Jeg har tidligere læst ”Skidt klædte mænd med baseballbat” af Morten Nis Klenø, og ganske bortset fra at titlen er helt fantastisk, så kunne jeg også godt lide historien, der tog udgangspunkt i et virkeligt mord og miksede det til en interessant provinsgyser. Her i “Den tredje hund” tager Klenø igen udgangspunkt i noget virkeligt, nemlig sin egen barndom, og det er der kommet en interessant sammenblanding af idylliske barndomserindringer og isnende uhygge ud af.
Martins kæreste bliver indlagt på hospitalet for at føde i romanens begyndelse. Martin tager naturligvis med, men da det trækker ud, sender hospitalet ham hjem med besked om at komme igen næste dag – og at de vil ringe efter ham, hvis der sker noget.
Hjemme beslutter Martin at dulme nerverne med et glas vin, men som han sidder der, dukker minderne fra barndommen op. Om en historie hans onkel har fortalt, og om nogle oplevelser Martin havde den sommer, han var 14, hvor han næsten hver weekend var med sine forældre i Gilleleje, hvor bedsteforældrene boede. Bedsteforældrene havde en bokserhund ved navn Jax, som Martin var rigtig glad for, men som der tilsyneladende knyttede sig en mærkelig historie til. Det gjorde der måske også til bedsteforældrenes nabo, en mand der holdt sig for sig selv, og som Martin under ingen omstændigheder måtte gå ind til.
Tankerne spinder Martin ind i et nærmest mareridtsagtig univers, hvor han gennemlever sommerens begivenheder men med det voksne overblik, og mens læseren langsomt finder ud af, hvad der skete, virker det som om, at fortiden griber ind i nutiden…
Jeg var vældig fascineret af “Den tredje hund”, mens jeg læste den, og den spøgte også i mine tanker i flere dage efter. Denne sammenblanding af almindelige barndomsminder og så den mærkelige fortælling om hundene i familien, der tilføjer en dimension af uforklarlig gru til historien. Jeg var i tvivl: hvad oplevede Martin, og hvad var hans fantasi – og hvad er Klenøs egen fortælling? Efterhånden som jeg sank ind i historien, blev gruen større og flere og flere familiehemmeligheder dukkede op, så jeg mod slutningen bare var nødt til at læse næste side med – og næste – og næste.
Selvom jeg synes rigtig godt om Klenøs nye roman, må jeg dog også erkende, at jeg ind i mellem havde lidt svært ved at holde fast i tråden, for Klenø springer i tid og sted i sin fortælling. Afsnittene er godt nok markeret med overskrifter, men springene bryder alligevel forløbet lidt for meget op efter min mening. Jeg forstår godt tanken bag at krydsklippe historiens forskellige tider for at skabe ekstra spænding, men det er desværre ikke lykkes 100%. Dette lille pip skal dog ikke afholde nogen fra at læse “Den tredje hund”, for Klenø serverer her endnu et dansk provinsgys, som sagtens læses af unge men som i lige så høj grad taler til den voksne læser.
”Med ét begyndte grene fra birketræet at slå mod ruden i karnappen. Jeg vendte rundt, ruden knustes og tusinde stykker glas dalede ned overalt. Og dér, midt i det hele, kom Jax. – Jax? Jeg trådte et skridt tilbage og følte med ét, at både ben og fødder låste sig under mig. Trods den store krop landede boxerhunden elegant på gulvet. Lidt som en kat kunne have gjort det. Og hele tiden med de blegrøde øjne rettet mod mig. Mit syn flimrede, mens jeg stirrede på den mahognifarvede – nu jordslåede – pels. Hunden fangede mit blik, og med et var dens gab en snerrende spalte af hvidt savl.”
Besøg Morten Nis Klenøs hjemmeside
Også omtalt på Gyseren.dk
Selvom Dracula blev dræbt i Hammers første Dracula-film fra 1958 “Horror of Dracula“, udgav Hammer Film to år senere endnu en vampyrfilm spundet over Dracula-myten, igen med Terence Fisher i instruktørstolen og med Peter Cushing som Van Helsing.
Dracula er som sagt død, men hans forbandelse lever videre. Det opdager den unge parisiske skolelærerinde, Marianne, som skal undervise i fransk på en skole i Transylvanien. På vej dertil opholdes hun på en kro, og her møder hun den kolde, men tilsyneladende gæstfrie baronesse Meinster, som inviterer Marianne hjem til sit slot. Her opdager hun en ung mand, der holdes fanget i slottet. Det viser sig at være baronessens søn, som – påstår hun – holdes fanget fordi han er sindssyg. Men nu er den unge baron Meister en smuk ung mand, så Marianne befrier ham, for blot at blive ladt tilbage, da han umiddelbart efter stikker af fra slottet.
I mellemtiden er Van Helsing ankommet til området, som tidligere har været plaget af vampyrisme – og efter baronens flugt dukker flere nye tilfælde op. Mens Van Helsing forsøger at befri verden for denne plage, forlover Marianne sig med baronen, og det bringer hende naturligvis i livsfare.
