Bøger

Skeleton Crew

Da jeg for nogle måneder siden ville købe Stephen Kings seneste roman, Duma Key (anmeldt her på siden), blev jeg slemt skuffet da boghandleren ikke havde den. Men så faldt jeg over hans novellesamling  Skeleton Crew – og opdagede at jeg aldrig havde læst den – fantastisk overraskelse!

Skeleton Crew (1985) var Kings anden novellesamling, den første, Night Shift, udkom i 1978.  Skeleton Crew består på vanlig mastrodontisk King-maner af 19 noveller, 2 digte og kortromanen The Mist. Derudover indledes samlingen af en introduktion hvor King slår et slag for novelleformen, og bogen afsluttes med en interessant epilog med information om hvornår novellerne blev skrevet, og hvordan King fik ideerne.

Samlingen er noget ujævn, men det er der også gode grunde til da teksterne åbenbart er revl og krat fra hele Kings bagkatalog på udgivelsestidspunktet. Novellen ”The Reaper’s Image” skrev han f. eks. da han var 18 – det bærer historien præg af, selv om det er tydeligt at han kunne skrive allerede dengang. Men ud over et par svage fortællinger, byder samlingen på flere gode og uhyggelige noveller. Tre af mine favoritter:

”The Monkey.” Lige siden Hal Shelborns barndom har en mekanisk abe varslet (måske endda forårsaget) død for hans nærmeste ved at slå sine to bækkener sammen. Dette har Hal fortrængt, og han har ikke set aben i årtier. Da hans yngste søn en dag står med aben, genoplever Hal de rædselsfulde minder, og nu gælder det om at slippe af med aben inden den slår igen.  Novellen er medrivende og skræmmende, og Kings beskrivelser af familiekonflikter, bl.a. Hals problematiske forhold til sin ældste søn, står meget stærkt.

”The Raft” handler om to unge mænd og to kvinder som en sensommeraften beslutter sig for at tage årets sidste svømmetur i en sø med en fortøjret tømmerflåde i midten. Da de er kommet derud, opdager de olieagtig plamage på vandoverfladen. Det går snart op for dem at plamagen er et mystisk og meget sultent væsen –  og de nu er fanget på flåden. Historien er simpel, men virkelig velskrevet, med barberbladsskarpe stemningsdetaljer og blodig gru. Novellen er filmatiseret i Creepshow.

”Gramma” er den historie som gjorde størst indtryk på mig. Drengen George er alene hjemme med sin blinde, senile og invalide bedstemor – så invalid at hun er bundet til sengen.  George er bange for hende uden helt at vide hvorfor, og han beder til at hun ikke vågner mens hans mor er ude.  I små bidder fletter King foruroligende viden om bedstemoderen ind: hun blev f. eks. smidt ud af deres kirke pga. nogle okkulte bøger som hun erhvervede da hun som ung fik flere ufrivillige aborter –  de stoppede med bøgerne. Folk der kom på tværs af bedstemoderen led en hård skæbne.  Somme tider har George hørt bedstemoderen mumle noget på et forfærdeligt sprog (som lyder meget Cthulhu-agtigt). Novellen bliver rigtig hårrejsende da George opdager at bedstemoderen lige har udåndet – men det forhindrer hende ikke i at lave lyde. Sjældent har jeg læst noget med så uhyggelig en atmosfære, læseren lytter lige så anspændt efter lyde fra bedstemoderens værelse som George.

Andre gode historier er ”Uncle Otto’s Truck” omhandlende en dæmonisk og hævngerrig bil. ”Nona” – en slags road story hvor jeg-fortælleren samler en smuk kvinde op. På deres tur får hun jeg’et til at begå eskalerende voldshandlinger. The Mist er også glimrende selv om jeg bedre kan lide slutningen i Darabonts film.

© 2009 Horrorsiden.