Ja, jeg er vistnok konservativ, når det gælder zombier.

Jeg kender ingen døde mennesker, der løber … Men zombien i nyere film er muligvis ikke død, blot syg, hvilket sjovt nok tilfører den en allerhelvedes energi, der langt overstiger, hvad der levende menneske kan præstere. Jeg plejer f.eks. at blive energifattig, når virussen invaderer mig. – Sådan en zombie må da være en fantasy-zombie?

Fulci’s zombier derimod, er langsomme og gerne døde. De overfalder os ikke med lynets hast, hvilket giver fantasien spillerum. Dermed bliver scenariet mere skræmmende, synes jeg.

Forresten har jeg observeret en del zombieadfærd blandt VM-fodboldspillere i Sydafrika – men det er jo en anden historie.

Men jeg forsvarer min genre af hensyn til underholdningsværdien, det gode håndværk samt det jeg oplever som den gode kunst.

Jeg vil have sjæl og atmosfære, noget at fordybe mig i, langsomme, men målrettede monstre – ikke hæsblæsende tempo eller tidstypiske zombier, der organiserer hadegrupper på Facebook, spekulerer i bedemandsaktier på Londons børs, kører 24-timers Le Mans og bruger resten af “livet” på samtaleterapi og psykofarmaka, fordi de føler sig som ofre.

Zombier der løber, en klipperytme, der ligner en hjertepatients ekg samt håndholdte billeder, der indikerer svær beruselse, er måske et tegn på angst for, at publikum nok mister tålmodigheden, hvis en indstilling varer længere en tre sekunder eller ikke gider filmen, med mindre den ligner en krydsning mellem en musik- og en YouTube-video?

Jeg er ikke bange for noget, der er nyt – hvis det er godt nyt.

Hvis filmbranchen virkeligt turde/ville prøve at skabe nyt, kunne den jo starte med at bryde genindspilningsbølgen, så vi kunen have vores klassikere i fred.

Jeg er personligt en af dem, der godt kan lide klart definerede genrer. Men på samme tid er det også spændende når en genres konventioner udfordres. Med tiden kan det gå hen og skabe nye genrer og subgenrer. Og det er måske det der lige præcist er spændende her: Det handler om forventninger og indfrielse af forventninger.

Har jeg sat mig for at se en teenslasher, med alt det det indebærer, kan jeg blive skuffet hvis forventningerne ikke indfries. Det kan også være jeg bliver helt vildt imponeret. Og gør jeg det, vil jeg have mere. Derfor ville det være rart at denne genre/subgenre var let at finde film indenfor. Eller undgå, hvis det er noget møg.

Dernæst sætter bruddet på genrens konventioner også ens viden på usikker grund. Det gør en usikker, ligesom når man er til eksamen uden at have forberedt sig. Det kan gå godt eller dårligt – alt efter om man er heldig eller ej…

Flere der har det på samme måde?

@Belix. Det du henfører til handler vist også lidt om, om det er en god eller en dårlig film – og det får man næppe producenterne til at angive:) En slasher kan opfylde alle genrens kriterier men sutte alligevel, den kan også være mega alternativ og være rigtig vellykket. Men det du søger er nærmest flere genrebetegnelser til de virkelig snævre genrer? Jeg kan godt se ideen, men tror bare ikke at et label indeholder nogen egentlige garantier. Det kan nok nemt ende ligesom den der kvajpandede Amazon-robot der bliver ved med at sende mails om hvad den tror man kan lide.

@Henrik. Fedt at høre fra den citerede selv.
Jeg forstår fint dine synspunkter.
Synes måske din argumentation omkring virus med afsæt i almindelig lægevidenskab rummer et mindre paradoks. Hvis vi beskuer det med realismens briller, som du lægger op til, giver det vel egentlig heller ikke så meget mening at man skulle genopstå, stavre sløvt rundt og have appetit på menneskekød? – det er i hvert fald ikke en virus jeg har hørt om. En fiktiv virus i et fantastisk regi kunne vel ligeså godt gøre en aggressiv eller hurtig?
Man er selvfølgelig i sin fulde ret til at sværge til monstrenes prototyper, men jeg ville personligt synes det var lidt kedeligt, hvis alle zombiefilm fra nu af og til dommedag skulle være ud fra samme recept hver eneste gang. Min ”bekymring” går selvfølgelig på, at vi lukker for tilførsel af nyt – og at det i sin ånd ikke ligger langt fra f.eks.genindspilningsmanerismen.

