Bøger

Ritual

Graham Masterton: RitualCharlie McLean er restaurantanmelder – ikke af den fashionable slags. Han arbejder for en guide, der henvender sig til alle amerikanere, som har prøvet at strande langt væk hjemmefra, uden noget at spise eller et sted at sove. Så han lever mere eller mindre i sin bil, altid på vej fra den ene kulinariske “oplevelse” til den næste. Denne gang har han fået selskab af sin søn, Martin, og turen er en prøvelse for dem begge, på mere end én måde.

Stemningen mellem dem er presset, men slemt bliver det først, da de kommer til den lille by Allen’s Corner. Smagsmæssigt er der ikke noget at komme efter, men Charlies nysgerrighed vækkes, da han hører om en eksklusiv fransk restaurant i byen, Le Reposoir. Så eksklusiv er den åbenbart, at mange af byens indbyggere helst ikke vil tale om den, og han afvises ved døren, da han prøver at komme ind. Han er dog ikke typen, der let lader sig afvise, så han fordobler sine forsøg på at opleve, hvad der åbenbart skjuler sig bag det gamle hus’ vægge. Men er ikke opmærksom på, at Martin begynder at opføre sig mere underligt.

Så forsvinder sønnen pludselig, og hotelpersonalet opfører sig, som om han aldrig har eksisteret, og politiet tror, at det har rablet for ham. Charlies er naturligvis overbevist om, at det er den hemmelighedsfulde Le Reposoir, der står bag, og uheldigvis for ham har han ret.

“Ritual” er mere en action-thriller, end den er horror. Historien følger Charlies kamp mod det, der viser sig at være en global sammensværgelse – det bliver en hæsblæsende jagt for at redde hans søn, mens folk dør til højre og venstre for ham. Horror-elementerne er hovedsageligt en deform, psykotisk dværg og et klimaks, der desværre virker noget påklistret. Det bliver til en ganske spændende omgang, hvor man sjældent får lov til at trække vejret. Det er dog en noget ujævn vej med store huller i plottet: Charlie er ærligt talt en klovn, det er rent held, at han overlever, folks motivationer har det med at blafre i vinden, og de handler generelt, som plottet kræver det. Og så bliver historien simpelthen lidt for lang i betrækket (bl.a. fordi hovedpersonen vakler rundt uden styr på noget).

Det ændrer nu ikke ved, at “Ritual” faktisk er ganske spændende, og jeg følte mig rimeligt underholdt hele vejen igennem. De lettere groteske horrorelementer løfter de indledningsvist ganske forudsigelige plot noget op, så man bladrer videre for i al fald at finde ud af, præcis hvad det er, der foregår i spiseselskabet Le Reposoir.

Samtidig må “Ritual” dog tage prisen for tåbeligste horror-tagline: “Some called it an act of religious devotion. Others didn’t.” Det kunne lige så godt have været: “Nogle går i kirke om søndagen. Det gør andre ikke.” Ligesom forfatteren har omslagsdesigneren virket, som om han var lidt rundt på gulvet.

© 2008 Horrorsiden.