Bøger

I det velkendte og hyggelige lurer rædslerne: tre noveller af Shirley Jackson

Som bekendt er horror ikke rigtig litteratur. Sammen med science fiction synes gyserfortællingen evig fordømt til et liv på litteraturens yderste rand. Eftersom begge genrer (idéelt set) bevæger sig på virkelighedens kant, i enkelte tilfælde hinsides den kendte virkelighed, trives de måske meget godt der ude.I Freuds berømte essay, “Das Unheimlische” (1919, rev. 1925), defineres det uhyggelige som “jene Art des Schreckhaften, welche auf das Altbekannte, Längstvertraute zurückgeht”, altså den kategori af det skræmmende som leder tilbage til det gammelkendte og familiære. Hos Shirley Jackson er det i en vis forstand lige omvendt.

Shirley Jackson (1919-65) nød en vis anerkendelse i sin levetid, men er siden faldet ud af de kanoniske lister. En af årsagerne til hendes fald, skriver en litterat, er mærkatet horror – men da Jackson var en rigtig forfatter, skrev hun naturligvis rigtig litteratur. Således anskuet er The Haunting of Hill House (1959) slet ikke en gyser, men en psykologisk fabel.

Jackson var da heller ikke en genreforfatter, men hun har – hvorledes apologeterne end vender og drejer det – leveret væsentlige bidrag til horrorgenren. S. T. Joshi, som anerkender dette, har i en artikel kaldt Shirley Jackson en “Twentieth-century Bierce”, hvilket er det samme som at sige, at Ibsen var det 19. århundredes Shakespeare, dvs. ingenting.

Alligevel er der oplagte fællestræk mellem Jackson og Ambrose Bierce, såsom deres misantropi og kynisme, ligesom de begge kunne skrive med en diamantslibers præcision. Men hvor den tørre og sorte humor er karakteristisk hos Bierce, er den langt mindre markant hos Jackson. Endelig benytter Jackson sig kun sjældent af det overnaturlige.

Blandt hendes mange noveller, hvoraf størstedelen befinder sig milevidt fra horror, er der særligt tre som vækker gyset: “The Lottery”, “One ordinary Day with Peanuts” og “The Summer People”.

The Lottery

Det er den 27. juni og i en lille unavngiven landsby gør man sig klar til det årlige rituale, Lotteriet. Umiddelbart giver forfatteren et idyllisk billede af landsbyen og ritualet, men allerede datoen, fem dage efter sommersolhverv, indikerer, at der er noget galt.

Lotteriet hører ind under religionshistorikernes kategori af fertilitetsritualer: “Lottery in June, corn be heavy soon” lyder et gammelt ordsprog, men det mytiske grundlag er forlængst glemt og de rituelle dele er enten forvitret bort eller blevet tilpasset gennem mundtlig overlevering.

Ritualet er blevet tradition og traditionens raison d’etre er ligeså cirkulært som det er ureflekteret: “There’s always been a lottery,” som landsbyens ældste mand udtrykker det.

Det er postmesteren Mr. Graves, og Mr. Summers, ejer af et kulselskab, som varetager dels ritualets hellige genstand, en sort æske fuld af papirsedler med landsbyboernes navne, dels forestår selve lodtrækningen, som finder sted på torvet. Funktionæren og kapitalisten er den nye tids præsteskab.

Efterhånden som dagen skrider frem og lodtrækningen begynder, bliver det klart for læseren, at der virkelig er noget råddent bag det idylliske billede; men hvilken råddenskab og præcis hvor vanartet et rituale kan blive, afsløres først til aller sidst.

Da novellen blev bragt i The New Yorker, 27. juni 1949, fik mange læsere morgenkaffen galt i halsen – med god grund: “The Lottery” er ligeså rystende kynisk som den er uforglemmelig. Den største rædsel kommer ikke fra hinsidan men fra fra den inane massementalitet, som vi kun kender alt for godt.

One Ordinary Day with Peanuts

I “One Ordinary Day with Peanuts” fortsætter Shirley Jackson sin afdækning af samfundets overflade, eller måske snarere det menneskelige ansigt. Bevidst vildledende fra første paragraf, beretter fortælleren om John Johnson, som begynder sin dag “with a feeling that all was well”.

Tilsyneladende motiveret af denne fornemmelse går han omkring i byen og udøver gode gerninger; han hjælper ældre mennesker, er sød mod børn, og uddeler jordnødder med rund hånd. Men at hans altruisme kun er peanuts, viser sig, da han kommer hjem til Mrs. Johnson, og læseren får et indblik i ægteparrets særegne arrangement …

Eftersom den absolutte menneskelige ondskab er et gennemgående tema i Jacksons forfatterskab, ville hun næppe med Nietzsche betragte nogen menneskelige handlinger som “jenseits von Gut und Böse.” Ikke desto mindre løber der til tider så meget syre i Jacksons misantropiske pen, at alle figenblade, inklusive moralske, ætses bort, indtil kun den nøgne, sorte rædsel står tilbage.

“One Ordinary Day With Peanuts” blev efter talrige afslag endelig trykt i The Magazine of Fantasy and Science Fiction, januar 1955. Den er en litterær perle – sort og perfekt.

The Summer People

The tide of life, swift always in its course,
May run in cities with a brisker force,
But no where with a current so serene,
Or half so clear, as in the rural scene.
– William Cowper

Ja, hvad kan være mere hyggeligt end at trække sig tilbage og flytte på landet?

I de sidste sytten somre har Mr. og Mrs. Allison, henholdsvis 60 og 58 år, forladt lejligheden i New York til fordel for deres primitive sommerhus i New England, omgivet af træer og med udsigt til en sø; og hvert år er de vendt tilbage fra den landlige hygge første tirsdag i september, ligesom alle de andre sommergæster.

Men i år beslutter Mr. og Mrs. Allison sig for at blive en ekstra måned. Efteråret har sin særegne skønhed, og det aldrende ægtepar har ingen pligter. Desuden elsker de landlivet, også selvom de lokale er fysisk og mentalt degenerede. Som Mr. Allison bemærker: “It’s generations of inbreeding. That and the bad land.”

Mr. Allisons Lovecraftske betragtning falder umiddelbart efter at nyheden om de to sommergæsters forlængede ophold har spredt sig blandt de lokale:

“‘Nobody ever stayed at the lake past Labor Day before,’ Mr Babcock said. He was putting Mrs Allison’s groceries into a large cardboard carton, and he stopped for a minute to look reflectively into a bag of cookies. ‘Nobody,’ he added.”

Men ægteparret Allison bliver i huset ved søen, og kort tid efter begynder problemerne. Uden at røbe for meget kan det tilføjes, at “The Summer People” (1950) er en yderst effektfuld skrækhistorie uden brug af effekter. Uhyggen kommer snigende, men slår først kløerne i læseren efter endt læsning. Dét er mesterligt eksekveret.

Carpe librum!

© 2008 Horrorsiden.