Jeg har startet et nyt projekt ovre på Fantastiskeforfattere.dk – forfattere til fantastisk litteratur (science fiction, horror, fantasy og deslige) interviewes om deres bøger og får lov at fortælle, hvorfor vi skal læse lige netop deres værker. En del af indholdet er ældre interviews, der er blevet samlet her, men nu har vi for først gang bevæget os ind med horrorgenren med det seneste interview: Jacob Rask Nielsen om Exodus bind 2. Tegneserien har jeg tidligere anmeldt her.
Hvad er det, der er så fedt ved zombier?
Der er et eller andet basalt skræmmende ved zombier. De er så ekstremt fokuserede på én ting: At æde dig. Og de bliver ved og ved og ved og ved. Som en tsunami af hjernevaskede kannibaler. Den enkelte zombie er ikke så svær at stoppe, men der kommer altid en mere. Og en mere. Og en mere.
Der er en stor grad af håbløshed i at kæmpe mod zombier. Det er som at slå i en kæmpepude. På den måde reflekterer de måske den evige menneskelige tilstand. Kampen for livet. Kampen mod døden. Eller et eller andet i den stil.
Desuden er det tilladt at gøre hvad som helst mod en zombie, og det er sjovt for mig som tegner. Så kan man rigtigt slå sig løs, når zombierne skal molesteres. Der er en scene i “Exodus Bind 2″, hvor en flok zombier bliver skudt fuldstændigt i smadder af en kamphelikopter. Det morede jeg mig vældigt med at tegne.
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Der er lukket for kommentarer.