Bøger

Det hjemsøgte hus med rotter på loftet

Shirley Jackson: The Haunting of Hill House (roman, 1959)“No human organism can continue for long to exist sanely under conditions of absolute reality; even larks and katydids are supposed, by some, to dream. Hill House, not sane, stood by itself against the hills, holding darkness within; it had stood so for eighthy years and might stand for eighty more. Within, walls continued upright, bricks met neatly, floors were firm, and doors were sensibly shut; silence lay steadily against the wood and stone of Hill House, and whatever walked there, walked alone.”

Shirley Jacksons The Haunting of Hill House åbner med en paragraf som sammenfatter hele fortællingen, men intet af handlingen; de antifoniske grundmotiver virkelighed-drøm, forstand-sindssyge angives, og den dystre ramme opføres: Hill House, ubeboet, men hjemsøgt og svanger med mørke og rædsler.

Angiveligt hjemsøgt, ville dr. John Montague nok indskyde for en god ordens skyld.

Dr. Montague er professor i antropologi, men hans egentlige virke er efterforskning af overnaturlige fænomener. Han forholder sig i egen selvforståelse videnskabeligt og objektivt til det overnaturlige (som han aldrig har erfaret), hvilket dog ikke afholder ham fra at udtale sig kategorisk om for eksempel en poltergeists motiver, ligesom han hele sit liv har ledt efter et vaskeægte hjemsøgt hus, indtil videre uden held.

Umiddelbart ser Hill House lovende ud, for som ethvert hjemsøgt hus med respekt for sig selv har Hill House en fortid præget af tragedie, voldsom død og sindssyge. Dr. Montague lejer huset for tre måneder, og samtidig søger han nogle assistenter. Af de mulige subjekter dukker kun to op, Eleanor Vance, vor protagonist, og Theodora, mens en tredje, Luke Sanderson, kommer med som en del af lejekontrakten.

Ingen af dem kender hinanden i forvejen. Luke er nevø af husets ejer, Theodora er clairvoyant (hun er statistisk god til at gætte kort), og Eleanor har som barn oplevet en usædvanlig regn af sten (som hun dog selv har en ganske jordnær forklaring på).

Om formålet med deres ophold ved Eleanor og Theodora kun, at de skal observere og udforske husets historier, men begge ser og griber muligheden for at komme væk; Theodora mest for afvekslingens skyld, Eleanor fordi hun ikke har noget andet sted at være, eller for den sags skyld, nogen at være hos og med. Hun er toogtredive år, uerfaren og følsom, romantisk, selvcentreret og introvert på grænsen af det sygelige.

Den steming af uhygge som blev lagt i bogens første paragraf, forstærkes yderligere, da Eleanor ser Hill House for første gang:

“No human eye can isolate the unhappy coincidence of line and place which suggests evil in the face of a house, and yet somehow a maniac juxtaposition, a badly turned angle, some chance meeting of roof and sky, turned Hill House into a place of despair, more frightening because the face of Hill House seemed awake, with a watchfulness from the blank windows and a touch of glee in the eyebrow of a cornice.”

Husets ydre er dog intet at regne for dets disharmoniske indre. De fire midlertidige gæster har ekstremt svært ved at orientere sig, ikke fordi Hill House er stort med mange små værelser og mørke korridorer arrangeret labyrintisk, men fordi hver ret vinkel er en smule skæv, “not sane” som det blev udtrykt i begyndelsen.

“‘It must certainly affect people in some way,’ the doctor said. ‘We have grown to trust blindly in our senses of balance and reason, and I can see where the mind might fight wildly to preserve its own familiar stable patterns against all evidence that it was leaning sideways.'”

Og huset har en forstyrrende effekt på dets beboeres nervesystem, især Eleanors. Fra det øjeblik Eleanor og de tre andre flytter ind i Hill House, akkumulerer skrækken støt; den ene skrækindjagende episode følger den anden, og ikke på noget tidspunkt slækkes forfatterens greb om handlingen, selv ikke når der (med kærkommen comic relief) satiriseres over spiritisme og parapsykologi.

At det overnaturlige kun manifesterer sig som lyde, stemmer og usynlige bevægelser, gør det kun endnu mere uhyggeligt; ligesom bogens hovedpersoner gør sig sine forestillinger og billeder, således også læseren.

“‘What?’ Theodora was saying. ‘What, Nell? What?’
‘God God,’ Eleanor said, flinging herself out of bed and across the room to stand shuddering in a corner, ‘God God – whose hand was I holding?'”

Ja, hvis hånd? Og hvem er det, der påvirker hvem?

Fortalt i et sprog præget af skarphed og præcision, en stil der kendetegner Jacksons forfatterskab, er The Haunting of Hill House en af de mest originale og skræmmende spøgelseshistorier i litteraturen.

Carpe librum!

© 2007 Horrorsiden.