Handlingen lyder umiddelbart meget klichéagtigt, men “The Brides of Dracula” er nu ganske underholdende alligevel. Godt nok er den yndige Marianne dum som en dør, men til gengæld er Peter Cushing fantastisk i rollen som Van Helsing, hvor han med iskoldt overblik står imod baron Meinster og snarrådigt overlever et vampyrbid. Jeg kan allerbedst lide ham i rollen som Victor Frankenstein i bl.a. “The Revenge of Frankenstein“, hvor han spiller med vid, ironi og tindrende galskab, men også som helt fylder han rollen helt ud. Han er troværdig og sympatisk, og man tror på hans overlegne moralske styrke, uden at han virker arrogant.
David Peel, som spiller baron Meinster, gør også et godt job. Før det afsløres hvad han er, virker han yderst charmerende, men når først hugtænderne dukker frem, ses ondskaben tydeligt i ham. Ligeledes er Martita Hunt som spiller baronessen og Freda Jackson som husholdersken velvalgte til rollerne, som især Freda tilføjer et troværdigt strejf af galskab. Kun Yvonne Monlaur som Marianne har jeg det temmeligt svært med, men hun er da smuk.
Special effects er dog ikke ligefrem i topklassen, og underlægningsmusikken er for en stor del af tiden et højest irriterende orgel, som giver mere end et hint om, at noget ondt er på vej herned. Ikke desto mindre er slutningen en absolut klassiker i mine øjne. Van Helsings kamp med baron Meinster og afslutningen udenfor møllen er fyldt med adrenalinpumpende spænding og et flot visuelt udtryk trods filmens mange år på bagen.
“The Brides of Dracula” er med andre ord en rigtig vellykket sequel, som ovenikøbet lykkes historiemæssigt, selvom den ikoniske skurk fra første film, nemlig Dracula, er død.
Også omtalt på Gyseren.dk
Jeg faldt over dette kombinerede fordrag og film tilbud i Middelfart Biblioteks arrangementskalender for efteråret. Det tror jeg vist, at jeg skal til …
Mød monsteret – foredrag og film
Forfatter og filmforsker Rikke Schubart giver smagsprøver på gysets forskellige følelser. Aftenen slutter af med vampyrfilmen 30 Days of nights (2007). Arrangeret i samarbejde med Panoramabiografen.
Onsdag den 3. november
kl. 19.00 – 20.15 Middelfartsalen på KulturØen
kl. 20.30 – 22.00 Panoramabiografen
Billetpris: 70 kr.
Før “Jaws” og “Close Encounters of the Third Kind” lavede Steven Spielberg tv. Det blev til en række episoder i forskellige serier, men en dag faldt han over en novelle af Richard Matheson “Duel”, som Matheson netop var ved at skrive manuskript på til ABC’s Movie of the Week. Det lykkedes for Spielberg at få instruktørstolen på produktionen, og resultatet blev en nervepirrende fortælling om kattens leg med musen.
David Mann er på vej til et møde, da han støder på en langsomt kørende lastbil. Han overhaler, men bliver straks overhalet tilbage. Dette irriterer ham så meget, at han igen forsøger at overhale, og pludselig er han fanget i en dramatisk kamp på liv og død. Lastbilchaufføren har tilsyneladende hjemsøgt forskellige stater og fundet ofre i dem alle, og nu er Mann udvalgt til næste offer.
David Mann spilles af Dennis Weaver, som gør det forrygende. Han er stort set alene i billedet det meste af filmen, men han formår at vise Manns langsomme sammenbrud helt fantastisk. Det var tv-selskabet, som foreslog Weaver til rollen, men Spielberg var straks med på det. Han havde set Weaver i “Touch of Evil”, og så med det samme for sig hvordan denne præstation kunne bruges i “Duel”. Her starter dagen helt almindelig for Mann, for så at udvikle sig til et mareridt hvor han langsomt skubbes ud over kanten for normal adfærd.
Den anden hovedrolleindehaver er den store lastbil, der forfølger Mann. Spielberg fortæller, at han havde 7 lastbiler at vælge imellem, men straks faldt for den grå der som den eneste havde motoren til at sidde foran forruden, således at lastbilen nærmest havde et ansigt. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det er lykkedes at give lastbilen en yderst ubehagelig personlighed, som næsten får publikum til at tænke, at den er mere end blot en lastbil.
I ekstra-materialerne fortæller Spielberg, at han kun fik ti dage til optagelserne, og da han ville filme on location, fik han nærmest at vide, at han var skør, og at han skulle nøjes med baggrundsbilleder og så filme resten i et studie. Men det lykkedes ham at overtale filmselskabet, og med kun et par dages forsinkelse blev “Duel” indspillet.
