tror selvfølgelig ikke på historien, men da han om aftenen bryder ind på skolen for at hente sin mobiltelefon, der er blevet konfiskeret af en lærer, hører han noget på gangen …
Genvej gennem parken af Tinna Smedegaard handler om en ung mand, som er på vej hjem for at fejre sin kærestes fødselsdag. Han er blevet lidt forsinket og beslutter sig for at skyde genvej gennem parken. Men da han når ud på den anden side, sker der noget mærkeligt. Tinna Smedegaards historie har atmosfære og forsøger sig med et interessant twist mod slutningen. Det er måske nok set før, men jeg synes Smedegaard giver sin egen udmærkede version her.
I Vingeslag af Camilla Lindberg oplever fortælleren gentagne gange, at en gammel krage med et blindt øje dukker op, kort før der sker et dødsfald. Og tilsyneladende er hun den eneste, som kan se den. Camilla Lindberg tager her fat i myten om de væsner (psykopomper), som hjælper afdøde sjæle videre til efterlivet, som bl.a. også Stephen King har beskæftiget sig med i “Mørkets Halvdel“.
I Havets skræk af Jonas Jesus Christiansen bliver teenageren Michael sendt på ferie hos en gammel sømand, mens forældrene er på en 6-ugers rejse i Kina. Michael er mildest talt ikke begejstret, men det viser sig, at opholdet bliver trælst på en helt anden måde, end han forventede. En lidt Lovecraft-agtig novelle, som på den led adskiller sig fra samlingens andre historier.
I Porcelændukken af Tinna Smedegaard forsvinder en lille pige sporløst. Tilbage er hendes fine porcelænsdukke, som efter nogen tid bliver foræret til en ny lille pige. Men der er noget mystisk ved den dukke …
I Pink neglelak af Camilla Wandahl er teenageren Cecilie rigtig vred på sin mor. Faren har forladt dem, og nu er moren begyndt at gå i byen og hygge sig. Men Cecilie bryder sig ikke om det, og under et skænderi ønsker hun, at hun aldrig mere skal tale med moren. Det ønske får uanede konsekvenser. Camilla Wandahls novelle skiller sig særligt ud ved skrivestilen, som er mere fragmenteret end de øvrige historier, hvilket på en måde er med til at understrege det forfærdelige, samtidig med at Wandahl efterlader mere til læserens fantasi ved ikke at udpensle slutningens morale.
Antologien er rettet mod børn og unge, og har man læst en del gyserhistorier, vil man sikkert også gennemskue de fleste pointer før slutningen. Det rokker dog ikke ved, at jeg faktisk følte mig fint underholdt af historierne.
Også omtalt på Gyseren.dk
[…] omtalt på Horrorsiden.dk Under Bøger | Tags: 2000-2009, Camilla Lindberg, Camilla Wandahl, dansk horror, Jonas Jesus […]