Ja, helt sikkert. Det ville være godt med en mærkning om filmen er god eller dårlig – men det er vel nærmest også det imdb bliver brugt til, og det holder ikke altid at 7 stjerner = godt.

Men ja, jeg kunne godt tænke mig nogen flere subkategorier, eller tags ligesom på blogs, der kunne komme på filmene i Blockbuster.

Jeg så f.eks. Rec 2 for noget tid siden, og følte mig lidt snydt. Jeg havde sat næsen op efter et zombieværk, og halvvejs inde i filmen blev det onde til en art djævel i en katolsk gyser. Jeg er normalt ikke så vild med ‘det religiøse gys’ (ok, Omen serien var god), så det var en dårlig drejning. Det ku’ have været afhjulpet med nogen tags. Men på den anden side: Så ryger overraskelsen også.

Enig!. Zombier skal defineres bredt. Der skal være plads til forsøg indenfor subgenrerne, og det er også meget spændende at se når forskellige subgenrer smelter sammen, som f.eks. zombievampyrer i 30 days of Night.

Jonas@

I en overnaturlig verden er døde, der stavrer, ikke så utroværdige.

I en ikke-overnaturlig verden er virusangrebne mennesker, der løber solen sort, ret utroværdige.

Jeg er ikke så bange for prototyper. Det handler for mig mere om, hvordan man bruger dem. Hvis fornyelsen kun handler om udskiftning af langsomme typer, hurtigere klipperytme, mere eksplicit vold, mere indespærring/tortur, kvalmefremkaldende kameraarbejde eller farveløse, grumsede billeder, kan jeg sagtens undvære den.

Megen såkaldt fornyelse er rent faktisk ikke ægte fornyelse set med filmhistoriske briller. Nogle gange dækker det over en fattigdom på gode ideer.

Det er naturligt, at film afspejler deres egen tid, at der finder nødvendig og logisk fornyelse sted, ligesom det er uundgåeligt, at tingene bliver genbrugt. Men synes jeg ikke om filmzombiens udvikling.

Mht. de evindelige remakes, er det nok sådan, at filmbranchen gerne ville skabe mere nyt og spændende, men den tør bare ikke, for der er penge i genindspilninger. Publikum foretrækker tilsyneladende produkter, de kender godt og føler sig trygge ved .. og branchens opgave er altså at tjene penge. Derfor satser den som regel på det sikre.

Men jeg er sgu nok lidt konservativ … selvom jeg for et par dage siden kastede mig over det kvalmefremkaldende paranoia-blodbad “The Signal,” … hvis første kapitel var aldeles fremragende.

Jonas@

Vil lige tilføje, du selvfølgeligt kan have ret i paradokset.

Det kan måske virke meningsløst at diskutere realisme, når vi taler om det fantastiske og døde, der rejser sig fra graven, men et eller andet sted finder jeg det mere rimeligt, at døde spanske soldater, der står op af graven efter flere hundrede års hvile, også opfører sig lidt dødt, lidt stift og langsomt, som det f.eks. er tilfældet i Zombie Flesh Eaters.

Jo, helt klart med de spanske soldater – jeg går også ind for realisme indenfor de rammer en film sætter op, også selvom det er fantastisk regi. Kun passende at de skulle være lidt stive i leddene :)

Ja, en vis realisme er på sin plads. Men en aggressiv adfærd er vel heller ikke helt urealistisk. Hundegalskab er vel et godt eksempel. Eller mennesker på narko. De mister vel også følingen med kroppens normale stop-signaler. Så der er vel også en grad af realisme i virus-zombierne. Men jeg er helt enig i at det ofte kammer over: F.eks. når zombierne kan gå på loftet…

[…] forlængelse af en diskussion om ‘Mærkater og genrepuritanisme’ på horrosiden.dk, gik jeg i gang med at søge efter en måde at kategorisere subgenrerne indenfor […]

Man kan måske hævde, Danny Boyle’s inficerede supermennesker er mere realistiske end Fulci’s soldater, idet der ikke er tale om døde, der genopstår.

Belix@

Zombier der går på loftet, har jeg aldrig set, men i “The Return of the Living Dead” kan zombier forme visse sætninger – en stor hjælp, når de skal lokke føde til.