Selvom jeg egentlig ikke er særlig stor fan af biljagter, og slet ikke film hvor det er stort set hele handlingen, så blev jeg alligevel betaget af “Duel”. Det er ikke mindst pga. Dennis Weavers fremragende skuespil, men også fordi det lykkes for Spielberg at opbygge en uheldsvanger og truende stemning gennem filmen, der som oftest slet ikke findes i biljagts-film. Men her bliver lastbilen en overvældende trussel, og David Mann må i den grad træde ud af sit naturlige univers og finde kræfter i sig selv til at overvinde denne trussel, så jeg kunne ikke andet end at blive grebet. En spændende film, der trods sine næsten 40 år på bagen, stadig holder.
Også omtalt på Gyseren.dk
John Trent er forsikringsagent med speciale i at afsløre forsikringssvindel. Da den kendte horror-forfatter Sutter Cane (om hvem rygterne siger, at læsere af hans bøger mister forstanden) forsvinder uden at have afleveret sit nyeste manuskript til udgivelse, forlanger forlaget erstatning. Trent sættes på sagen for at finde Sutter Cane og afsløre det hele som et publicity stunt, og han opdager, at Canes fiktive by, Hobb’s End, ligger i New England. Sammen med Canes redaktør, Styles, tager han af sted for at finde byen og bringe manuskriptet til den nye bog tilbage.
Men noget er helt forkert i Hobb’s End, og selvom Trent insisterer på, at det hele er et svindelnummer lavet af forlaget for at sælge flere bøger, så sker der så mange ting, at det efterhånden bliver umuligt for ham at forklare. Og da han vender tilbage fra Hobb’s End, har virkeligheden forandret sig.
“In the Mouth of Madness” er en film om fiktionens og det menneskelige sinds magt. Hvad nu hvis det, forfatterne skrev, blev virkeligt? Som Styles siger, før de finder Hobb’s End: “A reality is just what we tell each other it is. What if reality suddenly shared Canes point of view? What if the rest of the world was insane, og you were the only sane left? That must be very lonely.” I “In the Mouth of Madness” får forfatteren pludselig denne magt, og døren til ubeskrivelig ondskab åbnes yderligere, hver gang en ny person læser bogen.
Da jeg genså filmen, kunne jeg ikke undgå at tænke på H. P. Lovecraft, hvis forfatterskab også i høj grad junglerer med tanken om et parallelt univers fyldt med umådelig ondskab, som forsøger at få adgang til vores. Filmen har da også flere referencer til Lovecraft, bl.a. er titlen et ordspil over to af hans fortællinger: “The Shadow Over Innsmouth” og “At the Mountains of Madness”, og flere af Canes romaner i filmen har titler, der bringer tankerne hen på Lovecraft, f.eks. refererer filmens sidste roman “The Hobb’s End Horror” til Lovecrafts “The Dunwich Horror”. I instruktørens kommentarspor siger Carpenter da også, at manuskriptforfatter Michael De Luca var stærkt inspireret af Lovecrafts forfatterskab, omend filmen ikke baserer sig direkte på en enkelt historie.
Filmen er generelt ubehagelig i sin tone, men ironien driver tykt ned af væggene, når dr. Saperstein i begyndelsen af filmen sætter The Carpenters “We’ve only just begun” på for at berolige sine sindssyge fanger. Selvfølgelig er gummi-dæmonerne, som dukker op sidst i filmen, ikke særligt skræmmende i dag, hvor gode CGI-effekter ikke er til at skelne fra virkeligheden, men hele stemningen i filmen er stadig så skæv og uberegnelig, at det gav mig gåsehud.
Sam Neill er velcastet til rollen som Trent. Hans britiske accent og pertentlige fremtoning gør ham troværdig som forsikringsagenten, der insisterer på, at “This is reality” mens han banker på et træbord i Hobb’s Ends hotel. En sætning der kommer til at forfølge ham senere. Og hans forvandling til lallende galning bliver ekstra ubehagelig, fordi han er så kontrolleret normalt (når vi lige ser bort fra hans rolle i “Event Horizon“).
“In the Mouth of Madness” er sidste film i John Carpenters Apocalypse-trilogi, som udover Madness består af “The Thing” fra 1982 og “Prince of Darkness” fra 1987. Sidstnævnte var jeg absolut ikke begejstret for, men derimod synes jeg, at ”In the Mouth of Madness” er en skræmmende, uforudsigelig, underlig og fantastisk film, og jeg har snart tænkt mig at se den igen.
Også omtalt på Gyseren.dk
Næste side »
Jeg har tidligere læst ”Skidt klædte mænd med baseballbat” af Morten Nis Klenø, og ganske bortset fra at titlen er helt fantastisk, så kunne jeg også godt lide historien, der tog udgangspunkt i et virkeligt mord og miksede det til en interessant provinsgyser. Her i “Den tredje hund” tager Klenø igen udgangspunkt i noget virkeligt, nemlig sin egen barndom, og det er der kommet en interessant sammenblanding af idylliske barndomserindringer og isnende uhygge ud af.
