Film

Pontypool

Har du nogensinde prøvet at have et ord, som hele tiden dukker op i din bevidsthed, uden grund? Så går man lige pludseligt rundt og gentager det samme ord indeni, igen og igen og igen og igen, indtil det mister sin mening og man kan blive i tvivl om hvordan det staves og man er nødt til at spørge. Igen.

Grant Mazzy er radiovært af den gamle skole – hurtigt talende, spydig og eminent til sit job. På vej til radiostationen i den lille canadiske by Pontypool, banker en kvinde på hans bilrude, desperat. Hun råber noget uforståeligt, men inden han får rullet vinduerne ned, er hun væk igen, forsvundet i den faldende sne.
Men hans dag bliver endnu mere mærkelig: der kommer rapporter om mennesker, der samles i flokke, og rapporterne bliver stadigt mere sære, samtidig med at de tager til i voldsomhed. Folk dør, eller rettere: dræber hinanden. Fælles for hændelserne er, at folk lader til at gentage tilfældige ord, om og om igen. Og igen.

Til sidst trænger mærkeligheden også ind på den ellers isolerede radiostation, som i sidste ende ikke er upåvirkelig overfor det, der rammer folk udenfor.

Pontypool skrider frem i et roligt og adstadigt tempo med stor sans for detaljen og ikke mindst stemningen, som er tæt og snigende. Det bliver blodigt, jovist, men selv i den sidste trediedel af filmen, beholder den stadig sin værdighed og tyer ikke til billige tricks eller kiksede chokeffekter.

Med en film som næsten udelukkende foregår på en radiostation med tre hovedpersoner, er der rimeligt meget der hænger på skuespillernes skuldre. Heldigvis er det meget vellykkede og solide skuespilspræstationer – især Stephen McHattie, der spiller Grant Mazzy, bærer en stor del af filmen alene i sin præstation. Meget imponerende og troværdigt.

Det er ikke roser det hele – doktoren, der kommer ind i filmen i den sidste halve time tilfører ikke noget nyttigt (og spiller heller ikke specielt godt), og han bliver endda bragt ind i filmen for at levere det, der ofte ødelægger en god gyser, nemlig en forklaring. Nuvel, forklaringen er ikke så tåkrummende som man kunnet have frygtet (og den ødelægger ikke filmen), men man kunne have skrevet doktoren ud af plottet uden at det gjorde det store.

Pontypool er en forbløffende vellykket film med en rendyrket old-school feel. Trods forklaring og malplaceret doktor, kan jeg klart anbefale den bredt til gyserfans.

Trailer:

Radiospil, baseret på filmen: http://www.bbc.co.uk/worldservice/arts/2009/06/090617_pontypool_audio.shtml

© 2010 Horrorsiden.