Film

Predator 2 (1990)

Efter min dårlige oplevelse med ”Predators” forleden, besluttede jeg mig for at sætte mig ned og se ”Predator 2” i går aftes. Jeg har set den mindst ti gange før, men havde brug for noget ordentlig predator-action efter den lunkne oplevelse i biffen.  

”Predator 2” fik meget dårlige anmeldelser, da den kom frem og floppede også kommercielt. Kigger man på anmelderdatabasen, Rotten Tomatoes, har den kun en sølle score på 23 % ud af 100, og på Metacritic er den slet ikke anmeldt – dette står noget i kontrast til de brugeranmeldelser, den får på f.eks. Amazon (5/6) og Imdb (6/10).

Jeg er en af dem der elsker ”Predator 2”. Jeg synes den er mindst lige så fantastisk som etteren og bifalder valget om at slippe predatoren løs i betonjunglen i anden omgang.  

”Predator 2” byder på det mest testosteronpumpede, hovedpineinducerende, urbaniserede kaos nogensinde portrætteret på film. Alle skuespillere glinser af sved, og man kan nærmest føle varmebølgerne emme fra TV-skærmen. Jungletrommerne buldrer i baggrunden, og man glemmer næsten, at man ikke befinder sig i en rigtig jungle.

Der er monstre overalt, ikke kun fra det ydre rum, men i form af jamaicanske, voodootilbedende narkoganstere, skruppeløse videnskabsmænd der ønsker at indfange rovdyret for økonomisk vinding og blodtørstige sensationsjournalister.

Stemningen er højspændt og morderisk hele vejen igennem, og samfundet der portrætteres er et der er gennemsyret af vold og angst – dette vises særdeles godt i den fremragende scene i metroen, hvor så godt som alle passagererne – gamle koner eller pæne forretningsmænd – bærer våben og derved er gyldigt bytte for predatoren.

Danny Glover spiller hovedrollen som den hårdkogte strømer, Harrigan, og selvom han nok ikke havde troet, at han skulle i nærkamp med et rumvæsen, da han medvirkede i f.eks. ”Farven lilla”, gør han det fremragende. Jeg har sjældent set nogen være så hidsig og råbe så meget i en film, og hans performance smelter perfekt sammen med den pulserende, eksplosive stemning. I biroller ser vi bl.a. Bill Paxton som en provokerende fløs af en betjent – en rolle der lægger sig tæt op ad hans legendariske Hudson-figur i ”Aliens”, og Gary Busey er ondere end nogensinde som lederen af forskerholdet.

Og kigger vi på selve mytologien omkring jageren, predatoren, bliver den kun videre udbygget i denne film. Der er flere rum-gadgets, flere vink til væsnernes jagtritualer og en fantastisk, detaljeret scene hvor bæstet reparerer sig selv.

”Predator 2” er en bloddrivende psykopat af en film – og det var nok også det der generede folk så meget ved den. Jeg ved ikke, om den var blevet mere populær, hvis Arnold havde sagt ja til den. Måske, men ikke desto mindre synes jeg, at den er et mesterværk som den er.

© 2010 Horrorsiden.