Film

Requiem for menneskeracen – The Mist (Frank Darabont 2007)

Efter en stormfuld tordenvejrsnat over et afsidesbeliggende landsbysamfund vågner familien Drayton op til et stille daggry – og til en tyk tågedis, som har formet sig ude over søen. Sammen med sin fem-årige søn Billy tager David Drayton ind til det lokale supermarked, som i lighed med resten af byen er uden strømforsyning. Men mens de står i kø, kommer tågedisen nærmere, og med stigende rædsel går det op for Drayton og de andre handlende, at det ikke er en helt almindelig dis.Ingen tør forlade supermarkedet, for der er noget i disen. I lang tid forbliver dette truende noget uset og ukendt, men så meget desto mere uhyggeligt. Men truslen kommer ikke kun udefra; den kommer i lige så høj grad fra den velkendte menneskelige natur:

“As a species we’re fundamentally insane. Put more than two of us in a room, we pick sides and start dreaming up ways to kill one another. Why do you think we invented politics and religion?”

The Mist er en usædvanlig vellykket gyser, som tåler at blive nævnt på linie med Hitchcocks The Birds. Plottet er gennemtænkt, og skuespillet er godt, især i portrættet af Drayton og Billy (et meget overbevisende barn!). Og så har filmen ikke blot et klart og grumt budskab, men også det påkrævede mod til at levere sine punchlines med en sjældent set konsekvens.

På sin vis blev budskabet yderligere understreget ved det publikum, som havde indfundet sig i biografen samme aften som jeg. Biografen var Palads i København, så jeg var forberedt på de popcorn- og colakonsumerende statister fra en zombiefilm. Ligeledes havde jeg forudset den nervøse smågrinen, hvormed visse biografgængere ønsker at signalere over for dem selv og deres sidekammerater, at de i hvert fald ikke er bange. Hvis filmen er god, glemmer man jo hurtigt sine omgivelser.

Men hvis de samme omgivelser insisterer på at give sig til kende med infantil latter, tilråb og applauderende bifald midt i særdeles tragiske scener, bliver det svært. Det er den slags oplevelser, som kan gøre misantroper af selv Kristus og Dickens. Med en parafrase af D. H. Lawrence: Sometimes I wish the audience had but one head so that I could lop it of!

At The Mist alligevel formåede at give mig hjertebanken og svedige håndflader, siger en hel del om dens kvalitet. Men måske skal gyserfilm bare ikke ses i biografen.

© 2008 Horrorsiden.