Film

The hills run red (2009)

Jeg ville egentlig have lejet den norske zombiefilm, ”Død sne”, men den var desværre udlejet, så jeg måtte tage et tilfældigt valg fra Blockbusters brogede udvalg af horrortitler.  Valget faldt på ”The hills run red”.

Når man læser bag på filmen, leder det med det samme tankerne hen på John Carpenters udmærkede, ”Cigarette burns” (fra Masters of horror serien), hvor hovedpersonen søger efter den bandlyste horrorfilm, “Le Fin Absolue du Monde”, der eftersigende fik folk til at slå hinanden ihjel under fremvisningen.

I ”The hills run red” leder den unge Tyler (Ligegyldig skuespiller, hvis navn jeg ikke kan huske, og som vi højst sandsynligt aldrig ser i en film igen) efter firser-slasherfilmen, ”The hills run red”. Den blev forbudt på grund af sine meget realistiske voldsscener og er forsvundet fra jordens overflade og instruktøren lige så. Tyler og et par andre tager ud for at finde den forsvundne film, og det er nok ikke den store spoiler, at mordene i filmen er virkelige, og morderen selvfølgelig stadig lusker rundt omkring det gamle filmset ude på bøhlandet.

Morderen, der deler navn med den amerikanske RnB sanger, Babyface, men derudover ikke har andet til fælles med ham, er en billig Leatherface plagiat med en forhistorie (i filmen indeni filmen … Whatever) der får Jason Voorhees og Freddy Krueger til at virke som socialt tilpassede individer. Here goes: Babyfaces mor blev voldtaget af en vildmand (?). Hans far skammede sig så meget over dette, at han skar knægtens ansigt af (?). Knægten prøvede at sætte det på igen (kontaktlim? tape??), men opgav og valgte i stedet at bære en dukkemaske af porcelæn (måske fordi ishockeymasken var optaget?). Ud over at være overvægtig og virkelig uhygiejnisk har Babyface en lang række klamme vaner. Bl.a. praktiserer han en gammeldags form for balsamering – der var almindelig på den østlige side af Berlinmuren – han røger sine døde ofre. Sådan et skur fuldt med røgede lig burde jo umiddelbart være et perfekt sceneri til nogle gode skrækoplevelser, men man får aldrig fuldt udbytte af grusomhederne. Det er sådan lidt småulækkert, men aldrig uhyggeligt.    

”The hills run red” begår selvfølgelig også den fejl, som næsten alle horrorfilm begår; man er komplet ligeglad med hovedpersonerne. Smid lidt torturmaskiner og ubegribelige plottwists ind i ligningen og rodet er perfekt. Med mindre man er stor tilhænger af ”Saw” og de utallige genopkog af gamle horrorklassikere, bør man holde sig langt væk fra denne ”stinker”. Der er vitterligt intet at komme efter her.

© 2009 Horrorsiden.