Jeg tror, at 2009 bliver et rigtig godt år for horrorgenren på dansk. Der er allerede flere arrangementer af interesse: Fantasticon, Horror-sessionen (som jeg vil skrive mere om en af dagene), Krimimessen (med gys som tema) og før den en temadag om genren.
Jeg har meldt mig til dagen, der byder på foredrag Steen Langstrup, Anne-Marie Vedsø Olesen, Benni Bødker, Kenneth Bøgh Andersen og Rikke Schubart.
Det er på Horsens Bibliotek, det foregår, fredag den 27. marts. Prisen er 525 kroner, men jeg tror også, at udbyttet er stort.
Fra programmet:
Krimimessen 2009 fejrer 200 året for Edgar Allan Poes fødsel, og det sætter også sit præg på Temadagen. Som alle ved, er Poe far til detektivhistorien, men gyseren er endnu en genre, han har været med til at skabe et uhyggeligt, indledende kapitel til. Udvalgte danske forfattere vil fortælle om deres gysere og komme ind på, hvorvidt de er inspireret af Poe.
Steen Langstrup indleder dagen med at indvie os i sit årelange arbejde med gys til voksne efterfulgt af Anne-Marie Vedsø Olesen, der finder særlig inspiration til gotisk uhygge i operaen. Efter frokost er der fokus på gysere for børn og unge med Benni Bødker og Kenneth Bøgh Andersen på programmet. Dagen afsluttes af Rikke Schubart, som vil delagtiggøre os i sin forskning om det uhyggelige – ikke mindst i film som Saw.Deltagere vil modtage en litteraturliste med anbefalet læsning til temadagen.
Forfatterne læser op fra egne værker, og der vil blive vist filmklip.
Arrangør: Mette Strømfeldt og Horsens Bibliotek
Læs mere på hjemmesiden.
Kommentarer
Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.
Der er lukket for kommentarer.