Film

End of the Line

”End of the Line” var faktisk lidt af et brud med et halvformuleret princip, jeg har: ikke se film, der smykker sig med lovprisninger fra Slasherpool.com på coveret. Alt for ofte er jeg faldet i, når de har lovet ”Årets mest skræmmende film!!!!!”, og resultatet har været cirka lige så skræmmende som stegt lever (hvilket mange folk naturligvis ikke kan lide, men det får dem næppe til at kigge sig over skulderen, når de går i seng).

”End of the Line” viste sig så at være et brud med det princip på flere måder – for der er faktisk tale om en ganske god film. Årets mest skræmmende? Nej, langt fra! Men en spændende historie med masser af gode drejninger, som langt overgår det magre budget.

Den starter egentlig som lidt af en standard psyko-thriller. Vor heltinde er på vej hjem med subwayen – efter arbejdet på et sindssygehospital – og bliver antastet af en ubehagelig fyr. Heldigvis får hun hjælp af en anden ung mand og slår hurtigt oplevelsen ud af hovedet igen. Men snart stopper toget midt i tunnelen, og alting begynder at gå helt galt. Fyren på perronen viser sig snart ikke at være den eneste i undergrunden – et kald er gået ud, og pludselig rejser bevæbnede mennesker sig fra deres sæder og begynder at slå de andre passagerer ihjel. En lille gruppe mennesker slipper væk og flygter gennem tunnelerne.

”End of the Line” er sat sammen på et lille budget, og det kan da ses – kameraarbejdet er ikke overvældende, og skuespillet rangerer fra det jævne til det sært foruroligende. Filmens styrke ligger helt klart i historien, som gerne holder seeren hen. Vi springer mellem vore helte og skurke og får langsomt dannet et billede af, hvad det er, der foregår – og en ubehagelig trussel om, at der måske foregår mere over jorden. Det er ganske spændende fortalt, og ”End of the Line” er en film, der nok stadig vil blive set, når Slasherpool er blevet glemt.

© 2009 Horrorsiden.